Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

31. december 1997

Flere unge førtidspensioneres
*Antallet af unge under 40 år, der modtager førtidspension fortsætter med at stige, selv om det er lykkedes amtskommuner og flere private virksomheder at bremse det totale antal førtidspensionister. Det skrev Kristeligt Dagblad i går.
Hvor det totale antal førtidspensionister i begyndelsen af 1990'erne voksede med 3-4.000 årligt, er væksten i de seneste år stabiliseret, så det totale antal kun vokser med 1.000 flere førtidspensionister om året.
En analyse baseret på tal fra 1992 til 1994 viser, at antallet af nye førtidspensionister blandt de 18 til 24-årige og de 25 til 40-årige er steget støt gennem perioden, så der alene i 1994 var over 5.500 nye unge førtidspensionister. Tilsvarende blev de over 50-åriges andel i tilgangen reduceret med omkring 2.000 i samme periode.
Leder og artikel
på forsiden

Kritik af ansættelse af hjemmehjælpere
*Politiets kritik af den måde, Københavns Kommune ansætter hjemmehjælpere på, fører muligvis til, at kommunen i fremtiden vil bede om at se ansøgernes straffeattester.
"Hvis politiet kan overbevise os om, at vi skal bruge straffeattester, så vil vi i det nye år bede politikerne tage stilling til spørgsmålet," siger kontorchef i socialdirektoratet, Ernst Marcussen, der dog ikke mener, at en ren straffeattest er garanti for, at en person er pålidelig.
Københavns Politi betegner Københavns Kommunes ansættelse af hjemmehjælpere som lemfældig. Ifølge chefkriminalinspektør Per Larsen dukker der jævnligt sager op, hvor hjemmehjælpere bliver dømt for tyveri. Per Larsen mener, at et krav om en straffeattest vil være en hensigtsmæssig måde at løse problemet på.

Ledige hænger fast i dagpengesystemet
*Omkring 5.000 arbejdsløse i Storkøbenhavn hænger fast i dagpengesystemet. De har så store sociale eller personlige problemer, at det er næsten umuligt at finde arbejde eller egnet aktivering til dem. Det siger formanden for arbejdsmarksrådet i Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen til Aktuelt.
Ud af 43.000 forsikrede ledige, skønner Peter Kay Mortensen, at 5.000 har andre problemer, end det at mangle et job. De svage ledige gør det svært for Arbejdsformidlingen at finde tilstrækkeligt med brugbare aktiveringstilbud til de langtidsledige, når de overgår fra dagpengeperioden til aktiveringsperioden.

Albansk demonstration i Kosovo opløst
*Uropoliti trak tirsdag stavene mod flere hundrede etnisk albanske studenter, som demonstrerede i den serbiske provins Kosovo for retten til at blive genoptaget på universitetet, sagde øjenvidner. Studenterne havde forsøgt at forsamle sig til et massemøde i centrum i Pristina, Kosovos hovedstad, men måtte flygte ud i sidegaderne, da politiet trængte frem mod dem.
Demonstranterne samledes senere i mindre grupper og viftede med løbesedler med deres krav. Nogle grupper blev tævet, andre slap uskadte. Øjenvidner sagde, at omkring 2.000 studenter deltog, og at flere hundrede kamp-klædte betjente styrtede mod bycentrum.

Nyerere vil hjælpe Kaunda ud af fængsel
*Tanzanias tidligere præsident Nyerere er tæt på at have forhandlet sig til en aftale om, at hans nære ven og tidligere præsident i Zambia, Kenneth Kaunda, bliver løsladt.
Nyerere, der fortsat æres som en Afrikas store statsmænd, er i Zambias hovedstad for at mødes med præsident Chiluba. De to mænd diskuterede i følge diplomater i går fængslingen af Kaunda.
"Det er vores opfattelse, at en aftale om Kaundas frigivelse er meget nært forestående," lød det fra diplomaterne.

