Min måde at omgås radio og fjernsyn på er styret af tilfældet. Jeg hørte tilfældigvis det og det, jeg havnede foran kassen, netop da femte afsnit af en mig hidtil ukendt serie var ved at ebbe ud.
Måske er det sådan med hele mit liv. Når jeg en dag skal skrive en klumme om det. Jeg vil da kunne berette, hvordan aktualiteterne først nåede frem som arkivfilm over BBC årtier senere, hvordan lykkehjulene drejede helt ude i periferien af mit synsfelt, mens jeg smaskede en flue på den virkelige væg bag Meyerheims tapet.
Nogen ville kalde det minimalisme, andre idioti. Selv synes jeg, det er flovt at snakke om sig selv og så i en trykt avis. Og dog er der ingen vej udenom. Man må tage det på sig, dette virvar af uklarhed og distraktion. Det er tilfældet det handler om. Fordi jeg synes, I skal tænke over, hvor tilfældet råder i jeres liv. Måske står tilfældet i et fjernsyns skikkelse og indkapsler sig i stuen på en sådan måde, at det ligner et alter. Foran hvilket vi om ikke knæler, så segner og omsider overgiver os til en uudgrundelig magt der er større end os selv.
Selv segnede jeg ved synet af Ulrik Wilbeks hysteriske krops- og talesprog, sådan som han ynder at kalde sine piger til side igen og igen under kampenes hede og time out for at udsstikke nye taktiske linjer - en skrigende albino med armbevægelser som et vingeskudt fjerkræ - ikke for at diskriminere hverken albinoer eller fjerkræ - men for at fremmane et efterbillede fra min skyggeeksistens af en bevidsthed, der, når regnskabet skal gøres op engang, faktisk rummer den grimme blinde mulighed for at stirre sig lige ind i et regederligt had til det sete. Et had som ikke har en ægte genstand men kun et billede som mål, et billede af en latterlig person, der ikke ejer værdighed og pondus og står og skriger og stamper på stedet og ligner alverdens karikaturer af "præmenstruelle kællinger der ikke kan køre bil". Her står han og ved hverken ud eller ind, udstillet i et af den slags momenter her i livet, som er til for at afsløre, at vi er små og hidsige, bange og desorienterede, sådan var det med ham, han anede ikke, hvilken 'taktik' han ville anvende, kampen mod det frygtede Ungarn gjorde ham nervøs, hvem skulle over på fløjen, hvad hed hun, og hvor var hun, - vi så ham med bukserne nede, som vi kun nødigt ser os selv.
Men hvor kom hadet fra? Vel ud af en kombination af egen erindring om afmagtens ubehag kombineret med de omgivende kvinder. De stod bom stille omkring dette mandfolk forklædt som et kvindfolk. Al mandlig mystik var veget fra hans identitet. En træner havde mistet sig selv. For hvad er en træners selv? Hans overblik. Han stod i kredsen i midten og havde mistet det blik. Omgivet af en massiv projektion af det tab.
Sportsredaktøren Sten Ankerdal fra Ekstra Bladet analyserede Wilbek i morgen-tv dagen efter:
"Der er gået fuldstændig ged i planerne. Han har pludselig ikke nogen venstre wing, Hoffmann er gået i stykker, Mathiesen slår ikke til, og så er han enormt stresset - men man kan jo ikke bare sige, at det er hans skyld, men han er medskyldig".
Irritationen, hadet fra gårsdagens indtryk af den hidsige træner begyndte denne morgen at dampe af. Jeg var ved at blive menneskelig igen. Især da Ankerdal sagde: "Almagten er til at tage og føle på, men det er afmagten også".
Heraf kan vi lære, at vi må se at komme op om morgenen, selv om vi hverken har småbørn, arbejde eller alderdom at trækkes med for tiden. Op til disse vanvittigt præcise nedslag i det fælles konfliktlag, det kollektivt ubevidste had til billeder af folk med bukserne helt nede om haserne.
Dem haler de op, så godt de kan, bukserne, på morgen-tv. Som en bøn. Som om der er et eller andet, der begynder forfra hver dag. Som om der er en chance for selv den største idiot. Endnu en sætning, en analyse af det fortrængte. Skødesløst serveret til morgenkaffen. Som ved et heldigt tilfælde. Som journalistik.
