Læsetid: 3 min.

Dårlige læsere kastes ud i arbejdsløshed

11. december 1997

Dårlige læsere har dobbelt så stor risiko for at blive kastet ud i arbejdsløshed som folk med ordentlige læse- og regnefærdigheder. OECD advarer mod øget polarisering

SKOLEN PÅ KLODEN
"Mindst en fjerdedel af befolkningen - og i nogle lande så mange som halvdelen af befolkningen - har ikke boglige færdigheder på det niveau, som eksperter anser for at være et minimum for at kunne klare de komplekse krav i det moderne liv og arbejde."
Sådan skriver de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, i sin politiske analyse af rapporten "Education at a Glance". Når så mange borgere ikke kan eller har svært ved at læse, skrive og regne (se niveau 1-2 i tabellerne her på siden), så er der ifølge OECD "fare for ny polarisering". Den øges i takt med, at økonomiens globalisering og ny teknologi stiller stigende færdighedskrav til den voksne befolkning.
En undersøgelse af 12 OECD-lande (International Adult Literacy Survey) viser, at Sverige adskiller sig markant fra hovedstrømmen i den vestlige verden ved, at det kun er en fjerdedel af den svenske befolkning, der er dårlige til at læse, skrive og regne. I andre lande, som Storbritannien, Irland, USA og New Zealand er det 40-50 procent af den voksne befolkning, der har færdigheder under det nødvendige minimumsniveau.
OECD-undersøgelsen viser, at dårlige læsere har dobbelt så stor risiko for at blive arbejdsløse, som folk der har færdigheder over det nødvendige minimumsniveau.
Og kløften kan blive for-stærket, når de boglige færdigheder fra skolen løbende skal vedligeholdes i et livslangt arbejdsliv. OECD påpeger, at de veluddannede med de høje færdigheder i reglen får arbejde i virksomheder, der stiller høje krav til læse-, skrive- og regnefærdighederne. Men de dårligt uddannede og ringe læsere ender på virksomheder, der godt nok har lave kvalifikationskrav, men som samtidig stagnerer og er i tilbagegang.
Også i hjemmet er der voksende skel, hvor de dårlige læsere opgiver at læse og i stedet ser fjernsyn:
"Der en klar - og negativ - kobling: De, som ser mest fjernsyn i lange tidsperioder, er i reglen dem med de dårligste boglige færdigheder," skriver OECD.

Læsesvage er et handicap
I Danmark vil "den funktionelle analfabetisme" først blive undersøgt i løbet af 1998, men det er blevet an-slået, at mellem en femtedel og en fjerdedel af den voksne danske befolkning har færdigheder under minimumsniveauet.
I Specialarbejderforbundet (SID) siger uddannelsessekretær Poul Hansen til Information, at "20-25 procent af vore medlemmer har svært ved at læse." De får enten et job, som ikke kræver boglige færdigheder - og dermed bliver de med tiden endnu dårligere til at læse - eller også ender de som arbejdsløse. "Manglen på grundlæggende færdigheder er en sorteringsmekanisme," siger Poul Hansen, der vil have en tidlig indsats i folkeskolen og lægger stor vægt på opkvalificering gennem efteruddannelse og voksenundervisning.
I Dansk Industri siger uddannelseskonsulent Christian Braad dog, at "det kan være svært at få de ufaglærte til at tage på kursus. De har en skræk for, at det bliver opdaget, at de ikke kan de her ting."
Men kravene er generelt steget, og "teknologierne har givet de læsesvage et handicap," siger han. Det kan være svært at fastholde en læreplads, og hvis specialarbejdere ikke har ordentlige læse- og sprogfærdigheder, "så kan de heller ikke forstå manualerne til de nye teknologier og maskiner, der ofte ikke oversættes til dansk," fastslår Braad.
Det er ikke kun i den enkelte medarbejders interesse at kunne læse og skrive. En undersøgelse fra Conference Board i Canada der er offentliggjort i år, har vist, at virksomhederne har en økonomisk interesse i at løfte medarbejdernes læse og regnefærdigheder. Det vil øge medarbejdernes produktivitet, forbedre kvaliteten af deres arbejde, give dem en bedre samarbejdsevne og mindske sygefraværet, påpeger undersøgelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her