Lykketoft freder kørselsfradrag
*Finansminister Mogens Lykketoft (S) afviser blankt et forslag fra den radikale trafikordfører, Vibeke Peschardt, om at afskaffe befordringsfradraget for privat bilkørsel.
"Det er ikke et forslag, der kan nyde fremme i en regering med socialdemokratisk deltagelse," siger Lykketoft.
Vibeke Peschardt siger til Jyllands-Posten, at befordringsfradraget efter hendes opfattelse belønner bilkørsel.
"Vi vil meget hellere fremme den kollektive trafik, og derfor er vi parat til helt at afskaffe befordringsfradraget," siger Vibeke Peschardt.
Ifølge bladet indgår afskaffelsen af befordringsfradraget i en transportplan, som Det Radikale Venstre er ved at lave. Andre elementer er indførelse af bompenge omkring de store byer og en generel styrkelse af den kollektive trafik.

Wrights begravelse skabte spændinger
*Bekymrede butiksejere i den nordirske by Portadown rullede skodderne ned i går, hvor sørgende paraderede gennem byen med kisten med den protestantiske leder, Billy Wright, der lørdag blev dræbt i Maze-fængslet ved Belfast.
Mindre end 20 km derfra fandt samtidig begravelsen sted af en tidligere partisan fra Den Irske Republikanske Hær (IRA), der blev dræbt som hævn for mordet på Wright.
Praktisk taget alle forretninger i Portadowns centrum var lukket af frygt for uroligheder. Alle offentlige busser havde indstillet driften, ligesom der var indkaldt politiforstærkninger, som følge af den øgede spænding i byen. Blandt deltagerne i begravelsen af det tidligere IRA-medlem var Martin McGuinness, chefforhandler for Sinn Fein, den politiske gren af IRA.

Scandlines sælger færger til skrotning
*Rederiet Scandlines har solgt to Storebælt-færger til skrotning i Indien. Den 36
år gamle jernbanefærge "Knudshoved" er netop nu med indisk besætning på vej til en strand ved den indiske millionby Bombay, hvor den 31 år gamle godsfærge "Asa-Thor" allerede ligger.
På stranden udsættes de to færger for det, der kaldes 'scraping'. Det vil sige at alt af værdi så at sige "skrælles" af skibene, hvorefter de skæres op til skrot.

Hadsund og Hobro kommuner tiltalt
*Hadsund og Hobro kommuner er blevet tiltalt for at have overtrådt miljøbeskyttelsesloven, fordi de ikke byggede rensningsanlæg til tiden i 1993 og 1994. I tiltalen er der krav om bøde og konfiskation af den besparelse, som kommunerne har haft, oplyser statsadvokat Ole Stiegel, Aalborg, til Ritzau. Beløbet er endnu ikke helt udregnet.
Tiltalen er ikke rettet mod politikere eller embedsmænd, så i sidste ende bliver det skatteborgerne, der skal betale, hvis kommunerne bliver dømt ved retten i Terndrup og i Hobro. Begge kommuner nægter sig skyldige i lovovertrædelsen, som betød udledning af urenset eller dårligt renset spildevand i mellem et halvt og et helt et år.

Christer Pettersson bevilges retshjælp
*Den svenske højesteret bevilgede i går Christer Pettersson retshjælp ved den sag, der skal prøve, om rigsanklageren kan rejse sag mod Pettersson for mordet på den svenske statsminister Olof Palme. Højesteret påpeger, at Pettersson skal have retshjælp med henblik på sagens "art og omfang". Christer Pettersson har ikke andre indtægter end en årlig pension på ca. 70.000 svenske kroner.
Højesterets beslutning indebærer, at Pettersson selv skal stå for ti procent af retshjælpsomkostningerne.

Boris Jeltsin efterlyser nye ideer
*Præsident Boris Jeltsin advarede tirsdag sin regering om, at den må komme med nye idéer, hvis Rusland skal opleve økonomisk vækst i det kommende år.
"Rusland har brug for "banebrydende idéer og nye tilgange", hvis den forudsagte vækst skal blive til virkelighed," lød det skriftlige svar fra præsidenten på journalisters spørgsmål.
Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har anslået, at bruttonationalproduktet i Rusland vil vokse med 0,5 procent i år - og 3,0 procent i 1998.

Jødisk ekstremist dømt for racisme
*En 26-årig jødisk ekstre-mist blev i går fundet skyldig i racisme, støtte til terrorisme og to andre anklager for at ophænge plakater, som viste den islamiske profet Muhammed som et svin. Den 26-årige Tatiana Susskin risikerer op til 26 års fængsel.
Sidst i juni satte Susskin plakater op på butiksdøre i Vestbred-byen Hebron, der forestillede et svin med et palæstinensertørklæde og med navnet "Muhammed". Plakaterne udløste vrede i hele den muslimske verden.
Svin betragtes som urene dyr inden for både jødedom og islam.

Godt julesalg for Rem Rem
*Urfirmaet Rem Rem øgede sit salg mærkbart i december, efter at firmaet sidst i november trak en omstridt brochure tilbage, fordi en serie iscenesatte selvmordsbilleder havde vakt voldsom modstand. Brochuren fås fortsat i udlandet.
Salget af Rem Rem ure i Danmark blev øget med knap 50 procent i december i forhold til samme måned i 1996, oplyser Peter Steffensen fra firmaet Henning Stæhr, som distribuerer urene i Danmark. Øgningen svarer til cirka 200 ure.
Peter Steffensen mener, at debatten var "klart udslagsgivende" for det gode julesalg.
"Og det siger vi naturligvis tak for," siger han til Ritzau.

Gidseldrama i brasiliansk fængsel
*Oprørske fanger i et fængsel i Sao Paulo har siden søndag holdt 637 personer som gidsler. De fleste gidsler - hvoraf 38 er børn - er familiemedlemmer til de indsatte.
De brasilianske fængselsmyndigheder oplyste mandag, at opstanden foreløbig har kostet to menneskeliv, og at fangerne kræver en pansret mandskabsvogn stillet til rådighed for lederne af opstanden. Forhandlinger mellem fanger og myndigheder er foreløbig strandet og muligheden for en væbnet indgriben udefra er dermed rykket nærmere.
Sorocaba-fængslet er ligesom mange andre brasilianske fængsler overfyldt og huser 860 fanger, selvom det oprindeligt blev bygget til at rumme 500.

Københavns Politi kan godt lide musik
*Københavns Politi beklagede i en pressemeddelse tirsdag, hvis borgerne i København har fået det indtryk, at politiet kæder musikarrangementet på Rådhuspladsen nytårsaften sammen med risikoen for 'bølleoptøjer'.
"Det er Københavns Politis helt bestemte opfattelse, at netop musikarrangementet på Rådhuspladsen medvirker til at skabe en rigtig festlig ramme omkring indgangen til det nye år, og at arrangementet helt klart virker dæmpende på eventuelle ballademagere", hedder det i pressemeddelelsen.

Kaotisk valg afsluttet i Kenya
*Valgstederne i Kenya lukkede tirsdag aften efter en kaotisk valghandling, der blev forlænget 24 timer på grund af dårligt vejr, logistiske og organisatoriske problemer.
Kenyas præsident Moi og hans regerende KANU-parti var i løbet af tirsdagen tæt på at annullere valget på grund af det fortsatte
kaos. En annullering kunne endnu tirsdag aften ikke udelukkes efter kraftige angreb på valghandlingen fra både Moi og ledende oppositionspartier.
I en erklæring fordømte den 73-årige præsident Kenyas valgkommission for dens "åbenlyse forsøg på at svindle med det igangværende valg til fordel for oppositionen". Valgkommissionen svarede imidlertid igen med at beskylde Moi for at være hovedårsagen til det kaos, der har omgærdet valget.
"Hvis Moi er bekymret over valghandlingen, så er det for intet at regne i forhold til, hvor bekymrede vi er over valghandlingen. Det er fortsat ham, der har kontrollen med sikkerheden i landet - og dermed også med valgurnernes sikkerhed," sagde Gideon Ochanda, der er koordinator for den lokale del af valgovervågningen i landet, til
Ritzaus Bureau.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu