Læsetid: 5 min.

Cirkus Carlos

24. december 1997

Den legendariske terrorist, der står til livsvarigt fængsel, har brugt retssagen i Paris som en tribune for provokationer, bravader og klovnerier

Paris
Man kan godt forstå de pårørende til ofre, der var repræsenteret ved processen mod terroristen Carlos, og som harmedes over al den udvendige halløj omkring hans person, mediernes beskrivelser af hans påklædning, hans farverige personlighed, hans storskrydende væsen, hans tvivlsomme vittigheder...
En dag sagde en af talsmændene for disse ofre - fattet, men bleg af indestængt raseri:
"Vi er dødtrætte af at høre om, at Carlos er slagfærdig, at Carlos er selvbevidst, at Carlos er en charmerende playboy, at Carlos er iført mørk blazer og silketørklæde. Hvad vi ønsker, er at få fastslået, at han er skyld i død og lemlæstelse, og at få ham dømt!"
Til mediernes forsvar er at sige, at retssagen - der indledtes den 12. december - for det meste har bestået af usammenhængende udvekslinger af beskyldninger, procedurediskussioner og forsøg på at kortlægge den anklagedes liv og færden - bestandig afbrudt af Carlos' mere eller mindre irrelevante bemærkninger og excentriske udfald. Det lykkedes ham at beslaglægge opmærksomheden på en måde, der gjorde atmosfæren surrealistisk.
Absurd teater. Blodige begivenheder, der oprulles til akkompagnement af klovnerier. Kort sagt, Cirkus Carlos.
Men 10 dage inde i processen nåede anklageren omsider til vejs ende med sit anklageskrift og krævede Carlos idømt livsvarigt fængsel.

Professionel revolutionær
Sagen drejer sig i denne omgang kun om en bestemt episode i Latinerkvarteret i Paris den 27. juni 1975, hvor Carlos ifølge anklageskriftet dræbte to politimænd fra den franske efterretningstjeneste og en af sine egne medterrorister, en libaneser, der havde angivet ham.
Carlos er allerede blevet idømt livsvarigt fængsel for disse mord, men det det skete i Frankrig i 1992 - to år før Carlos blev fanget i Khartoum og ført til Frankrig - og han blev dengang dømt in absentia.
Nu er han for første gang stillet for retten, og der venter ham fem andre sager vedrørende terroraktioner og mord i Frankrig mellem 1974 og 1983.
Carlos - det er det navn, han er blevet kendt under i sine år som den legendariske "internationale terrorist nr. 1" - hedder Iljitch Ramirez Sanchez. Han er født i Venezuela for 48 år siden som søn af en rig advokat, der var kommunist og revolutionær romantiker. Iljitch - opkaldt efter Lenin - arvede denne politiske tendens og studerede som ung ved Patrice Lumumba Universitetet i Moskva, inden han kastede sig ud i den internationale terrorisme.
Han praler af at være "professionel revolutionær" og har først og fremmest arbejdet for Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).
Foruden i Paris har han en lang række terrorhandlinger bag sig i London, Wien, München, Berlin, Marseille og Tripoli. Disse aktioner har efterladt over 20 dræbte og flere hundrede sårede.

Ingen vidner at afhøre
Han har baseret sit forsvar på, at han blev bortført voldeligt og på ulovlig vis af franske agenter i Khartoum i 1994, og i øvrigt bestrider han den franske domstols kompetence.
Med hensyn til den blodige episode fra 1975, som den nuværende sag drejer sig om, henholder han sig til, at der ingen beviser foreligger for hans skyld i den 22 år gamle sag, og at ingen vidner har kunnet afhøres. Den politikommissær, der ledede aktionen, overlevede ganske vist efter at være blevet såret, men han døde i 1993.
Retssagen har vist Carlos i topform - storskrydende, aggressiv og sarkastisk. Den lille fedladne mand, der taler fransk med stærk sydamerikansk accent, er af typen latin lover (pensioneret), med velplejet overskæg og selvglade manerer, som hentet ud af en klassisk Hollywood-lystspilfilm.
Retsformanden og anklageren har med en blanding af uforstyrrelig professionalisme og englelig tålmodighed - som repræsentanterne for ofrene i retssalen har svært ved at acceptere - ladet Carlos spille sit spil uden at reagere på hans provokationer.
Det har af og til ført til barokke ordvekslinger som i en Ernst Lubitsch-filmfarce. Da Carlos' identitet skal fastslås, standser han op ved fornavnet Iljitch og nævner, at hans lillebror hedder Vladimir, ligeledes opkaldt efter Lenin.
Carlos: "Min lillebror stod min mor nærmere. Han er en rigtig bourgeois. Lenin var ikke marxist!"
Retsformanden: "Vi er ikke her for at føre proces mod Lenin".

Spiller på egen myte
Carlos dirigerede selv sit forsvar, dog assisteret af professionelle advokater. Nogle få dage inde i processen ragede han uklar med den ledende forsvarsadvokat, og han fik derefter en beskikket forsvarer. Han har arbejdet hektisk med at forberede sit forsvar og synes at dyrke procedure-guerilla med samme fanatisme som tidligere den væbnede guerilla.
Han abonnerer på flere dusin aviser - han elsker at læse om sig selv - og han skriver små noter på engelsk, fransk og spansk. Han klæder sig med omhu og bruger også kosmetik.
Carlos spiller på sin egen myte, den allestedsnærværende revolutionshelt, der den ene dag var i Caracas, den næste i Damaskus, snart boede i Tripoli, snart var på ferie i Budapest, Carlos blandt ruinerne i Beirut, Carlos i ly af Muren i Berlin - Carlos, der taler seks sprog, har 52 pseudonymer og 100 pas...
Men han bestrider næsten alt, hvad der bliver sagt om ham i retten, han sværger på Koranen, og han beskylder retsformanden for ikke at have "gjort sit hjemmearbejde".
Da han skal identificere sig i begyndelsen af retssagen, siger han: "Min profession: Professionel revolutionær i den gamle leninistiske tradition. Min adresse? Verden er mit domæne, men min seneste adresse var Khartoum..."
Han praler af at være specialist i procedurespørgsmål og siger i den forbindelse:
"Det juridiske miljø er mit sociale miljø. Som barn legede jeg med advokaternes og dommernes døtre. Da jeg blev stor, legede jeg med deres koner".
Han stirrer de kvindelige nævninger ind i øjnene, når de passerer forbi ham på vej til deres plads, blinker til dem. Tilskuerne ler, og retsformanden kalder salen til orden.

Nyder sig selv
Carlos og hans advokat retter rasende angreb mod foreningen SOS-Attentats, der repræsenterer ofrene for terroraktioner og deltager i retssagen som civil sagsøger. Han beskylder denne forening for manipulation til fordel for den "zionistiske revisionisme" og fortsætter:
"Vores fjende, menneskehedens fjende, det er den amerikanske imperialisme og dens forskellige afskygninger, heriblandt den zionistiske. Under påskud af jødernes lidelser under Anden Verdenskrig tillader de sig at besætte alle troende menneskers hellige land, det land, der først og fremmest tilhører det palæstinensiske folk".
Hans første forsvarer, Isabelle Coutant-Peyre, siger, at Carlos er "politisk fange". Hun hævder, at retssagen er et "bedrageri", en "stalinistisk proces" , hvor den anklagede er kendt skyldig på forhånd.
Da hun forlader retten i protest, fordi hun ikke vil "prostituere sig", siger Carlos: "Desværre er min advokat blufærdig, hun er en pige af god familie. Hun kender ikke samfundets bundfald. Hvad mig selv angår, har jeg måttet afhøre og holde justits over mange slyngler, så jeg ved, hvordan det er".
En dag råbte Carlos til retsformanden: "De er skyldig i embedsmisbrug, De har ikke ret til at være her". Han talte om "blodskam" mellem retsformanden og de civile sagsøgere, altså de pårørende til ofrene.
Hver gang det lykkedes ham at fremkalde protester blandt de pårørende, kunne man se på Carlos, at han nød sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu