Læsetid: 4 min.

Brødre i musikken

27. december 1997

Saxofonisterne Lee Konitz og Warne Marsh var måske jazzens to bedst sammenspillede blæsere, men personligt var de ikke videre på bølgelængde. En række nyere pladeudgivelser
viser dem da også hver for sig

PLADER
De var næsten jævnaldrende. Kun 13 dage skilte deres fødselstidspunkter, som begge lå i oktober 1927. Det var så godt som symbolsk.
For skønt Lee Konitz blev født (den 13.) og voksede op i Chicago, mens Warne Marsh blev født (den 26.) og voksede op i Los Angeles, traf de sammen i New York i 1948 og blev begge medlemmer af den eksklusive elevkreds omkring den otte år ældre pianist og pædagog Lennie Tristano. Og under Tristanos myndige og inspirerende ledelse udviklede de en fælles musikalsk stil, som allerede fra deres første indspilninger sammen i 1949 kunne gøre det svært at skelne Konitz' altsax fra Marshs tenor.
Alligevel skiltes deres veje snart. Konitz blev gennem sit medlemskab af Miles Davis' epokegørende nimands-orkester og senere Stan Kentons big band en relativt velkendt solist med basis i New York-miljøet, mens Marsh vendte tilbage til Los Angeles og en relativ ubemærkethed. Der var spredte møder mellem dem i 50'erne og begyndelsen af 60'erne, på initiativ af grammofonselskaber og jazzhuse i New York, gerne med Tristano som forenende faktor.
Selv synes de derimod ikke at have søgt hinandens selskab, og da et fælles engagement i København i december 1975 blev en mulighed, var især Konitz noget tøvende.
Heldigvis blev hans tøven dog overvundet, og live-optagelserne fra Montmartre i Store Regnegade (nu samlet på tre Storyville-cd'er) rummer meget af den gamle to-sjæle-én-stemme-magi.
Men dette Europabesøg blev så også parrets svanesang.
I december 1987 døde Marsh af et hjerteslag på tribunen under et engagement i Los Angeles, kun 60 år gammel. Konitz har derimod for et par måneder siden passeret sin 70-årsdag og er stadig fuldt aktiv som musiker.

København og Stockholm
Tre nylige Storyville-cd'er med Marsh er altså posthume og har ventet længe på at blive publicerede. Mest givende er de to som blev gjort i studie under sidste del af Montmartre-engagementet i december 1975, og af dem er det igen triopladen (STCD 8278/57 min.), der er mest vellykket.
Marsh er her sammen med den amerikanske trommeslager Al Levitt, der som gammel Tristano-elev er fortrolig med Marshs stil, men også er den mest swingende af Tristano-skolens trommeslagere. Ved bassen er Niels-Henning Ørsted Pedersen den ideelle trediemand.
På kvartetpladen (STCD 8259/65 min.), der er indspillet dagen før, er den engelske guitarist Dave Cliff tilføjet - uden at føje væsentligt til. Repertoiret på de to plader har samme karakter; det er overvejende standardmelodier (med Youmans' Without a Song på begge plader), og der er kun ét Tristano-tema (Lennie Bird på kvartetpladen).
Parkers Confirmation og Miles Davis' Little Willie Leaps skiller sig ud med trioen, og Marshs Blues In G Flat med kvartetten er endnu mere usædvanligt materiale.
Davis-temaet findes også på en duoplade med bassisten Red Mitchell, optaget under et engagement på Fasching i Stockholm i 1980 (STCD 8252/56 min.).
Det er et sympatisk, uformelt møde mellem gamle venner, præget af gensidig fortrolighed, men uden større rytmisk fremdrift, dertil kører Mitchell for meget på sofacykel, og netop med ham som bassist havde der været brug for en trommeslager.
Men for den der værdsætter Marshs introverte spil med dets melodisk-harmoniske subtiliteter og halsbrækkende komplekse fraseringer, vil der være meget at hente.
Med al sin instrumentale brillians og avancerede melodiske stil var Marsh et ret konservativt gemyt, som forblev tro mod sit udgangspunkt hos Tristano og blot uddybede det én gang opnåede.
Konitz fjernede sig derimod ret hurtigt fra Tristano-stilen, udvidede sit repertoire og opsøgte nye alliancer.

Konitz' udfordringer
I hans senere ret omfattende pladeproduktion er der en tilbøjelighed til, at han spiller på sin store rutine, hvis ikke hans medspillere eller repertoiret byder ham specielle udfordringer. Således på de følgende fem plader, der alle er indspillet i 1996 og 97.
Af de tre SteepleChase-plader, som alle er baserede på standard-materiale, er Dearly Beloved (SCCD 31406/64 min.) uden disse specielle udfordringer, selv om pianisten Harold Danko er en storartet akkompagnatør. It's You (SCCD 31398/51 min.) har et stærkt bas/tromme-team i Ron McClure og Billy Hart, og i de fleste tilfælde originale temaer over standard-akkordfølgerne.
Men det er Out of Nowhere (SCCD 31427/60 min.), der giver os mest af Konitz. Dels fordi den rummer standards af særligt høj klasse, med Lover Man og I Can't Get Started som specielt inspirerende, dels fordi Paul Bley er pianist og virkeligt udæsker Konitz, der på sin side tilsvarende får Bley mere ud af busken end normalt.

Til Holiday
Strings For Holiday (absolut ikke omvendt!) er A Tribute to Billie Holiday (enja ENJ-9304-2/59 min.), dvs. 12 standards fra Holidays repertoire fremført af Konitz med stryger-akkompagnement.
Her stilles igen særlige krav, men Daniel Schnyders arrangementer undgår ikke i tilstrækkelig grad en vis Hollywood-atmosfære, som ikke klæder Konitz.
Endelig finder vi Konitz i usædvanligt selskab, som sideman i en kvartet ledet af flygelhornisten Kenny Wheeler og med Bill Frisell (el-guitar) og Dave Holland (bas). Angel Song (ECM 1607/70 min.) rummer ni kompositioner af Wheeler, og de får, ligesom musiker-konstellationen, Konitz til at yde sit bedste.
Hør f.eks. Onmo og Past Present som eksempler på hvad der stadig kan fås ud af den gamle modernist (enja og ECM distribueres af Amigo, Storyville og SteepleChase af GDC).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her