Grundvandet trues af giftstoffer
*Forureningen fra olie- og tjæregrunde og fra kilometervis af jernbanesveller - nogle brugt på legepladser i børnehaver og på skoler - truer grundvandet med flere farlige stoffer, end miljøforskere hidtil har troet.
Det er allerede kendt, at både forurenede grunde og sveller imprægneret med
kreosot afgiver kræftfremkaldende stoffer (såkaldte PAH'er), men forskere fra Risø og Levnedsmiddelstyrelsen slår nu ekstra alarm: Tjære og sveller indeholder også tusindvis af næsten ukendte kemiske forbindelser (PAC'er), der er direkte giftige for planter. PAC'erne kan både forårsage kræft og arvelige, genetiske skader på dyr.
Centerlederen for den danske forskning i miljøgifte, Hans Løkke kalder opdagelserne "epokegørende". Han fastslår, at PAC'erne lettere end PAH'erne opløses i vand og at der hermed er der en øget risiko for, at de siver med regnvand ned gennem jordlagene til grundvandet.
Artikel side 4
Tysk-tjekkisk forsoningsfond søsættes
*Tyskland og Tjekkiet stadfæstede i går oprettelsen af en fælles fremtidsfond, der med start fra nytårsdag skal bruges til at yde erstatning til primært tjekkiske ofre for Nazitysklands besættelse.
Bonn giver 140 mio. D-mark (533 mio. kr.) til fonden, mens Prag stiller med 440 mio. koruna (87 mio. kr.). Oprettelsen af fonden er en del af den tysk-tjekkiske tilnærmelse, som fandt sted i begyndelsen af året.
Masseslagtning af fjerkræ i Hongkong
*Sundhedsmyndighederne i Hongkong indledte i går en masseslagtning af over 1,2 mio. kyllinger og andet fjerkræ i et nyt forsøg på at standse en dødbringende fugle-influenza.
Sælgere med bod på markeder fik ordre til at indstille virksomheden og få deres kyllinger, ænder, gæs og andre beslægtede dyr, som har været i tæt kontakt med kyllingerne, slået ihjel. Først når embedsmænd har indsamlet de døde dyr og kontrolleret og desinficeret standene, vil sælgerne få mulighed for at genåbne.
Fire mennesker er døde, som følge af fugle-influenza, som man oprindelig troede, at kun kyllinger kunne få. I alt har der været 20 tilfælde af fugle-influenza siden maj måned.
Artikel på forsiden
Ny Palme-sag kan blive kompliceret
*Forsøget på en genåbning af Palmesagen vil af den mistænkte Christer Petterssons advokat blive imødegået på især to punkter. Det mener den svenske jura-ekspert Anders Stening ifølge nyhedsbureauet TT.
For det første vil advokat Lars Ekman formentlig slå på, at nye oplysninger af afgørende betydning skal føre til ansøgning om genoptagelse af en sag senest et år efter, at oplysningerne er kommet til anklagernes kendskab.
For det andet kan Ekman argumentere for, at et vidne, som tidligere er blevet benyttet i appelsagen, ikke kan bruges til en efterfølgende anmodning om en genoptagelse af sagen.
Kendte folk mod fremmedhad
*Fremmedhad, nej tak. Sådan lyder overskriften på en helsidesannonce i Aktuelt mandag. Annoncen er underskrevet af 204 enkeltpersoner samt KAD/SID's mediefond, Fredsfonden, Folkebevægelsen mod Nazisme, medicinalfirmaet Astra og HK.
Blandt underskriverne finder man bl.a. den tidligere landsholdsfodboldspiller Per Frimann, biskop Jan Lindhardt, stand-up komiker Bob Anders og forbundsformand for HK John Dahl.
I teksten skriver annoncørerne, at de er beskæmmede over den useriøse måde, indvandreres og flygtninges vilkår i Danmark behandles på af fremtrædende politikere og af dele af pressen.
Grundlovsforhør af Kaunda udskudt
*Zambias fængslede eks-præsident Kenneth Kaunda, der beskyldes for at have været involveret i et kupforsøg, mødte mandag op ved Højesteret i hovedstaden Lu-saka, til et grundlovsforhør, hvor hvor anklagemyndigheden skulle fremsætte ankla-gepunkterne mod ham.
Sagen blev imidlertid udskudt til fredag, da en af Kaundas forsvarere fik et ildebefindende og kollapsede i retssalen, da han ville fremsætte en begæring om løsladelse af Kaunda mod kaution.
Den 73-årige Kaunda fortalte de hundreder af tilhængere, der var mødt op ved Højesteret, at han fysisk er svag, men at hans mod intet fejler.
Dansk Folkeparti går tilbage
*Efter at have toppet lige før kommunalvalget er Dansk Folkepartis tilslutning blandt vælgerne på retur. Partiet ville dog blive det fjerdestørste, hvis der var valg nu, og det har helt udraderet Fremskridtspartiet, som siden kommunalvalget har befundet sig under spærregrænsen på to procent. Det viser et justeret gennemsnit af decembers meningsmålinger, som valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har udarbejdet for Ritzaus Bureau.
Dansk Folkeparti toppede forud for kommunalvalget med 11,1 procent. Tallet stagnerede i november på 10,7 procent for i december at dale til 9,5. Det er dog fortsat højt i forhold til septembers 5,3 procent.
Anholdelser i sag om drab på dansker
*Politiet i Uganda har anholdt tre personer, som er mistænkt for at have dræbt den 47-årige u-landsfrivillige Hans Miltersen Larsen.
Hans Miltersen Larsen blødte til døde efter at være blevet ramt af et skud i den ene lunge under et røveri juleaftensdag i byen Jinja øst for hovedstaden Kampala.
Hans Miltersen Larsen arbejdede og boede i Tanzania, men var sammen med sin afrikanske kone, deres adoptivdatter og sin danske nevø kørt til Uganda for at fejre jul hos konens familie.
Tyrkisk offensiv mod irakiske kurdere
*Den tyrkiske hær har iværksat en ny militær offensiv mod kurdiske oprørere i det nordlige Irak, skrev den tyrkiske avis Hurriyet mandag. Avisen meddelte, at omkring 15.000 tyrkiske soldater er gået over grænsen i deres jagt på væbnede oprørere fra Kurdistans Arbejderparti (PKK). Soldaterne fik støtte af jagerfly og helikoptere.
Offensiven kommer, efter at tyrkiske tropper de seneste dage har angrebet formodede PKK-stillinger på den tyrkiske side af grænsen.
Taleban: FN anbefaler vantro politik
*Lederen af den afghanske Taleban-milits, Mohammar Omar, betegner FN's krav om menneskerettigheder og om, at kvinder i Afghanistan bør have adgang til uddannelse, som "vantro politik, der vil fremme promiskuiteten".
I et ætsende angreb på FN sagde Omar til afghansk radio, at FN "er faldet i de imperialistiske magters hænder og under dække af menneskerettigheder leder muslimer i uføre".
"I ethvert islamiske land, hvor promiskuitet bliver udbredt, vil landet blive ødelagt og domineret af de vantro, fordi deres mænd bliver som kvinder, og kvinderne kan ikke forsvare sig selv," lød nogle af Omars argumenter i radioen.
Det er den hidtil skarpeste kritik, som Taleban-militsen officielt har rettet mod FN-systemet.
Arbejdsløse franskmænd aktionerer
*Hundredvis af arbejdsløse franskmænd krævede i går flere goder og lagde vægt bag deres krav ved at blokere jernbanespor i den franske Middelhavsby Marseille samt i byen Chatellerault i det vestlige Frankrig. Protestaktionen hindrede omkring 10 tog i at forlade eller ankomme til Marseille.
I Chatellerault fjernede politiet de arbejdsløse fra skinnerne, efter at ni TGV-tog var blevet standset i mellem 25 minutter og to timer, sagde en talsmand for de franske jernbaner.
Demonstranterne var fortrinsvis langtidsarbejdsløse, der kræver ekstra økonomisk hjælp fra regeringen, der ifølge de arbejdsløse er løbet fra valgløfter om mere hjælp til personer, som har været arbejdsløse i adskillige år.
Milan Milutinovic taget i ed i Beograd
*Serbiens nyvalgte præsident, Milan Milutinovic, blev i går taget i ed i Beograd.
"Vi må indhente den udviklede verden og deltage i først og fremmest den økonomiske integrationsproces i Europa og i verden," sagde Milutinovic, som blev håndplukket af den tidligere serbiske præsident, Slobodan Milosevic, til kandidat for socialisterne.
Milosevic er nu præsident for Jugoslavien.
I forbindelse med edsaflæggelsen udvandrede de nationalistiske parlamentsmedlemmer i protest imod, hvad de mener var valgsvindel.
Sonia Ghandi træder ind i valgkamp
*Valgkampen i Indien kom for alvor i gang mandag, da det hårdt trængte Kongres-parti annoncerede, at Sonia Ghandi - tidligere premierminister Radjiv Ghandi's enke - stiller op for partiet i det kommende parlamentsvalg.
Ghandifamiliens tilbagevenden til den politiske verden kommer på et tidspunkt, hvor Kongres-partiets ærke-rival, Hindu National Bharatiya Janata Party, i følge meningsmålingerne fører
valgkampen.
Siden Indira Ghandi og hendes søn Rajiv blev myrdet, har Kongres-partiet haft problemer med at finde en leder, som kan vinde tilslutning blandt vælgerne og løfte arven fra de to karismatiske skikkelser.
En dræbt under fly-turbulens
*En passager blev dræbt og 102 såret, da den jumbojet, som de befandt sig i, blev ramt af kraftig turbulens over Stillehavet søndag. Flyet fra det amerikanske selskab United Airlines var på vej fra Tokyo til Honolulu, da det blev ramt af turbulens og pludselig faldt 300 meter.
Den dræbte er en 32-årig japansk kvinde, der døde af kvæstelser i hovedet.
Den japanske tv-station NHK offentliggjorde senere en passagers videooptagelser fra kabinen. Der udbrød tilsyneladende panik blandt passagererne, da de kraftige rystelser begyndte, og flyets iltmasker faldt ned.
Nytårstorsken er landet
*Mens fiskevejret arter sig, og aviserne bugner af kogeråd, langes tonsvis af nytårs-torsk i disse dage over disken hos fiskehandlerne, hvor kunderne står som sild i en tønde for at købe eller bestille fisken til nytårsaften. Prisen nærmer sig 100 kr. kiloet for den dyreste torsk.
"Vi regner med at sælge to tons torsk på to dage," fortæller Carl Ahrenkiel, som har Havnens Fiskehus i Vejle og er formand for fiskehandlernes forening. Hos ham kostede den traditionelle nytårsfisk mandag 65 kr. kiloet, renset og grydeklar uden hoved.
I Fiskehuset på Højbro Plads i København er prisen 95 kr. kiloet for en tilsvarende klargjort torsk.
Valget i Kenya forlænget med et døgn
*Kenyas Valgkommission erkendte mandag, at der havde været omfattende problemer med afviklingen af mandagens præsident-, parlaments- og lokalvalg - og udvidede valghandlingen med 24 timer i mange områder.
Samtidig rapporterede det franske nyhedsbureau AFP, at mindst tre mennesker er blevet dræbt i forbindelse med valg-relateret vold søndag og mandag i Kenyas vestlige Siaya-
distrikt.
Erklæringen fra Valgkommissionens formand, Samuel Kivuitu, kom ved afslutningen på en kaotisk valg-dag, hvor manglende planlægning, og oversvømmelser forstyrrede valghandlingen i store dele af landet.
Mange af landets ni millioner vælgere, der formåede at afgive deres stemmer, udtrykte desuden bekymring over, hvorvidt de afgivne stemmer og valgurnerne er i sikkerhed indtil optællingen begynder.
"Hvordan sikrer vi de stemmer, der allerede er afgivet," spurgte en af koordinatorerne for de 27.000 lokale valg-observatører, der er sendt ud i landet for at overvåge, at alt går rigtigt til.
Baggrunden for den rodede valghandling skyldtes blandt andet manglende elektricitet, sen ankomst af valgurner og stemmesedler og også, at de valgtilforordnede nogle steder dukkede op for sent.
Artikel side 5
Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard