Læsetid: 5 min.

Bag kameraet

9. december 1997

To nye, engelske filmbøger fortæller de historier, vi ellers aldrig hører

Med gode filmoplevelser er det set i bakspejlet næsten umuligt (og unødvendigt) at afgøre, hvad instruktøren skulle have gjort anderledes. Som f.eks. de to første Godfather-film, der for mig står som noget nær perfekte filmoplevelser. Jeg har svært ved at forestille mig andre end Al Pacino i rollen som den uspolerede Michael Corleone, der meget mod sin vilje bliver trukket ind i sin families mafia-virksomhed. Og hvem andre end Marlon Brando kan spille den aldrende, men vitale og magtfulde Vito Corleone, der ikke kan nægte folk en tjeneste på sin datters bryllupsdag? Begge skuespillere er nærmest blevet synonyme med de to film og deres roller i dem.
I det hele taget emmer Godfather 1 + 2 af rigtige beslutninger, lige fra manuskriptets vægtning af materialet fra Mario Puzos bog og Nino Rotas og Carmine Coppolas inciterende musik til det fantastiske set- og produktions-design og så selvfølgelig Coppolas mesterlige instruktion. Alt peger på en uproblematisk produktion, hvor tingene faldt på plads, som de skulle, når de skulle, og hvor instruktøren havde kontrollen 100 pct. og derfor kunne gennemføre sin vision.
Men selvfølgelig er virkeligheden en helt anden, og det kan man forvisse sig om ved at læse Peter Cowies intelligente, vel-researchede og helt igennem underholdende The Godfather Book, der i anledning af den første Godfather-films 25 års jubilæum tager Godfather-trilogiens tilblivelse og grundlæggende træk under behandling. Det er ikke alt sammen nyheder, som Cowie præsenterer sin læ-ser for, men der ligger mange overraskelser gemt i bogen, og det er velgørende at få serveret den fulde historie om tre af filmhistoriens største kunstværker produceret i det snævertsynede studiemiljø i Hollywood.
Bogens første del er bygget kronologisk op og følger de tre film fra bog til premiere, mens anden del er et nærmere kig på nogle af alle de faktorer, der har gjort filmene til de mesterstykker, de ret beset er.

Den ulige vej
Historien starter for alvor med den italiensk-amerikanske forfatter Mario Puzo, der efter adskillige år som uanerkendt litterær forlod parnasset og i slutningen af 60'erne skrev den grove og voldsomme Godfather, der blev en kæmpesucces og er solgt i adskillige millioner eksemplarer verden over.
Allerede inden Puzo havde færdigskrevet bogen, var forskellige filmselskaber i gang med at byde på filmrettighederne, og det endte med, at han solgte dem til de to unge fremadstormende producenter Robert Evans og Peter Bart.
Så begyndte jagten på en instruktør. Arthur Penn, Peter Yates, Costa-Gavras, Fred Zinnemann, Otto Preminger og Elia Kazan blev alle spurgt og sagde alle nej. Så fik den unge Francis Ford Coppola, der på det tidspunkt havde instrueret fire ikke særligt succesfulde film, bl.a. Dementia 13 for b-film-mesteren Roger Corman, tilbuddet, og han sagde nej. Han var interesseret i at lave sine egen personlige film på sit eget selskab American Zoetrope, så det at lave en studiefilm over et stykke, i hans øjne, kiosklitteratur, interesserede ham ikke.
Men han sagde ja til en løn på 125.000 dollar og seks procent af filmens indtjening - en aftale, der gjorde ham rig, og et princip der er blevet mere og mere almindeligt i dag, når de største instruktører og
skuespillere skal aflønnes.
Godfather blev ved sin premiere i 1972 en kæmpesucces og Coppola en hovedrig mand. En efterfølger var selvfølgelig uundgåelig, men instruktøren, der endelig havde frihed til lave, hvad han havde lyst til, tøvede. Men da producenterne smed en million dollar på bordet, indvilgede han. Og denne gang fik han absolut frihed på alle planer - den første film kostede omkring seks mio. dollar, nr. to endte på 14 mio.
At Coppola overhovedet gik med til at lave en treer, hvilket han allerede tidligt afviste, må tilskrives, at han igen fik frie hænder, og at han på det tidspunkt, i 1989, i adskillige år havde befundet sig i et kreativt dødvande, som ikke havde tilvejebragt andet end udmærkede mainstream-film.

Coppolas vision
Der har været mange mennesker involveret i udformningen af de tre film, men bag ved det hele lurer Coppolas skygge, og der er ingen tvivl om, at det er hans film, vi ser oppe på lærredet. Og historien om Godfather er også historien om, hvordan en filmkunstner, der egentlig slet ikke var interesseret i at arbejde med mainstream-film, fik noget bemærkelsesværdigt ud af et projekt, filmselskabet på forhånd havde regnet med skulle være en billig og bredt appellerende succes-produktion.
The Godfather Book fortæller også historien om, hvordan filmselskabet Paramount, ejet af kæmpekoncernen Gulf + Western, fik rettet op på en synkende skude p.g.a. Coppola og hans film. Og om hvordan det efter Coppola og hans generation (George Lucas, Steven Spielberg, Martin Scorsese) pludselig blev moderne at sætte instruktørens navn øverst på plakaten.
Cowies bog er spændende som nogen kriminalroman, efterhånden som den opruller Godfather-sagaen, og selvom han har haft adgang til Coppolas egne arkiver og Coppola selv, så stikker Cowie ikke noget under stolen, når han fortæller om både de gode og de dårlige sider ved instruktørens perfektionistiske og dominerende væsen. Desuden giver det bogen ekstra vægt, at Cowie har snakket med så mange af de involverede parter, der alle har interessante og relevante ting at sige og historier at fortælle.

En guidet tur
En anden udgivelse, det er værd at ofre en smule plads på, er Martin Scorseses og Michael Henry Wilsons A Personal Journey with Mar-tin Scorsese through American Movies.
Det er en elegant og smukt illustreret coffee-table-bog, der baseret på Scorseses og Wilsons tre programmer for BBC i anledning af filmens 100 års fødselsdag sidste år, og den tager læseren på en tur gennem de amerikanske film og genrer, som har betydet meget for Martin Scorsese i hans karriere.
Typisk for den humoristisk anlagte instruktør er det ikke den slagne vej, han følger. Mange af de instruktører og film, der har haft størst indflydelse på Scorsese, hører ikke til blandt de mest anerkendte. Dog befinder vi os hele tiden i eller omkring Hollywood og de store studier, og det er her Scorsese inddeler en instruktørs evne til at begå sig i fem kvaliteter, som også udgør bogens kapitler: Man skal være holdspiller, kunne fortælle en historie, skabe en illusion, smugle sine meninger ind i filmene eller åbenlyst kunne kæmpe mod systemet. Det er en interessant dissektion af Hollywood, som Scorsese og Wilson kommer med, og samtidig lykkes det dem at tegne et grundigt billede af udviklingen fra den tidlige stumfilm og op til i dag.
Selvfølgelig lider bogen under, at den ikke kan vise klip fra filmene, men den fremragende billedside kombineret med scene-uddrag og Scorseses indsigtsfulde kommentarer gør, at A Personal Journey bliver andet og mere end bare en dekorativ bog til sofabordet.

*The Godfather Book af Peter Cowie og A Personal Journey with Martin Scorsese through American Movies af Martin Scorsese og Michael Henry Wilson kan begge købes i Filmhusets Boghandel i København, tlf: 33 74 34 21, og koster henholdsvis 200 og 300 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her