Læsetid: 8 min.

DØGNETS NYHEDER

15. december 1997

Dansk Folkeparti går stærkt tilbage
*Dansk Folkeparti har måttet vinke farvel til fire ud af ti vælgere, siden partiet toppede i meningsmålingerne i oktober, viser en måling fra Vilstrup Research i Politiken.
Partiet afleverer de fleste stemmer til Venstre og de Konservative. Hermed er der dødt løb mellem højre og venstre side af dansk politik.
Nøglen til regeringsmagten indehaves fortsat af CD. Det lille midterparti vil først pege på en statsministerkandidat, når valget er udskrevet. Kristeligt Folkeparti, der vil pege på de borgerlige, kan dog forskubbe hele balancen. Partiet har de seneste to Vilstrup-målinger ligget meget tæt på spærregrænsen med 1,9 procent.
Selv om Dansk Folkeparti nu er nede på 6,9 procent af stemmerne mod 9,3 i november og 11,5 i oktober, er Pia Kjærsgaard tilfreds:
"Det gik meget stærkt på et tidspunkt. Det må man erkende. Uanset hvad, så ville et valgresultat på 6,9 procent ikke være til at kimse af."

Danskere siger nej til gensplejset mad
*Langt de fleste danskere vil ikke have gensplejset mad, og et stort flertal ser helst, at markedsføringen af gensplejsede fødevarer helt forbydes. Det viser en Gallup-undersøgelse, foretaget for Berlingske Tidende.
Stik imod alle spådomme er der i dag stort set ikke nogen gensplejsede fødevarer i de danske forretninger. Forbrugerne fravælger produkterne, når de kommer frem til supermarkedernes hylder, og detailhandelen er så nervøs for kundernes reaktion, at de gensplejsede fødevarer hurtigt forsvinder ud på lageret. Sidste år spåede eksperterne, at der hurtigt ville være gensplejset soja i de fleste fødevarer, men de fik ikke ret, skriver Berlingske.
Industrien fortsætter dog ufortrødent med at udvikle nye gensplejsede fødevarer, og det offentlige yder hvert år store millionbeløb til forskning i gensplejsning.

Irak kræver dansk statsborger udleveret
*Irak bad i går FN's generalsekretær Kofi Annan om at udlevere den danske FN-soldat Torben Lund, der i sidste uge flygtede fra Irak, hvor han blev nægtet udrejse i forbindelse med et trafikdrab. Den 38-årige Torben Lund, der var udstationeret for FN sammen med 25 andre danske FN-vagter, var den 22. september indblandet i et trafikuheld i det nordlige Irak, hvor han påkørte en 22-årig irakisk cyklist, der senere omkom af sine kvæstelser.
FN's repræsentanter i Irak har udtrykt "dyb skuffelse over Torben Lunds opførsel" og sagt, at FN er "flove over episoden". FN har samtidig understreget, at man ikke har sanktioneret Lunds flugt.
Lund fortalte efter sin flugt til Tyrkiet danske medier, at han var flygtet, fordi han i to måneder forgæves havde ventet på et udrejsevisum.
Han sagde samtidig, at han ikke følte, at FN's repræsentanter i Irak gjorde tilstrækkeligt for at sikre hans udrejse.

Ansatte forsikres mod ventelister
*Erhvervsledere landet over har tilsyneladende mistet tålmodigheden med det offentlige sygehusvæsen. De er begyndt i stor stil at forsikre deres nøglemedarbejdere mod ventelister, skriver Aalborg Stiftstidende.
Sundhedssikringer, der dækker udgifter til hurtig behandling og genoptræning på privathospitaler, er derfor blevet et salgshit i forsikringsbranchen.
Den kommende formand for Nordjyllands Amts sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (SF), kalder udviklingen beklagelig og bekymrende, fordi den er udtryk for, at serviceniveauet i det offentlige sygehusvæsen ikke er tilfredsstillende. Han betegner dog erhvervslivets reaktion som forfejlet.

USA-baser gav dansk NATO-rabat
*De amerikanske baser i Grønland har givet Danmark en rabat på NATO-medlemskabet, der svarer nogenlunde til de danske udgifter til Grønland og Færøerne.
Det viser en undersøgelse foretaget af Dokumentionsgruppen ISIT, der blev dannet i Nuuk i marts og består af en række uafhængige forskere og studerende.
Hensigten med undersøgelsen var at få kendskab til de økonomiske aspekter ved forsvarsoverenskomsten mellem USA og Danmark fra april 1951.
Og dokumentationsgruppen konkluderer da også, at der er hold i hypotesen om, at Danmark har modtaget kompensation for USA og NATOs anvendelse af grønlandsk område til militære forhold. Samtidig anbefaler den, at flere forhold vedrørende Grønlands rolle i militær- og sikkerhedspolitisk henseende bør undersøges nærmere.

270 fik blod fra donor med "kogalskab"
*Næsten 270 mennesker i Irland har modtaget blod fra en britisk donor, der viste sig at være smittet med hjernesygdommen Creutzfeldt-Jakob Disease (CJD), den menneskelige form for "kogalskab", oplyste det irske sundhedsministerium søndag. Blod fra den britiske donor blev givet til patienter på ni irske hospitaler inden det blev klart, at den pågældende var død af CJD.
Blodprodukter fra donoren blev trukket tilbage fra markedet og destrueret 26. november, oplyser sundhedsministeriet.
Tidligere på måneden skrev en britisk avis, at Storbritannien muligvis har eksporteret blodprodukter fra en CJD-ramt brite til 46 lande.
I alt 22 mennesker i Storbritannien er døde af CJD.

Ejendomsvurderinger stiger med 50 procent
*Langt de fleste danske husejere kan vente større boligudgifter, når de modtager ejendomsvurderingen i 1998, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I nogle kommuner vil vurderingen med et hug stige med over 50 procent, og det betyder højere ejendomsskatter og lejeværdistigninger.
Baggrunden er husprisernes himmelflugt siden den seneste store ejendomsvurdering i 1996.
Flere steder i Danmark er prisen på et gennemsnitshus steget med over 50 procent fra 3. kvartal 1995 til 3. kvartal i år, og vurderingsmænd og ejendomsskattechefer siger samstemmende, at de offentlige vurderinger halter langt efter husenes faktiske handelspriser, hvilket der nu skal rettes op på.

Voldsomme optøjer i Londonderry
*Politiet i Nordirland var fortsat i alarmberedskab, efter at byen Londonderry natten til søndag var scenen for de værste optøjer, siden Den Irske Republikanske Hær (IRA) i juli erklærede våbenhvile.
Sammenstødene i den overvejende katolske Londonderry fandt sted i kølvandet på en protestantisk march, hvor 3000 af de såkaldte Apprentice Boys gik gennem byens centrum.
Både protestantiske og katolske ledere sagde i går, at nattens uro ikke må få lov at afspore fredsprocessen.
Natten igennem kæmpede unge katolikker fra Londonderry mod kampklædte, britiske betjente. Seks mennesker blev indlagt på byens hospitaler med kvæstelser. Ifølge de britiske betjente blev der kastet flere end 1000 benzinbomber i natten løb.

Jeltsin deltager i kommunalvalg
*En bleg og hæs Boris Jeltsin optrådte i går offentligt for første gang, siden han tidligere på ugen blev indlagt på et sanatorium uden for Moskva. Indlæggelsen gav anledning til rygter om, at Jeltsin havde fået en hjerneblødning, hvilket russiske embedsmænd dog klart har afvist. Også Jeltsin afviste rygterne:
"Der er tale om en virus. Mine læger har sagt, at jeg skal blive yderligere 10-12 dage på sanatoriet," sagde Jeltsin, der indrømmede, at han ikke havde det godt.
Jeltsins optræden skete i forbindelse med et lokalvalg i Moskva, og han brugte lejligheden til at forsikre de fremmødte journalister, at han har "fuld kontrol med landet".
Jeltsin, der sidste år fik en større by-pass-operation, er 66 år. Rygterne om hans svigtende helbred fik tidligere på ugen aktiekurserne i Moskva til at falde.

Jernbanestrejke i Italien
*Ansatte i de italienske statsbaner indleder i dag en strejke, der i første omgang er planlagt til at vare 48 timer. Italienske aviser skrev i går, at store dele af jernbanetrafikken vil blive lammet.
Også flyveledere og jordpersonalet hos en række udenlandske luftfartsselskaber i Italien indleder tirsdag en strejke, der ventes at føre til forsinkelser og aflysninger på en lang række afgange.
Protesterne finder sted i forbindelse med en række varslede nedskæringer, der vil betyde fyringer.

Demokrater står stærkt i Hong Kong
*De demokratiske kræfter i Hong Kong står stærkt ifølge en ny meningsmåling godt et halvt år før befolkningen i Hong Kong til maj for første gang under kinesisk styre skal vælge en ny regering.
De demokratiske partier står til 39,8 procent af stemmerne, andre partier tegner sig for 24,7, mens hele 35,5 procent af de spurgte ikke har taget stilling til, hvordan de vil stemme.
"Renset" for de mange uafklarede stemmer betyder tallene, at de demokratiske kræfter står til 61,7 procent af stemmerne, mens de to største pro-kinesiske partier tegner sig for resten.
Kun en tredjedel af pladserne ved næste års valg bestemmes ved direkte, demokratisk afstemning. De øvrige to tredjedele af pladserne besættes gennem valg i række erhvervsbestemte kredse - et system som Kina har overtaget efter briterne, der den 1. juli i år overgav suveræniteten over Hong Kong til Kina.

Masseevakuering i Tyskland
*Myndighederne i den tyske by Ludwigshafen måtte i går evakuere 26.000 indbyggere, da bombeeksperter skulle demontere en to ton tung bombe fra Anden Verdenskrig.
Det tog bombeeksperterne to en halv time at demontere den britiske bombe.
Samtidig med, at indbyggere i en radius af 1,8 kilometer fra bomben blev evakueret, blev skibstrafikken på Rhinen, der løber gennem byen, indstillet. Også lufttrafikken over Ludwigshafen blev indstillet. Der var tale om en af de største evakueringer i Tyskland siden krigen. Flere end 1200 mennesker deltog i organiseringen af den omfattende evakuering.

Kronprins Frederik årets dansker
*Som den første kongelige nogensinde er kronprins Frederik valgt som årets dansker, skriver Berlingske Tidende. Set i forhold til at han så sent som i 1994 overhovedet ikke var med blandt de øverste 60 på listen, er der tale om en bemærkelsesværdig udvikling. Gallup har spurgt 4.219 repræsentativt udvalgte danskere over 15 år, hvem der burde være årets dansker, og kronprins Frederik kommer ind på en meget sikker førsteplads foran Bjarne Riis, Anja Andersen og prinsesse Alexandra.
Listen fortæller også, at dansk politik har handlet om indvandrerpolitik i år. Den populæreste politiker er indenrigsminister Thorkild Simonsen (S), som er nummer seks. Den næstpopulæreste er Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, som er nummer otte.
Omvendt er der tre, der er kommet hertil fra andre lande, blandt de 20 øverste. Udover prinsesse Alexandra er det løberen Wilson Kipketer og fodboldlandsholdets svenske træner Bo Johansson.

Tyrkiet afbryder dialog med EU
*Med en udstrakt hånd til 11 ansøgere indledte EU-landene på deres topmøde i Luxembourg et historisk udvidelsesprojekt, men samtidig blev striden med Tyrkiet forværret.
Tyrkiets ministerpræsident Mesut Yilmaz meddelte i går, at Tyrkiet nu vil afbryde sin politiske dialog med EU. Det skete i form af noget af det nærmeste man i diplomatiet kan komme en fornærmet smækken med døren, efter at EU på sit topmøde i Luxembourg i weekenden gjorde det klart, at Tyrkiet må vente årtier på at gøre sig håb om at komme med i Unionen.
Som et forsøg på at formilde Tyrkiet vedtog EU-lederne dog, at man vil oprette en permanent konference om udvidelsen, som Tyrkiet kan få lov at deltage i. Men dette tilbud blev totalt afvist af det tyrkiske parlament, der i går drøftede EU's tilbud.
"Tyrkiets deltagelse i konferencen er gjort betinget af opfyldelsen af vise betingelser. Denne invitation har ingen betydning for os," sagde Yilmaz og tilføjede: "Vi vil ikke acceptere nogen betingelser!"
Samtidig sagde han, at Tyrkiet vil fortsætte med at integrere den nordlige, tyrkisk besatte del af Cypern, hvis EU fortsætter sine optagelsesforhandlinger med den græsk-cypriotiske ledelse på Cypern.

Forsideleder & tema side 3

Redigeret af Henrik Brun & Vera Bundgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu