Læsetid: 3 min.

For citronelskere

12. december 1997

Citronernes kulturhistorie i et absolut overraskende, lærd og yndefuldt værk af den svenske haveekspert Lotte Möller

DET SURE
Man må tage det sure med det søde, hedder et ordsprog. Det gælder nu ikke for den svenske haveekspert Lotte Möllers bog. Også selv om det umiddelbart forekommer bizart at ville skrive en bog om citroner. Og jeg ville ønske mig den i julegave, hvis jeg ikke allerede havde erhvervet værket på anden vis, omend forsinket i forhold til udgivelsen i oktober, eftersom det var svært at hale Citron ud af Bonniers svenske forlag til anmeldelse. Den har ellers længe været udstillet i vinduet i den svensk-norske boghandel i Store Kongensgade.
Möller har skrevet en alsidig citronernes kulturhistorie med citrusarternes historie og brudstykker af havekunstens tradition, med design og kunst i citronform og - naturligvis - 40 raffinerede, 'nye' opskrifter på retter med citron. Ydermere er det en både lærd og yndefuld udgivelse.
Uden at bo i gå-afstand til Lunds universitetsbibliotek var denne bog aldrig blevet til, skriver forfatteren, og man er hende taknemmelig for den veloplagthed og spontanitet, hvormed hun bærer sin akademiske byrde og livligt, men med sans for stil og distance, henvender sig til sin læser.

Citrusfrugtens tradition
Selve værket i sin materielle form fremstår med fin balance mellem illustrationer og tekst. Det må skyldes Birgitta Emilsson, hvis navn man finder blandt andre oplysninger på en ydmyg og citronformet vignet bagerst i bogen, æres, hvem æres bør.
Der er noget ur-agtigt over citronen. Jeg ville aldrig have gættet, at citronen er en hybridform, men det er arten altså, og jeg er lidt skuffet. Efter de fleste eksperters opfattelse er citronen en krydsning mellem lime, cederfrugt og måske en grape-frugtart. Det var inderne, som først begyndt at dyrke citroner. Det kan være, at det var så tidligt som 4000 år f. Kr., og måske lidt senere, men man ved at år 1000 f. Kr. havde dyrkningen spredt sig til Kina. Fra 1200 tallet efter Kr. introducerede korsfarerne citronen i Sydeuropa. Så når jeg i Italien har trillet mit citrontræ ud i en balje om foråret og ind igen om efteråret lige som alle med mulighed for have eller bare en gårdsplads eller et fladt tag gør, så skyldes det kristendommens forsøg på at generobre staden Jerusalem. Orangerierne, der i renæssancen bredte sig fra Firenze til overklassens luksusbeboelser i det øvrige Europa var ikke blot et spørgsmål om at få ekstra c-vitaminer, men også en karakteristisk æstetisk retning inden for havekunsten.
Så er der det, som ikke alle ved, at de fleste citronsorter blomstrer og lugter skønt næsten hele året. Derimod er citronen ikke den mest c-vitaminholdige frugt, den overgås af både hyben og paprika. Men hvem ville bryde sig om at drikke brusetabletter med paprikasmag?

Urværk af en citron
Lotte Möller har en gennemgang af citron-kunstens historie fra pompejanske vægmalerier til Braques signatur, en lille citron med sit navn ovenpå, og til Joseph Beuys lampeinstallation, hvor pæren burde kunne lyse ved hjælp af en citron. Der er malerier, stoffer, dog ikke det pragtfulde Valentino-stof jeg engang i 70'erne måtte erhverve mig som dug.
Jeg sidder og ser på et minutur, formet som en citron, som står lige ved siden af computeren. Det er det sødeste jeg kender, men ikke med i Möllers eksempler på citron-design, hvor man ellers finder en raritet som et ur af den svenske Bengt Carling, der går præcist ved hjælp af kobberelektroder, som stikkes ned i en frisk citron. Philippe Starcks citronpresser, dette metalliseret og metamorferede stankelben, er med i bogen, men ikke den ganske almindelige glas-citronpresser, som står i hundredetusindvis af danske hjem. I Sverige foretrækker de åbenbart en den skrueagtige citronpresser uden underskål, som Lotte Möller anbefaler. Citronvodka omtales, men ikke den limoncella, som er er tidens modedrik fra Capri og Napoli-egn som man får tilbudt som digestivo efter et bedre måltid på en restaurant i Italien.
En opmuntrende bog lysende af skinnende stedsegrønne og frisk lysegult. Så ved at læse i Citron, kan man få stilnet sin vinter-længsel efter Italien, landet hvor citroner blomstrer. Og lad være med at tro, at bogen er svær at læse på svensk.

*Lotte Möller: Citron. Albert Bonniers forlag v. Svensk-norsk bogimport. 193 s,. 317 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her