Læsetid: 8 min.

Afrika på vej

27. december 1997

Håbet ligger i unge forretningsmænd og kritikere, der tør tale magteliten imod

UDVIKLING
Den danske debat om Afrika vil for 1997 nok blive husket for 'Kontinentet der sov over sig' og 'Nødens købmænd'. To tv-udsendelser, der skabte betydelig debat, og som efterlod et forstemmende billede af korruption og håbløshed, fejlagtig og virkningsløs bistand og skruppelløs adfærd af visse internationale nødhjælpsorganisationer.
Det var et noget andet billede, Callisto Madavo præsenterede i slutningen af november på en 'cyberspace'-konference hos ulandsorganisationen Ibis. Via moderne teknik var det muligt at interviewe Callisto direkte fra tredje sal i en Nørrebro-ejendom med spørgsmål fra et interesseret publikum. Callisto Madavo er ikke en hvem-som-helst. Som vicepræsident i Verdensbanken med ansvar for Afrika sidder han på en absolut nøglepost. Og billedet af Afrika var overraskende optimistisk.
Borgerne i Afrika kan og vil selv. Demokratiet er på fremmarch og civilsamfundet spiller en central rolle. Der er nye ledere med visioner. De økonomiske nøgletal viser en god vækst i mange lande. Den private sektor og investeringerne begynder så småt at komme. Callisto var ikke blind for problemerne: Tendensen er skrøbelig, og der ligger enorme udfordringer forude. Og en række lande er ikke kommet over borgerkrig og masseødelæggelse.

Enighed om håb
Budskabet fra Callisto var overvejende positivt, mens 'Kontinentet der sov over sig' ikke kun i kraft af titlen sendte et overvejende negativt budskab. Men i substansen var der en enighed om at placere håbet for Afrika hos unge forretningsmænd og kritikere, der tør tale magteliten imod.
Facit og rollefordeling synes at blive, at den private sektor - forretningsmanden - er det afgørende omdrejningspunkt. Regeringen skal spille en tilbagetrukket rolle, der sikrer solide rammer. Civilsamfundet skal udfylde det tomrum, som regeringen efterlader. Og de internationa-le finansieringsinstitutioner skal sikre, at de nationale ledere nu har forstået det hele rigtigt.
De internationale finansieringsinstitutioner har en enorm magt og et enormt ansvar. Det hedder partnerskab, dialog og nationalt ejerskab, men afstanden mellem retorik og virkelig hed kan være stor. Det viser cashew-nød-sagen fra Mocambique, som er et skræmmende eksempel på, hvad der kan ske, når der lyttes for lidt.

Cashew-sagen
Cashewnødder er en vigtig afgrøde i Mocambique, og forarbejdsningsindustrien beskæftigede 10.000 mennesker, som for manges vedkommende er enlige mødre. Industrien blev privatiseret i 1994/95 med aftale om, at en eksisterende afgift på eksport af ikke-forarbejdede ca-shew-nødder skulle nedtrappes langsomt over en årrække for at beskytte industrien.
Verdensbankens direktør for Mocambique, Phyllis Pomerantz, fandt dette uacceptabelt, og en hurtig liberalisering (det vil sige ophævelse af afgiften) blev gjort til en "nødvendig betingelse" for Verdensbankens fortsatte långivning. Som bekendt har Verdensbankens blåstempling afgørende betydning for den samlede donorbistand.
Beslutningen medførte skarpe mocambikanske protester og i 96/97 kunne det umiddelbare resultat gøres op som lukning af de fleste af fabrikkerne og 5.000 arbejdsløse. De mocambicanske fabrikker kunne på et yderst sårbart tidspunkt ikke klare konkurrencen, og forarbejdningen flyttede til Indien, hvor børnearbejdere sikrer en ekstra fin afskalning.
Efter et besøg i Mocambique beordrede Verdensbankens præsident, James Wolfensohn, et studie gennemført af et respekteret konsulentfirma, Deloitte & Touche. Deres konklusion var, at den mocambicanske regering havde ret, og at Verdensbankens politik skulle opgives. Hvor meget der kan reddes for cashewnød-industrien vil vise sig.

Behov for ydmyghed
Sagen viser et markant behov hos Verdensbanken for at vise større ydmyghed og respekt for nationale og lokale vurderinger. Når der er stor modstand og meningsforskelle, bliver magtkoncentrationen utrolig farlig.
Verdensbanken er i sig selv meget magtfuld i Mocambique. Phyllis Pomerantz sidder i Washington og ikke i Maputo, og synes at have magt til at gøre egne synspunkter til bankens synspunkter. Men der tegner sig også et opgør mellem forskellige kræfter i Verdensbanken, personificeret i denne sag af James Wolfensohn og Phyllis Pomerantz. Én konsekvens burde være, at landedirektøren blev flyttet fra Washington til Maputo for dermed at øge mulighederne for direkte diskussion og vurdering på stedet. Kun to ud af atten 'decentraliserede' verdensbankdirektører sidder i Afrika.

Ny strid
Mocambique og Verdensbanken er nu igen i åben strid, denne gang om bankens landestrategi. Når det i ellers meget diplomatiske dokumenter anerkendes, at der er spændinger og uenighed, kan man godt regne med, at bølgerne går højt.
Baggrunden er den generelle, at de fattige på landet nu er fattigere, end de var, da borgerkrigen endte i 1992, og at dette meget let kan true freden og stabiliteten i landet. En vigtig enkeltsag på linje med cashewnød-sagen er også en del af konflikten. Denne gang handler det blot om veje. Om asfaltveje nær Maputo skal financieres fremfor andre prioriteter, herunder biveje på landet, der er arbejdsintensive og giver jobs, eller om investeringer i uddannelse og sundhed er vigtigere.
Banken hævder, at der er gennemført vidtgående konsultationer i Mocambique, og kæder godkendelsen af landestrategien sammen med betingelserne for omlægning af landets gæld under det såkaldte HIPC-initiativ (Highly Indebted Poor Countries). Fra Mocambique er tonerne noget anderledes. Man føler sig ikke hørt, men føler, at man har fået forelæsninger. Man har ikke haft lejlighed til at kommentere selve strategien, som det har været vanskeligt overhovedet at få fat i. Man har mødtes på et mere uforpligtende grundlag.
Det nationale ejerskab kan i hvert fald diskuteres, når Mocambiques Finans- og planlægningsminister, Tomaz Salomao, bliver citeret for at sige, at han var glad for, at Mocambique af Verdensbanken blev opfattet som en succes. Men at han personligt hellere så udvikling til gavn for hele landet snarere end statistisk vækst baseret på hovedstaden. Det er svært at genkende det omfattende partnerskab og de ægte høringer, som James Wolfensohn er talsmand for.

Danmarks rolle
Et andet perspektiv er, hvad Danmark har gjort i forhold til ovennævnte diskussioner. Danmark forstået som ambassaden og NGO'erne, herunder Ibis. 'For lidt' må være det umiddelbare svar, når det er gået som det er indtil videre. 'Aktiv multilateralisme' er ikke ligefrem mundret dansk men betyder i jargonen, at vi blander os med så stor vægt, vi nu kan i forhold til de internationale institutioner, som kanaliserer danske penge. Aktiv multilateralisme må betyde, at vi har medarbejdere på ambassaderne, der følger disse overordnede spørgsmål og er i stand til at formulere et kvalificeret dansk med- og modspil.
For NGO'ernes side må det betyde, at vi også skal støtte organisationer, der arbejder med disse spørgsmål, og sikre, at oplysninger og politik kommer til offentlig diskussion, både ude og hjemme. Der er brug for et aktivt samspil med samfundsdebattører, universitetsfolk, folk fra forskningsverdenen og organisationer, der i kraft af deres arbejde ude på landet ved, hvordan levevilkårene er for meningmand.

Folketingsdebat
Folketinget skal diskutere status for dansk udviklingtspolitik i det nye år. Udviklingspolitikken er baseret på strategien 'En Verden i udvikling'.
I en netop udarbejdet midtvejsanalyse fra Udenrigsministeriet hedder det i en central formulering, at "Udfordingen bliver at indrette bistanden på en måde, så den understøtter og bidrager til omlægningen af de økonomiske systemer, samtidig med, at den søger at afhjælpe de skævheder, som en satsning på den private sektor kan medføre."
Finans- og planlægningsministeren i Mocambique kunne ikke være mere enig, tror jeg, og også på cyberspace-konferencen var dette et centralt spørgsmål. Hvad menes der, når mantraet et "økonomisk vækst og lighed", men virkningen er øget ulighed, både imellem borgerne i det enkelte land og imellem fattige og rige lande?
Jørgen Estrup, formand for udenrigsudvalget, kommenterede på konferencen problemstillingen og så en reel konflikt imellem væksten
og fattigdomsbekæmpelsen. Han fandt det centralt, at man ikke blanko-liberaliserede, men så staten som katalysator for udvikling ved både at sikre økonomisk vækst, politisk stabilitet og nødvendige investeringer i uddannelse og sundhed.

Begrænset råderum
At råderummet ikke er stort betonede Martin Paldam, professor i økonomi, på samme konference. De offentlige budgetter i Danmark svarer til ca. 50 pct. af bruttonationalproduktet, i det typiske uland er der knap 20 pct. tilbage, når bistanden er lagt til og udlandsgælden trukket fra. Og kagen, der kan deles, er unægtelig noget mindre end i Danmark. BNP pr. indbygger er i Danmark på godt 20.000 US dollars årligt, i Mocambique ca. 120 US dollars.
Økonomisk vækst og lighed - eller snarere ulighed - bliver også et centralt spørgsmål i forbindelse med omlægningen af USA's Afrika-politik.
African Growth and Opportunity Act, som blev fremlagt i 1997, har støtte hos både demokrater og republikanere. Recepten er at udvælge enkeltlande og via disses erhvervsliv skabe arbejdspladser og indtægter. USA skal støtte dette igennem fri adgang til det amerikanske marked for produkter, ved eftergivelse af gæld og ved bistand til nødvendig infrastruktur. Mocambique er iblandt den håndfuld af lande, som USA overvejer at give en særlig støtte.
Handelsbegunstigelser og gældslettelse er afgørende forudsætninger for en række ulande, og det er godt, at det nye initiativ forholder sig til sammenhængen mellem handel, gæld og bistand. Om initiativet så bliver til noget reelt vil vise sig over de kommende måneder. Indtil videre er der langt fra politik til praksis. De 50 millioner dollars, som USA i første runde er villig til at afskrive på gælden, er meget langt fra de beløb, der vil gøre en forskel. USA's bistand daler fortsat og er nu nede på 0,10 pct. af bruttonationalproduktet. Og på det mere konkrete plan er der andre, der reagerer, bl.a. den amerikanske tekstilindustri, som frygter for amerikanske jobs.

Kritiske spørgsmål
Samtidig rejser initiativet en række spørgsmål. Vil USA sikre den nødvendige sammenhæng i sine politikker, så at man nu vil bakke op om HIPC-gældsinitiativet? Vil USA indrette sin landbrugspolitik, så at den ikke underminerer Afrika-initiativet ved dumpning af landbrugsprodukter? Er øgede handelspræferencer blot et spil for galleriet, fordi værdien af den toldfri adgang eroderes af den sænkning af toldsatser, der alligevel sker som følge af aftalerne i Uruguay-runden? Hvad vil det betyde for udviklingen af regionale markeder i Afrika, at enkeltlande får særlige og potentielt massive begunstigelser?
Det vil være interessant at få en dansk analyse af USA's forslag og nogle vurderinger af, hvad det evt. betyder for EU's fremtidige handels- og bistandsrelationer til kontinentet i det fremtidige Lomé-samarbejde.
Også for NGO'erne er der anledning til at analysere den nye situation. Borgerkrigen er overstået i Mocambique og de 1,7 millioner flygtninge er næsten alle vendt hjem fra nabolandene. Det er afgørende for fred og forsoning, at der er mulighed for at tro på en bedre fremtid, at der er reelle muligheder for at få basale behov dækket. Det handler ikke mere om ydre fjender og borgerkrig. Det handler om adgang og ejerskab til jord, om adgang til vand, om kreditter og om at opbygge en offentlig forvaltning, som kan støtte fattige bønders arbejde.
Bonden i Zambezia-provinsen kender hverken Wolfensohn eller Pomerantz, og det vil være svært at forklare hende eller ham, hvad aktiv multilateralisme er. Men NGO'erne og samarbejdspartnerne har en opgave i at oversætte og formidle fra græsrodsniveau til hovedstaden og sågar til Washington. En opgave der går ud over at fylde tomrum, som regeringen efterlader.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu