Læsetid: 2 min.

BOLIVIANSK STILLEBEN

29. december 1997

PÅ SPORET AF CHE
Fotografer er vel også en slags mennesker. Nogle af dem er helt fine. Andre er bare gode. Enkelte er en katastrofe.
En gang rejste jeg meget sammen med en, som var så meget fotograf, at han havde svært ved at skrive sit eget navn. De kan også være sære som min italienske ven, Paolo Basparini, som mest interesserer sig for det, der ligger uden for billedets ramme. De kan være vidende om de mest besynderlige begivenheder, som for eksempel Carsten Ingemann, der ved alt om slaget på Solsortesletten i 1389. Og du kan både være gode og frygtsomme som for eksempel Mikkel Østergård, der ved, at det altid er fotografen, der først bliver skudt på. Og endelig kan de være så stædige som Jan Grarup, der kun tænker på det billede, ingen, selv ikke den bedste af dem alle, nogen sinde vil kunne tage.
På det sidste har jeg haft det privilegium at rejse sammen med fotografer, der alle kunne være mine sønner. De spiller hard-core rock for mig om aftenen over deres mini-hi-fi-anlæg, giver mig fodbad, hvis det er koldt i Mostar eller henter iskolde gin-tonics til mig i Santa Cruz' tropiske hede. Det er godt at blive gammel sammen med unge fotografer. Lige som jeg selv var ung en gang og lærte så meget af Erik Petersen. En mand jeg holdt af, som var han min far. Så er det sagt, hvad jeg i almindelighed mener om fotografer.
Om Sven Bloch, som jeg nærmest ved et tilfælde dumpede ned sammen med i Bolivia for et par måneder siden, er der det at tilføje, at han synes at arbejde efter det, Paul Levine har kaldt "Hemingways moral":
"Du skal arbejde flittigt, forenkle tingene, økonomisere, blive en god håndværker, udvikle din stil samt frem for alt lade være med at beklage dig".
Bloch i Bolivia. Du milde himmel! Han arbejdede altid. Også når han tilsyneladende ikke arbejdede. Han tog "stills". Han drog ud med sit tv-kamera. Han målte lys og slæbte på stativer og projektører. Han lyttede og så og spurgte.
Og så var han en høflig mand. Så høflig at da vi heldige som svin stødte på dværgen Virgilia Cabrita, den sidste der så Ernesto Che Guevara levende og på fri fod, ja så bad han mig om at holde en lille tale til hende, for han skulle fæstne en lille "mike" på hendes trøje, og han ville gerne gøre hende tryg og lade hende forstå, at han normalt ikke var den slags mænd, der uden videre befamlede en fremmed kvinde.
Jeg tror, de blev helt gode venner, Virgilia Cabrita og Sven Bloch. Og ud af det hele er der kommet nogle gode, ja mere end det, nogle helt fine billeder.
Og det besynderlige ved dem er, at de kunne have været billeder, taget for 30 år siden, for i Bolivia er der næsten intet sket, siden Guevara blev fanget og henrettet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her