Læsetid: 5 min.

Dansk film - nu også som bog

16. december 1997

Ny bog om de seneste 25 år i dansk film giver et solidt overblik

NY BOG
Det Danske Filminstitut markerer 25 års jubilæum for sig selv og for verdens bedste filmlov med udgivelsen af Dansk film 1972-97, hvor redaktionen med Ib Bondebjerg i spidsen har haft frie hænder. Resultatet er blevet en indbydende og informativ bog, der giver et solidt overblik over de seneste 25 år i dansk film med nærlæsninger af de centrale film, instruktører og tendenser.

Virkelighed og genre
Realismen står stærkt i dansk film og karakteriseres præcist af Ib Bondbjerg i den indledende artikel, der følger virkelighedsbilledernes udvikling fra 1960'erne til 1990'ernes nybrud.
Men det springer i øjnene, hvor meget mere mening det giver at se på genre end på virkelighedsgengivelse eller instruktører, når man skal forstå dansk film. Dan Nissen tager fat i populærfilmen med familien som det egentlige omdrejningspunkt og viser, hvordan de to gennemgående genrer i dansk film, folkekomedien og kriminalfilmen, gradvist forandres og afløses af farcen og thrilleren.
Denne udvikling afspejler ikke blot tidsånden, men følger samtidig nøje ændringer i filmstøtteordningerne. Under det hele fornemmer man den triste konklusion: det er ikke uden grund, at populærfilmen er mindre populær end nogen sinde.
Til disse to fundamentale bidrag om spillefilmen føjer sig i bogens første tredjedel andre om dokumentarfilmen, eksperimentalfilmen, børnefilmen og animationsfilmen.

De store instruktører
I andendelen vender vi tilbage til spillefilmen, hvor forskere fra Institut for film- og medievidenskab præsenterer deres yndlings-auteurs.
Ib Bondebjerg vælger fornuftigt nok at gå let hen over Åndernes hus og Frøken Smillas fornemmelse for sne i sin stringente og grundige gennemgang af Bille August's produktion, mens Peter Schepelern smukt opsummerer sin nyligt udkomne bog om Lars von Trier. Schepelerns sædvanlige overbud af referencer til andre film og kultur i almindelighed giver optimalt afkast her, hvor han konsekvent fokuserer på beskrivelsen og på en instruktør, som han tydeligvis føler sig beslægtet med.
Herefter trækker Eva Jørholt ubesværet og ganske uden svinkeærinder det centrale frem i Nils Malmros' film, der alle kredser om kærlighedens mysterier, inden Anne Jerslev tager fat i de samme mysterier fra de kvindelige instruktørers side. Helle Ryslinge, Jytte Rex og Susanne Bier udforsker på forskellig måde genrer og filmsprog, og de markerer en helt anden holdning til kærlighed og kvindelighed end den forrige generation af kvindelige instruktører.
Man fristes til at fortsætte ræsonnementet med, at de således har mindre til fælles med de tidlige feminister end med en Lars von Trier. Men det ville delvist spolere Jerslevs pointe, og undervejs er der tilstrækkeligt med gode iagttagelser til, at hendes fokusering på kønnet legitimerer sig selv.

Film skal ses
I den sidste tredjedel angribes dansk filmkultur fra en mere praktisk synsvinkel. Her er det Frands Mortensens veloplagte gennemgang af filmenes liv i biografer og på tv, der har størst tyngde.
Frands Mortensen ser helt bort fra filmenes indhold og egenart og koncentrerer sig om filmen som et produkt, der skal nå ud til så mange som muligt. Overraskende nok er det netop denne indgangsvinkel, der viser sig mest inspirerende og givtig i denne forbindelse, og med et solidt statistisk grundlag kan han fremhæve væsentlige tendenser i filmenes liv som vare.
Film skal ses i biografen, lyder en kendt tv-mands motto. Hos Frands Mortensen er det blevet til: Film skal ses. Ser man bort fra ønskeligheden af en speciel biografkultur, kan det være underordnet, om dansk film finder sit publikum i biografen eller på tv, blot den vitterligt finder det. Frands Mortensen betoner derfor fjernsynets hidtil noget undervurderede betydning for dansk film, idet især de smalle film først finder deres publikum tre år efter biografpremieren, når de dukker op hjemme i folks stuer.
Lone Scherfigs Kajs fødselsdag er et ekstremt eksempel på, at danskeren oplever sine film i fjernsynet. Da den blev vist første gang på tv, blev den set af 65,9 gange flere end den kunne trække i den tid, den gik i biografen. Frands Mortensens konklusion ligger næsten for godt i tråd med tiden: filmbranchen og tv må arbejde tættere sammen om udvikling af spillefilm og anden fiktion.

Masser af facts
Den mere radikale konsekvens af dette bliver, at man frem for bevidstløst at tænke i spillefilm, oftere bør producere direkte til tv i de formater, som egner sig til de specifikke ideer.
Dermed er Frands Mortensen en af de få bidragydere, der peger fremad og drager konklusioner på sin analyse af udviklingen inden for de sidste femogtyve år.
Bogens faktaafdeling på 75 sider er en guldgrube af gode oplysninger, og ud over de statistiske nøgletal gør især filmografierne Dansk film 1972-97 til et godt supplement til Peter Schepelerns Filmleksikon.
Derfor kan det godt ærgre lidt, at de komplette filmografier reserveres til de omtalte instruktører, når man uden større vanskeligheder kunne tilføje de øvrige instruktører, der har spillefilm bag sig. Det er et ganske rimeligt fravalg, at hverken Carsten Sønder eller Martin Schmidt kan findes i hovedteksten, men selv om Smukke dreng og Elsker, elsker ikke ikke er de mest sete film, og Sidste time og Mørkeleg ikke ligefrem er de mest velansete film, hører de to filmskabere naturligt hjemme i et instruktørregister, der i forvejen finder plads til navne som Beatrice Eggers, Poul Gernes og Tómas Gislason.

Den danske gedigenhed
Som helhed er Dansk film 1972-97 uhyre veldisponeret, og man bliver guidet godt rundt i emnet. Den skarpe opdeling mellem formater og tilgange giver forbløffende få overlapninger og gentagelser, og læseren guides ved krydsreferencer sikkert rundt mellem teksterne.
Men er det rimeligt, at Jon Bang Carlsen og Christian Braad Thomsen, der ofte har krydset grænserne mellem fiktion og dokumentar, begge får mere plads som dokumentarister end som instruktører af nogle af periodens bedste spillefilm?
De enkelte bidrag er generelt overordentligt velskrevne. Dog har hovedredaktøren en vane med at anbringe sine yndlingsgloser, æstetisk, visuel og dramaturgisk i sammenhænge, hvor de ikke naturligt hører hjem. Man føler, han har haft så meget på hjertet, at han har komprimeret sin - eller meget stringente - tekst lidt vel rigeligt. I hvert fald virker udtryk som "filmens visuelle koreografi" (s. 212) og "æstetisk August-effekt" (s. 216) kluntede og upræcise på undertegnede.
Som mange af periodens danske film er Dansk film 1972-97 et gedigent og eksemplarisk stykke håndværk med en aldeles indbydende billedside, få udsøgte detaljer og ansatser til noget stort, men det åbenlyse engagement forløses sjældent i noget, der løfter sig til en indsigt. Dette er nok også en urimelig fordring, men det er betegnende, at bogens mest tankevækkende bidrag også er dem, der forholder sig mest kritisk og konstruktivt til deres emne.

*Dansk Film 1972-97. Redigeret af Ib Bondebjerg, Jesper Andersen og Peter Schepelern. 474 s., 498,- kr. Munksgaard Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu