Læsetid: 2 min.

Bilisterne skal betale for Kyoto

15. december 1997

Hvis Danmark skal opfylde egne CO2-mål efter FN's klima-konference i Kyoto,
er der kun trafikken at kaste sig over, mener trafikforsker

Den mest oplagte måde for Danmark at spare CO2-udledning på, er at standse øgningen i trafikken. Det kan for eksempel ske ved at indføre vejafgifter, i internationale termer også kaldet road pricing. Det mener trafikforsker Uffe Jacobsen fra Handelshøjskolen i København oven på FN's Klimakonference i Kyoto, hvor EU-landene tilbød at reducere sit CO2-forbrug med i alt 15 procent efter en intern fordelingsnøgle. Danmark skal efter den oprindelige plan bære en af de tungeste byrder.
"Trafikken er stort set den eneste komponent i energiforbruget i Danmark, som vokser. Derfor er det mest oplagt at slå til på det felt," siger Uffe Jacobsen til Information.
"Cirka 20-25 procent af energiforbruget i Danmark går til trafikken, og da der i forvejen er rimeligt høje afgifter på andre felter, er der realistisk set kun trafikken tilbage. Men den stiger blot stille og roligt," siger Uffe Jacobsen.
Eksempelvis er de nye nedsatte takster for biler på Storebæltsbroen "logisk forkert" ud fra den betragtning, at man i regeringens Energi 21 plan har nogle målsætninger om at skære ned på CO2 udledningen, mener han.
En måde at bremse væksten i trafikken er en højere
benzinafgift, men det er politisk umuligt at gennemføre høje priser på eksempelvis 20 kroner for én liter benzin.
"Afgifter på brug af vejene kan vise sig at blive en mere realistisk måde at gøre det på. I et land som Holland har man taget en principbeslutning om at indføre road pricing, og man er i øjeblikket igang med at eksperimentere med det," siger Uffe Jacobsen.
Når der først skal eksperimenteres med det, skyldes det at teknologien til det ligger et stykke ude i fremtiden. Det handler om, hvordan man skal kontrollere, hvem der benytter hvilke veje, og hvor lang en strækning, der tilbagelægges.
Men teknikken kommer nærmere, eftersom også Østrig og Tyskland på grund af store trafikpropper er i gang med at undersøge mulighederne. Der er imidlertid ikke taget de store initiativer i Danmark til at undersøge roadpricing.
"Vi tygger stadig på det, men vi synes det er bedre at lægge afgifter om på bilerne, sådan som vi har gjort det, sådan at de biler, der kan køre længst på literen koster mindre i afgift," siger Socialdemokratiets trafikpolitiske ordfører Poul Andersen til Information.

Bompenge i København
"Jeg synes roadpricing er en god ide, og vi indsamler da også resultater fra de forsøg, som eksempelvis hollænderne foretager. Men jeg kan godt pege på noget, man kan gøre i mellemtiden - bompenge ved de større byer," siger Vibeke Peschardt (R), trafikpolitisk ordfører for det andet af regeringspartierne.
"København er et godt eksempel på et sted med trafikpropper, hvor bompenge kunne få flere til at tage kollektiv trafik," siger hun. Der har imidlertid ikke været flertal for det. Uffe Jacobsen er enig i, at bompenge kan have en effekt: "En undersøgelse viser, at hvis det kostede 20 kroner pr. gang kunne man angiveligt nedbringe trafikken på en strækning med cirka 30 procent," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu