Læsetid: 11 min.

Børnene regerer i japanske skoler

5. december 1997

Japanerne klager over, at deres skolesystem er for ensrettet, og at det går ud over kreativiteten. Men japanske børn får fremragende færdigheder og stor ansvarsbevidsthed

Skolen på kloden
Klokken ringer, og eleverne på Takihara-skolen løber i fuldt firspring fra den græsklædte legeplads, hvor de har tilbragt frokostpausen, til deres klasseværelser - bevæbnede med koste og svabere og klude.
Korridorerne genlyder af hvinen og råben, mens børnene tømmer affaldskurvene. De skrubber de hvide toiletter og jager hinanden rundt med våde klude med det resultat, at de stort set bare flytter rundt på skidtet.
Japanske skoler har ingen pedel, og eleverne må selv pudse vinduer og vaske gulv. 20 minutter hver dag kommer kludene frem, og selv de små i første klasse er med.
Klokken ringer igen, og så er det tid til "selvkritik". En lang ranglet dreng fra sjette klasse, der har kommandoen over en af rengøringsgrupperne, samler sine tropper til en diskussion om eftermiddagens arbejde.
"Arbejdede vi godt sammen?" spørger han og kigger op fra sin tjekliste.
"Ja," råber de andre.
"Brugte vi tiden godt?"
"Ja!"
"Har vi lagt alle redskaberne på plads?"
"Ja."
Men den 11-årige Seiras dårlige samvittighed bryder den selvtilfredse atmosfære.
"Vi satte ikke kostene pænt på plads," pipper hun op. De andre børn nikker skyldbevidst, og alle reflekterer dystert over denne skønhedsplet et øjeblik.
Det er en side af grundskoleundervisningen i Østasien, som ofte går upåagtet hen. Skolerne i Japan, Singapore og Sydkorea har ry for at være de bedste i verden takket være deres fremragende faglige resultater.
Men især i Japan er det vigtigste ikke at frembringe kloge børn, men derimod omgængelige børn, ansvarsbevidste børn, veldisciplinerede børn. Hele programmer tager sigte på at lære dem at arbejde sammen og løse problemerne i fællesskab. Og stort set fungerer det.
Jeg har boet i Tokyo i to et halvt år, og det er ikke altid, jeg finder byen tiltalende eller interessant. Den er for overfyldt og for kedelig.
Men jeg er overbevist om, at japanerne i dag - stort set - er det mest omgængelige og mest ansvarsbevidste folkeslag i verden. Ikke det venligste, heller ikke det lykkeligste og slet ikke det morsomste, men det mest omgængelige. Og det skyldes i hvert fald til dels skolesystemet.
"Hvis vi havde pedeller, ville skolen sikkert være skinnende ren," siger Mizue Hanzawa, der er sygeplejerske på en skole i Yokohama. Hun kigger rundt i lærerværelset, hvis patina ikke just kan beskrives som skinnende ren:
"Men det er meget vigtigt at skabe ansvarlighed og lære børnene selv at gøre rent efter sig. Det er et af formålene med undervisningen. Og jeg tror, at børnene på den måde lærer at passe på tingene."
Den socialiseringsproces, der begynder i skolen, er i høj grad med til at forme det japanske samfund. Den er med til at gøre hvert enkelt menneske til en del af en helhed, og på den måde er der opstået et samfund uden andre industrilandes kriminalitet. Den japanske ungdomskultur har tolereret en seksuel revolution, uden at der samtidig er sket en eksplosion i narkomisbrug og teenage-graviditeter.
Faktisk er de fleste af dem, der sætter sig ind i det japanske undervisningssystem, begejstrede for det - undtagen japanerne, og det er en vigtig undtagelse. På et tidspunkt, hvor USA synes at bevæge sig hen imod en mere disciplineret, back to basis undervisning, symboliseret ved de skoleuniformer, som præsident Clinton går ind for, er Japan på vej bort fra den model.

Japanerne klager over, at deres skolesystem er for ensrettet, og at det går ud over kreativiteten. Pressen er fuld af historier om tyranniske lærere og om elever, der ikke tør gå i skole om morgenen. En japansk kritiker har afvist de fremragende resultater i internationale undersøgelser som et resultat af "dresserede sælers" endeløse terperi.
Der er da heller ikke megen tvivl om, at systemet kommer til kort i de ældre klasser og på universitetet. Gymnasierne er ofte at sammenligne med trykkogere, hvor ulykkelige unge mennesker lærer en masse udenad, men aldrig rigtig lærer at tænke selv.
(På den anden side siger min mor, der underviser i historie på et amerikansk universitet, at mange af hendes studenter hverken er i besiddelse af en grundlæggende viden eller har lært at tænke selv).
Under alle omstændigheder rammer kritikken af det japanske undervisningssystem ved siden af, når det gælder grundskolen. Her er ingen skoleuniformer og ingen strenge regler - her dyrkes den umiddelbare begejstring og kreativitet, som gymnasiet senere gør sit bedste for at ødelægge.
Tragedien er, at systemet producerer glade og frimodige femteklasseelever, der senere udvikler sig til sure kynikere. Hvad er det, der går galt? Universiteternes adgangsprøve har en stor del af skylden, for den afhænger et ungt menneskes hele fremtid af.
Den afgør, om man ender som direktør eller ved en drejebænk, og man har normalt kun én chance. Derfor presser både forældre og lærere de unge til terperi og udenadslære. Der lægges ikke vægt på, hvad der er vigtigt eller nyttigt at vide; kun på, hvad man kan komme ud for til prøven.
I faget engelsk vejer grammatik f.eks. tungere end kommunikation, så efter seks års undervisning ved japanske studenter alt om præpositioner, men er ude af stand til at føre en samtale på engelsk.
I de seneste internationale undersøgelser er japanske skoleelever på alle trin blandt de bedste i verden sammen med børn fra Singapore - en bystat, der kunne blive væk i Tokyo - og Sydkorea. USA klarer sig godt i naturvidenskabsfag i fjerde klasse, men ligger ellers i bunden.
Mens det stereotype billede af de japanske skoler passer godt i de højere klasser, er det misvisende, når det gælder grundskolen. Faktisk siger flere japanske end amerikanske elever i undersøgelser, at de godt kan lide at gå i skole.
Det, lærerne forsøger at undervise børnene i, er ikke så meget disciplin som selvdisciplin. Derfor er de bemærkelsesværdigt tolerante over for dårlig opførsel og endda åben ulydighed.
På Takihara-skolen stod en livlig pige fra fjerde klasse og hev mig ihærdigt i armen, mens jeg talte med rektor i skolegården. Hun ville bare have mig med i et spil softball, men det var en form for upassende opførsel, som en rektor i USA øjeblikkeligt ville have reageret på.
Her gjorde han ingenting, og snart gik pigen også løs på ham, trak ham i ærmet og og skubbede ham baglæns. Han bad hende om at holde op, men hun blev ved. Så fandt han sig i det.
Den japanske grundskole opelsker en betydelig fællesskabsfølelse - til dels fordi en klasse normalt er sammen i to år, ofte også med den samme lærer. Men det er også væsentligt, at eleverne overlades et ansvar.
Lærerne regerer ikke i japanske klasseværelser, i hvert fald ikke på samme måde som i USA. Når eleverne begår en fejl, retter de den ikke; det overlader de til de andre elever. Lærerne straffer ikke elever, der opfører sig forkert; i stedet manipulerer de de andre til at skælde synderen ud, til han føler sig skyldig.
Det er denne manipulation, der er nøglen til førskole- og grundskoleundervisningen i Japan, og lærerne er de bedste manipulatorer, man kan forestille sig.
Allerede i de mindste klasser pålægges børnene opgaver. Fra første klasse skiftes de til at hente frokosten i skolens køkken og servere den for de andre. Bagefter rydder de selv op.
Børnene fungerer også på skift som ordensdukse, der sørger for ro i klassen, fører protokol og leder diskussionen om alle fælles anliggender. Tanken er, at det fremmer børnenes lederevner og - måske nok så vigtigt - det indbyrdes kammeratskab, for alle får uvægerligt sympati for den elev, der forsøger at neddæmpe en urolig klasse.
I sjette klasse på Aso-skolen i byen Omiya kæmper en dreng og en pige for at holde ro i klassen. Læreren, Isato Takeuchi, sidder ved sit bord bagerst i klassen og ser til, mens de to elever råber navne op og gennemgår den daglige liste med spørgsmål: "Var der nogen, der kom for sent i dag? Er der nogen, der er forkølet? Har alle husket at have lommetørklæde med?"
Først da alle de indledende øvelser er overstået, går Takeuchi op foran, og han og børnene bukker for hinanden og siger: "God morgen!"
Amerikanere bliver undertiden chokerede over, hvor meget man gør ud af at lære børnene ansvar. I vuggestuer og børnehaver ligger sakse eller endda skarptslebne knive frit fremme. Og eleverne pålægges en række opgaver, som f.eks. at opstille målsætninger, der hænges op rundt omkring på skolen.
"Vi lader ungerne selv formulere målsætningerne, men læreren kan hjælpe til ved at komme med forslag," siger Tamotsu Wakimoto, der er rektor på Aso-skolen. "Hveranden uge holder vi et skolemøde, hvor vi diskuterer målsætninger, og så har vi selvkritik om de ting, der ikke er gået godt. F.eks. var der for nylig mange vandhaner, der dryppede, og derfor besluttede børnene at stramme dem godt til, hver gang de havde brugt dem."
I hver klasse er der andre småjob til eleverne. Det er f.eks. børnene i sportsgruppen, der bestemmer, hvilke spil der skal spilles, og hvordan holdene skal sammensættes. Studiegruppen leder klassen, når læreren er fraværende. Ja, i Japan er der ikke noget, der hedder lærervikarer; eleverne passer sig selv.
"Hvis en lærer er fraværende, arbejder børnene med skriftlige opgaver eller laver deres hjemmearbejde," siger Wakimoto. "I første og anden klasse kigger en anden lærer ind til dem en gang imellem. Men de ældre børn sidder stille og roligt og arbejder."
"Men selvfølgelig," tilføjer han, "hvis en lærer er borte i en måned eller mere, forsøger vi at finde en vikar."

Når en lærer stiller et spørgsmål, ryger hænderne i vejret, og læreren udvælger så en elev til at svare. Hvis eleven svarer galt, råber en anden straks: "Chigau!" (forkert), og så opfordrer læreren klassen til at drøfte sagen.
Hvis de andre elever overhører en fejl, eller hvis diskussionen udvikler sig i en forkert retning, leder læreren dem på rette spor ved hjælp af yderligere spørgsmål.
Et andet kuriøst træk ved de japanske skoler er den nærmest søndagsskoleagtige begejstring for at fremelske værdier hos såvel lærere som elever. Klasseværelset er fuldt af sloganer - "Vi gør vort bedste i alt" eller "Aktiv og munter, venlig og hjælpsom" - og alle elever sætter sig mål for, hvad de vil opnå i årets løb.
Denne betoning af sloganer og målsætninger er udtryk for en grundlæggende forskel mellem USA og Asien, hvad angår perspektiverne for undervisningen. I meningsmålinger siger asiater, at gode akademiske resultater primært kommer af hårdt arbejde, mens amerikanere er mere tilbøjelige til at nævne medfødt intelligens. Resultatet er, at japanske forældre presser deres børn (og eleverne presser sig selv), fordi de tror, at det gør en fundamental forskel.
Flere og flere forskningsresultater tyder på, at børn i Asien hovedsageligt klarer sig godt i skolen, fordi deres forældre opstiller høje mål, som børnene så tager til sig, mens amerikanske forældre helst ikke vil have det til at se ud, som om de presser deres børn for meget og kun opstiller beskedne mål. I begge tilfælde gør børnene, hvad der forventes af dem.
Et af de vigtigste instrumenter - både hjemme og i skolen - er hansei, der kan oversættes med "reflektion", "undskyldning" eller "anger".
Når børnene gør noget forkert, forventes de at udøve hansei, og i nogle skoler er der regelmæssigt hansei-møder. Tanken er, at kun når eleverne erkender deres fejl, kan de overvinde dem.
Det styrker også fællesskabsfølelsen, at eleverne tilbringer længere tid i klassen. Overalt i Østasien går grundskoleelever flere timer i skole end i USA, og de har langt kortere ferier. Efter sjette klasse har et japansk eller kinesisk barn i gennemsnit haft mere end et års ekstra undervisning sammenlignet med et amerikansk barn.
Takihara-skolen holder f.eks. kun seks ugers sommerferie - fra midt i juli til slutningen af august - og børnene har lektier for i ferien.
En anden af de japanske skolers stærke sider er undervisningens kvalitet, som ofte lovprises i internationale undersøgelser - f.eks. Den Tredje Internationale Undersøgelse i Matematik Og Naturvidenskab, som siden 1990 har sammenlignet elever i 45 lande. Her gennemgår og vurderer matematikeksperter undervisningen i matematik i fjerde klasse.
I den seneste undersøgelse kom de til det resultat, at 30 procent af den japanske undervisning var af høj kvalitet, 57 procent middel og 13 procent ringe. I USA var der ingen eksempler på høj kvalitet i undervisningen; 13 procent var middel og 87 procent ringe.
Naturligvis er der også skoler i USA, der har gode lærere og lægger vægt på de moralske aspekter, men det er ofte private og eksklusive institutioner. Japan udmærker sig ved at give alle børn de samme muligheder: 99 procent går i offentlige grundskoler, og der er langt mindre forskel mellem skolerne i rige og fattige områder, end der er i USA.

En af grundene til, at undervisningen er så god i Japan, er at lærergerningen tiltrækker fremragende folk. Respekten for lærerne kommer frem i opinionsundersøgelser, hvor de tillægges mere prestige end ingeniører og lokale embedsmænd.
Lærerne bliver også godt betalt. De tjener generelt mere end farmaceuter og ingeniører, og derfor er der typisk fem ansøgere til hvert job.
Det, der gør størst indtryk på mig ved de japanske skoler, er ikke deres faglige resultater, men derimod netop det træk, som jeg også finder foruroligende - det, at alt bliver taget så alvorligt.
Nogle skoler rundt omkring i verden kan måle sig med de japanske grundskoler med hensyn til det faglige indhold, og nogle steder kan man også finde samme fællesskabsfølelse hos eleverne.
Men det ville være svært at finde en skole med lige så meget sjæl som den i Yokohama, hvor der blev malet graffiti på en mur i nærheden. Det var meget pinligt, for graffiti er en sjælden foreteelse i Japan, og man gik ud fra, at den skyldige måtte være en elev fra skolen.
I USA ville man vel enten have ignoreret graffitien eller fået pedellen til at vaske den af, men i Yokohama forsøgte lærerne sig med en fremgangsmåde, der siger mere om formålet med undervisningen end mange ord.
"Først forsøgte vi at finde frem til, hvem der havde gjort det, men det blev aldrig opklaret," siger skolens rektor, Kenichi Nakamura.
"Så i stedet for at fortsætte efterforskningen i det uendelige besluttede vi at lade lærerne rense muren. Det ville eleverne måske lære noget af. Vi valgte det tidspunkt, hvor børnene ville komme forbi muren på vej hjem, og så gik vi allesammen ud og skrubbede malingen af."
"Det var hårdt arbejde, men sammen med en flok elever, der gav sig til at hjælpe os, fik vi til sidst det hele af. Og jeg tror, at den skyldige følte hansei, for siden har der ikke været mere graffiti."

Nicholas D. Kristof er chef for The New York Times' Tokyo-redaktion.

© 1997 The New York Times & Information.

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu