Læsetid: 2 min.

ABCDEFOGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆT

19. december 1997

*Forfattere Forfatterinden Vibeke Vasbo plæderer i det nye nummer af Forfatterforeningens medlemsblad for samarbejde og genforening med udbryderne i Danske Skønlitterære Forfattere. Det sker i en leder, hvori hun dog samtidig uddeler nogle drøje hug a la dette: "At der overhovedet findes et litteraturråd med en pengekasse, og at litteraturloven i det hele taget blev udformet og vedtaget, skyldes udelukkende en lang og vedholdende indsats fra DF's side. Arbejdet blev på enhver måde modarbejdet af DSF. Men da pengekassen blev åbnet, stod de straks ved udbetalingen". Det lyder ærlig talt, som om der kan gå nogen tid, før parterne forenes.

*Julebog Munksgaard/ Rosinante har som julebog valgt at udgive to nyoversatte kapitler fra Cervantes' klassiker, Don Quijote, som Iben Hasselbach er ved at oversætte. Seneste danske oversættelse er ellers 200 år gammel. Bjørn Nørgaard har illustreret.

*Williams Den irske forfatter Niall Williams roman, Fire kærlighedsbreve, der netop er udkommet på dansk, vil nu blive filmatiseret. Twentieth Century Fox har købt rettighederne. Romanen fortæller om to unge, som er bestemt for hinanden, og temaet er kærlighedens kraft.

*Grundtvig Statens Humanistiske Forskningsråd har uddelt støtte til 12 unge forskere. En af dem er cand. mag. Sune Auken, der vil undersøge Grundtvigs syn på den nordiske mytologi, idet emnet ikke tidligere er blevet forskningsmæssigt belyst.

*Uden grænser Christian Ejlers' forlag har udsendt sin katalogårbog, der denne gang er skrevet af museumsinspektør Thorkild Kjærgaard. Det grænseløse projekt, hedder den, og en del læsere vil huske, at Kjærgaard var en af paneldeltagerne i Informations Venners debateftermiddag på Louisiana for kort tid siden om netop dette emne. Bogen kan købes for 50 kr. i boghandelen.

*Blinde Danmarks Blindebibliotek har fået ny direktør, den 42-årige Elsebeth Tank, der kommer fra en stilling som kultur- og bibliotekschef i Køge Kommune. Hun afløser Winnie Vitzansky, der skal være direktør for Danmarks Biblioteksforening. Blindebiblioteket fremstiller og udlåner lydbånd, punktskrift og disketter.

*Higgins Ind under jul har Danmarks Nationalleksikon udsendt et udvalg af professor Higgins mest veloplagte sprogklummer fra Information som bog. Encyklopædiens chefredaktør, Jørn Lund, skriver i forordet, at Higgins har været en af de sproglige rådgivere på det store, leksikale værk. Bogen koster 98 kr.

*Stopper Efter ti år som redaktør af Dansklærerforeningens blad, Dansk Noter, har Henrik Jagd valgt at slutte. Han betegnes i bladet selv som redaktionens eneste professionelle sortsnakker. Han åbner dog en ny spalte i bladet, Værktøjskassen, og vil dermed næppe være helt tabt for læserne.

*Citater Forlaget Centrum har udsendt en stor samling af sarkastiske citater, Pennehug. Citaterne er samlet af Jonathan Green og bearbejdet til dansk af Ejgil Søholm, der ikke viger tilbage for at tage følgende sætning med, som han selv har fundet på: Én bog i hånden er bedre end ti titler i basen. Så skulle den være opdateret.

Redigeret af
Kristen Bjørnkjær

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her