Læsetid: 2 min.

Borgerligt opgør på vej i flygtningesag

6. december 1997

Thorkild Simonsen må ikke forhindre flygtninge i at flytte, siger Birthe Rønn Hornbech (V). Jo de må, siger Helge Adam Møller (K)

Venstre og konservative kan nu være på vej til det første store opgør blandt de borgerlige partier om indenrigsminister Thorkild Simonsens flygtninge- og indvandrerpolitik.
Venstres Birthe Rønn Hornbech afviser på forhånd indenrigsministerens kommende lovforslag om at straffe flygtninge, der flytter fra en kommune til en anden, mens den forstærkede integration finder sted.
"Det er utroligt problematisk, at Thorkild Simonsen vil straffe flygtninge, der flytter. Det må være i strid med menneskerettighederne," siger Birthe Rønn Hornbech til Information.
Venstrepolitikeren er på forhånd meget skeptisk over for Thorkild Simonsens forslag. Hun fokuserer på problemerne i forslaget og er klar til at endevende alle detaljer, når ministeren fremlægger forslaget for Folketinget.
I stedet for som Venstre at fokusere på problemer med flygtninges rettigheder, så er de konservatives Helge Adam Møller mest optaget af at få integrationen til at fungere.
"Der er rigtig mange gode tanker i integrationsforslaget. Jeg vil ikke afvise forslaget om at straffe flygtninge, der flytter i løbet af integrationsperioden. Det skal være meget svært at flytte kommune. Jeg kan godt se fordelene for integrationen, fordi det er mere effektivt, at flygtninge bliver der, hvor integrationsprocessen starter," siger Helge Adam Møller.
Den konservative politiker giver Thorkild Simonsen karakteren "ni" for det samlede forslag til lov om integration af flygtninge.
Thorkild Simonsens forslag om at straffe flygtninge, der flytter, er det ene af to helt centrale forslag, der skal sikre, at flygtninge fordeles bedre over hele landet end i dag.
For det første skal den statslige udlændingestyrelse under Thorkild Simonsen kunne tvinge kommunerne i hvert af landets 14 amter til at fordele et bestemt antal flygtninge blandt sig.
Både Birthe Rønn Hornbech og Helge Adam Møller afviser helt at anvende tvang over for kommunerne. Til gengæld støtter SF forslaget, der derfor kan vedtages uden VK-stemmerne i folketingssalen.

To slags straf
For det andet vil regeringen straffe flygtningene, hvis de flytter. Det skal ske på to måder:
*Den såkaldte introduktionsydelse vil blive nedsat med 20 procent.
*Flygtninge kan efter en flytning ikke opnå permanent opholdstilladelse i Danmark, fordi det forudsætter, at flygtningen har gennemført integrationsprogrammets danskundervisning og deltaget i aktiveringsprojekter. Både danskundervisning og aktivering finder sted i den kommune, der får tildelt flygtningen.
Thorkild Simonsen fremsætter før jul sine forslag om flygtninge- og indvandrerlovgivningen for Folketinget og sender dem samtidig til høring i Kommunernes Landsforening, Dansk Flygtningehjælp og andre høringsberettigede organisationer.
Når Folketinget mødes første gang efter juleferien i midten af januar kan de politiske forhandlinger om de to lovforslag begynde.
Hvor Venstre og konservative er i dyb strid om vurderingerne af integrationsloven, er de to partier helt enige om holdningen til Thorkild Simonsens andet store lovkompleks, stramningerne af udlændingeloven.
Her har de to borgerlige partier på forhånd sagt ja til stramningerne, selv om de mener, at der først og fremmest er tale om "kosmetik". Helge Adam Møller giver forslaget til ny udlændingelov "03" i sin karakterbog og forudser mere gennemgribende stramninger, hvis V og K kommer i regering efter det næste folketingsvalg.
Både SF og Enhedslisten har afvist stramningerne af udlændingeloven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her