Læsetid: 6 min.

Bag myten ligger magien

13. december 1997

Jim Morrison og The Doors hyldes i 30-året for gruppens debut-album med et grundigt og kærligt sammensat sæt, der trods mange hidtil uudgivne spor først og fremmest henvender sig til feinschmeckeren

BOKS-SÆT
Før det salvelsesfulde tonefald findes frem i forbindelse med et af rockens mest myteomspundne band, må én ting gøres klart: The Doors Box Set, en deluxe udgivelse, der indeholder fire cd'er - og et ekstravagant hæfte med tekst og fotos - hvoraf de tre består af hidtil uudgivet materiale, er ikke sagen for den, som enten lige har opdaget The Doors, eller den, der ønsker at have de essentielle indspilninger samlet på et sted.
The Doors Box Set er for dem, der i forvejen har de otte officielle udgivelser fra perioden 1967-71, hvor værket blev til. Disse enkeltudgivelser udgør en mere formålstjenstlig introduktion til fæ-nomenet end nærværende udgivelse, der er beslægtet med The Beatles' Anthology. Et kig ind i studiet og på scenen under arbejdsprocessen: To af cd'erne består af obskure koncert-optagelser, demoer, optagelser fra tv-shows, alternative versioner af kendte sange og outtakes, d.v.s. sange indspillet til et album, men ikke medtaget. Meget af dette materiale har primært interesse for Doors-fanatikeren, da det kvalitetsmæssigt ofte ligger under bandets normale standard.
Sættets tredje cd er til gengæld en fremragende live-optagelse fra Madison Square Gardens i New York City i 1970, hvor Morrison i følge den mytedannelse, der har rejst sig omkring dette band, skulle være brændt ud. Det er svært at høre. Mens den sidste cd består af 'band favo-
rites', et udvalg af bandets tidligere udgivne repertoire, som de tre overlevende Doors hver især føler en speciel affinitet overfor.

Et dumt svin
Få bands har som The Doors affødt så megen mytedannelse - og så megen dårlig litteratur. Tager man den stak af lødige, grundige, intelligente og vidende bøger, der efterhånden er udgivet om rock fra alle vinkler, og giver sig i kast med at ville udvælge de 20 mest læseværdige, er det tvivlsomt om bare én de mange bøger, der er skrevet om Jim Morrison og The Doors, ville figurere på listen.
Dette skyldes den morbide interesse, som både skribenter og fans/læsere omfatter Morrisons patetiske livsforløb med.
Manden var en håbløs alkoholiker, og det lykkedes ham at køre sin kunstneriske og menneskelige deroute ud i fuld offentlighed, og derefter byde verden ret farvel som 27-årig i et badekar i Paris.
Han var et dumt svin, der behandlede mænd og kvinder med den af storhedsvanvid drevne alkoholikers udsøgte foragt, og sked på sine kollegaer i The Doors i en sådan grad, at trommeslager John Densmore 20 år efter mandens død måtte skrive sig fri af de menneskelige omkostninger med bogen Riders On The Storm, den mest intense af de mange værker, der er skrevet om fænomenet. Og den mindst prætentiøse.

Unik lyd
Oveni kommer Oliver Stones rædselsfulde film, The Doors, og Morrisson-apostlen Danny Sugarmans kanoniserende og vildt mytologiserende biografi, No One Here Gets Out Alive (på dansk Ingen Slipper Levende Ud Herfra). Disse værker kun udviser et minimum af interesse for hvad der gjorde The Doors til noget specielt: Teksterne, musikken, gruppens unikke lyd og gennemslagskraft på scenen.
Interessen for at skille værket fra manden har været minimal, og på god gammeldags romantisk maner legitimeret et uendeligt antal tåbeligheder fra folk, der ikke besidder en tiendedel af Morrisons - og The Doors' - talent. Samt selvfølgelig givet mange, som kunne få glæde af værket, en forståelig afsmag for samme på grund af den kvalmende, ukritiske og verdensom-spændende Doors-kult, hvis mødested er digterens gravplads på Père Lachaise-kirkegården i Paris, hvor han nyder 'the big sleep'.
Men det forhindrer ikke Jim Morrison og The Doors i at have efterladt sig et værk, som hører til blandt rockens mest holdbare og kunstnerisk prægnante.

Langformens mestre
Hvad enten man mener at Morrison som digter - et fag han dyrkede parallelt med musikken - enten var rungende tomhed eller visionær storhed, kommer man ikke uden om at han i rocksammenhæng var noget helt specielt, en tekstforfatter, der formåede at forene intuitiv fornemmelse for sværvægtere som William Blake, Friedrich Nietzsche og Jack Kerouac med elementer fra massemedier som film og rock.
Efter Dylan blev det fra midttresserne muligt at blande rocksangens umiddelbarhed med modernistisk poesis tæthed. Og i kraft af ofte langvarige Dylan-udladninger blev det legitimt at bryde pop- og rock-sangens 3-minutters længde, hvilket var et felt, som The Doors ophøjede til en kunstart. Ja, gruppen er faktisk ikke blevet overgået, da det stadig er svært at finde rockkompositioner, der som gruppens klassiske skæringer som "The End" og "When The Music's Over" besidder drama, patos og dynamik nok til at kunne strække formen meget længere end fem minutter.
Dette skyldtes i høj grad musikerne i The Doors, som havde det til fælles, at deres baggrund ikke lå i rock og pop; ankermanden, keyboardspilleren Ray Manzarek, trakterede desuden key-
board-bas, en integreret del af gruppens koncert-lyd, om end gruppens producer, Paul
Rothchild, benyttede studie-bassister under pladeindspilningerne.
Manzarek var skolet i blues og tidens formsøgende vestkyst-jazz, en genre, som også inspirerede trommeslager
John Densmore, en af de rocktrommeslagere, der har fundet flest måder at omgå den traditionelle accentuering af slagene to og fire. Læg dertil den flamenco-skolede guitarist Robbie Krieger, og man vil forstå, at der var lige langt til såvel Chuck Berry som The Beatles i The Doors' musikalske univers.

Ekspressiv bariton
Lige som meningerne om Morrisons lyriske evner er stærkt delte hersker der
uenighed om hvorvidt hans sangstemme var noget værd eller ej. Men han besad en ekspressiv bariton, som nok ikke var at ligne med en Elvis Presley, men ikke desto mindre blev det kraftfelt, hvorfra megen af Doors-magien udgik.
Det kan være svært at høre, når man lytter til gruppens demoer fra 1965 på de to cd'er, hhv. betitlet Without A Safety Net og The Future Ain't What It Used To Be, som bl.a. indeholder gruppens første forsøg på at komme overens med studieteknikken. På forstudier som "Moonlight Drive", "The Crystal Ship" og "Hello, I Love You" lyder The Doors - med Manzareks to brødre på guitar i stedet for Krieger, der trådte sent ind i gruppen - som et halvgodt barband med en forsanger, der lige kan holde melodien. Men allerede på en demo-indspilning af "Moonlight Drive" fra '66 er det åbenlyst at Morrison og bandet har fundet formen, og den blanding af vrede, patos og distanceret lidenskab, der skulle præge Morrisons foredrag fremover, var faldet på plads.

Suverænt live-band
Udover den fine lille vignette, "Whiskey, Mystics And Men", jazz-versionen af
"Queen Of The Highway" og det splinternye backing-track til Morrisons "Orange County Suite", koncentrerer interessen sig om de live-optagelser, der generøst er strøet ud over disse to cd'er, selvom de - alt andet lige - ikke når Live In New York til sokkeholderne. Dén er indspillet af The Doors i absolut topform, og indeholder en definitiv version af den 17 minutter lange suite, "The Celebration of the Lizard", hvor Morrisons reptil-fascination får fuld skrue.
Blandt vraggodset på de to blandede cd'er finder man en lo fi-optagelse af den dramatiske arrestation af Morrison på scenen i Miami i 1969 midt i "Five To One", den flotte "Black Train Song", hvor Morrisons improvisationsevne får frie tøjler, samt en tv-optagelse af det underkendte "The Soft Parade", hvor gruppen viser hvor dygtig, den egentlig er.
At man så også belastes med fire stangstive Doors-medlemmers hærgen sig igennem den improviserede "Rock Is Dead", samt mindre inciterende fortolkninger af diverse bluesklassikere gør ikke sættet mindre attraktivt.
Sammen med det indbydende hæfte, fuld af tidligere upublicerede fotos samt en personlig hyldest fra forfatteren Tom Robbins, et fejlslagent og højtravende essay ved Michael Ventura, og en grundig sang-for-sang gennemgang ved Manzarek, Densmore og Krieger, er The Doors Box Set nok det sidste, der kan siges om dén historie.
Det siges til gengæld med kærlighed, grundighed, schwung og maner. En værdig svanesang - om end kun for de indviede. Nytilkomne gør bedst i at starte med The
Doors, Strange Days eller L.A. Woman. Det er stadigvæk derfra magien bag myterne udgår.

*The Doors Box Set (4 cd'er + hæfte. Warner/ Elektra 7559-62123-2)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu