Chancen for klimaaftale svinder
*EU's miljøministre blev på et rådsmøde tirsdag i Kyoto enige om, at afvise det amerikanske udspil til en aftale.
Amerikanske fremskrivninger viser, at USA's udslip af drivhusgasser omkring år 2010 vil være vokset med hele 27 procent. Heraf tilbyder USA at nedskære med to procent. Det svarer til en reel merudledning på 25 procent.
Denne stigning vil USA dække ind ved dels at købe forureningskvoter i udlandet, dels gennemføre fælles projekter i ulande, og dels etablere såkaldte CO2-dræn, dvs. plante skov.
"Vi er inde i en kritisk fase. Hvis vi står fast på, at USA også skal gøre noget ved udledningerne på hjemmefronten tror jeg, chancerne for at få et resultat er meget små.," siger den danske miljøminister Svend Auken i en kommentar.
Artikel på forsiden
samt på side 4 og 5
Politisk opbakning til bankkunder
*Økonomiminister Marianne Jelved (R) skal studere Højesterets dom i detaljer, før regeringen overvejer et lov-indgreb, så pengeinstitutter ikke som nu først giver kunderne renter dagen efter, at pengene er sat ind. Det sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) efter tirsdagens ministermøde.
"Vi kommer lynende hurtigt tilbage til spørgsmålet. Det er vigtigt, at tingene er gennemsigtige for forbrugerne, og at forbrugernes interesse står i centrum," sagde statsministeren.
Der ser ud til at være bred politisk opbakning til bedre lovsikring af bankkunderne, efter at Højesteret mandag valgte at spille bolden om rentetilskrivningsregler videre til Folketinget.
Alternative Nobelpriser uddelt
*To dage før de officielle Nobelpriser uddeles, blev den såkaldt "alternative Nobelpris" mandag aften uddelt i Stockholm til fem "forskere af folket".
Hensigten er at henlede opmærksomheden på forskere, der på hver deres felt "har været med til at skabe debat og som har virket for et mere humant og økologisk rigere samfund".
I år deles prisen, der er på 1,8 mio. svenske kr., mellem fire mænd og en kvinde.
IMF godkender kredit til Thailand
*Thailand vil få en kredit på henved 5,47 mia. kr fra Den Internationale Valutafond (IMF), der har haft økonomiske saneringsprogrammer i landet til gennemsyn, meddelte IMF tirsdag.
Pengene kommer fra den ca. 26 mia. kr. store kreditpakke, der blev godkendt af IMF i august. Thailand har allerede fået ca. 10,8 mia. kr. fra puljen.
Thailand lukkede mandag 56 af landets 58 finansieringsselskaber efter et kritisk gennemsyn af den gældsplagede sektor, der er hovedårsag til Thailands økonomiske krise.
Sigtet i Plejebo-sag afhørt af politiet
*Politiet indledte i går de længe ventede afhøringer af den 32-årige plejehjemsassistent, der er sigtet for at have begået 22 drab på plejehjemmet Plejebo i København.
Det er første gang, at politiet afhører kvinden, siden hun blev anholdt og afhørt mandag den 20. oktober.
Kvindens forsvarer, advokat Thomas Rørdam, har tidligere i medierne kritiseret politiet for ikke at have afhørt kvinden grundigt noget tidligere. Det tilbageviste chefen for efterforskningen, kriminalinspektør Kurt Jensen, tirsdag over for Ritzau. Ifølge Kurt Jensen har politiet ønsket at afhøre kvinden hver eneste dag frem til den 19. december, hvor en dommer næste gang skal tage stilling til, om hun fortsat skal sidde varetægtsfængslet.
Der forelå tirsdag aften ingen oplysninger om resultatet af afhøringen.
Borgmesterdrama i Holmegård fortsætter
*Dramaet om borgmesterkuppet i Holmegård har taget en overraskende vending efter at hovedpersonen, den 52-årige AOF-lærer Ole Kristiansen, nødtvungent har indrømmet at være dømt for butikstyveri.
Overfor Næstved Tidende afviste den kommende borg-mester i tirsdags, at han ved retten i Haslev har fået en dom for butikstyveri. Siden indrømmede han det, men betegnede det som en bagatel.
Sagen har fået de borgerlige (V og K) til at få kolde fødder, og derfor har de to partier dagen igennem været i forhandlinger med Socialdemokratiet for at finde frem til en konstituering, som formentlig vil gå uden om Ole Kristiansen.
Socialdemokratiet havde flertallet på syv mandater i Holmegaard, indtil Ole Kristiansen byttede sin 18 år gamle partibog ud med en borgmesterpost i et kup-samarbejde med den borgerlige fløj.
Frankrig ønsker bredere ØMU
*Frankrigs ministerpræsident, Lionel Jospin, sagde i går, at Frankrig vil presse på for at få gennemført løsere kriterier for medlemskabet af EU's økonomisk monetære union, ØMU'en.
Jospin, der blev interviewet af den britiske avis Financial Times, sagde, at han for alt i verden vil undgå, at ØMU'en fra begyndelsen kun bliver for fem eller seks lande.
"Spanien er næsten helt sikkert med og Italien har gjort sig store anstrengelser. Hvis de respekterer kriterierne, er der ingen grund til at holde dem ude," sagde han.
Jospin understreger, at han ikke ønsker, at EU-politikken kommer til at dreje om en tysk-fransk akse. "Når man tager de historiske skridt for at integrere Europa, så skal man ikke gøre det med en lille gruppe på fem eller seks lande". Et nøgleområde på næste uges EU-topmøde i Luxembourg bliver sammensætningen af det såkaldte euro-råd forud for indførelsen af den fælles valuta i 1999.
Clinton mødtes med kinesisk dissident
*Den amerikanske præsident, Bill Clinton, mødtes mandag i Det Hvide Hus med den kinesiske dissident Wei Jingsheng, der for nylig blev løsladt fra et kinesisk fængsel og sendt til USA.
Reaktionerne fra Beijing udeblev ikke, og en talsmand fra Kinas udenrigsministerium sagde, at det var helt forkert at invitere Wei Jingsheng inden for i Det Hvide Hus.
Wei og Clinton mødtes i 35 minutter og diskuterede kinesiske spørgsmål. Det er almindeligt kendt, at den kinesiske dissident ønsker en hårdere vestlig kurs over for Kina.
Iran opfordrer til at befri Palæstina
*Irans leder, ayatollah Ali Khamenei, opfordrede i går de muslimske lande til straks at tage initiativ til at "befri Palæstina", da han holdt åbningstalen på mødet i Den Islamiske Konferenceorganisation (IOC).
"Indtil nu har det været fjenden, der har haft initiativet, og vi har kun os selv at bebrejde," sagde Khamenei til topmødes deltagere. Fjenden er i denne sammenhæng Israel og USA.
Omkring 30 stats- og regeringsledere fra muslimske lande er mødt op i Teheran til topmødet i IOC.
Danpo-kyllinger ikke længere iført pvc
*Danpo-kyllingerne ligger fremover ikke længere iført pvc i køledisken. Koncernen har nemlig droppet pvc i sine emballager som led i en ny miljøpolitik.
Pvc mistænkes for at være bl.a. kræftfremkaldende, og samtidig er der mistanke om, at plastproduktet kan vandre over i selve kødet.
Danpo oplyser selv, at beslutningen kommer på et tidspunkt, hvor flere af landets store dagligvarekæder står over for at ville forbyde produkter, der er pakket ind i pvc-holdig emballage.
Danske politikere optimistiske
*Danske politikere ser fortsat gode chancer for, at EU's stats- og regeringschefer på topmødet i næste uge enes om en procedure for udvidelsesforhandlingerne, der sikrer, at ingen af de øst- og central-europæiske ansøgerlande tabes af vognen.
Ligesom udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) har Europaudvalgets formand, Ove Fich (S), megen ros til Luxembourgs kompromisforslag, og han tror, at topmødet enes om en formulering, der ligger meget tæt på det Luxembourgske forslag, selv om Frankrig, Storbritannien og Holland stadig vil gøre større forskel på ansøgerlandene, end formandskabet lægger op til.
Skrappe metoder mod unge rygere
*USA har - til nikotinmodstandernes store tilfredshed - indført strenge politimetoder mod unge rygere .
I løbet af det seneste år har delstaterne Texas, Minne-sota, North Carolina og Idaho vedtaget strenge straffe for unge, der ligger under for lasten. De risikerer bl.a at miste kørekortet og få bøder op til 7.000 kr. Skoler, der rutinemæssigt undersøger for narkotika-misbrug, inkluderer nu også nikotin blandt stofferne i de urinanalyser, hvor der ledes efter spor.
De hårde tiltag kommer efter flere års mislykkede forsøg på at ændre unges vaner gennem undervisning og målrettede kampagner.
Nyrup til Færøerne før bankrapport
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) holder den 6. januar rigsmøde i Torshavn med Færøernes lagmand, Edmund Joensen, og Grønlands landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt.
Det aftalte de tre ved deres møde mandag, oplyste statsministeren efter gårsdagens ugentlige ministermøde.
Dermed besøger statsministeren Færøerne før offentliggørelsen af rapporten om den færøske banksag, som har fået flere førende færøske politikere til at tale om en krise for rigsfællesskabet. Rapporten om banksagen ventes offentliggjort sidst i januar.
Koleradødsfald i Nairobi
*Mens regnen fortsat vælter ned med uformindsket styrke over store dele af Østafrika, der er ramt af de værste oversvømmelser i 60 år, rapporteres der nu om koleradødsfald ikke alene i Somalia, men også i Kenyas hovedstad, Nairobi.
I Mathare slumkvarteret i Nairobis nordøstlige udkant er der ifølge dagbladet Daily Nation i den seneste uge registreret 14 dødsfald som følge af kolera. I forvejen lider Mathare under en alvorlig mangel på offentlige toiletter. Her deles 5000 mennesker om ét. At en så smittefarlig sygdom som kolera rammer netop nu, hvor landets sygeplejersker strejker med krav om en 500 procents stigning i lønnen, gør ikke situationen mindre alvorlig.
Leo årets dårligst klædte
*Venstrefløjen i dansk politik stod ikke distancen, da Dansk Herremoderåd i går i København afgjorde konkurrencen om titlen som årets dårligst klædte danske mand.
Skagen-musikeren Leo, der er berømt for sit musikalske parløb med Sussi, løb med titlen og forviste SF'eren Jes Lunde og Enhedslistens Keld Albrechtsen til de følgende pladser.
Ifølge herremoderådet var Leo en "selvskrevet topseedet kandidat til listen" - og altså også vinder.
Aage Koch-Jensen raser mod Uffe
*Den omstridte Venstre-mand, Aage Koch-Jensen, der mandag blev ekskluderet af Venstre, tog i går på et pressemøde i Viborg kraftigt til genmæle over for partiformand, Uffe Ellemann-Jensen.
"Uffe Ellemann-Jensen er overhovedet ikke egnet til at være statsministerkandidat med den opførsel, han har udvist i forbindelse med eksklusionen, sagde Aage Koch-Jensen.
"For at sige det lige ud, så blev jeg chokeret over den optræden, som partiledelsen udviste på åben tv-skærm mandag aften, da de fortalte om eksklusionen af min person. Sådan to skide præster fra Teheran ikke skal komme og fortælle mig, hvad jeg skal, og de skal ikke komme og diktere mig, hvad jeg skal mene politisk. Jeg finder, det er en skandale, den måde som partiledelsen har behandlet denne eksklusionssag på," sagde en oprørt Aage Koch-Jensen.
Han opfordrer dog de tilbageblivende partimedlemmer i sit politiske bagland til at forblive i partiet.
"Det er vigtigt, at der stadigvæk er fornuftige mennesker tilbage i Venstre, der kan få partiledelsen på ret kurs igen," mener den ekskluderede Koch-Jensen.
Hans lokale partiforening i Viborg Amt går dog efter forlydender i går i opløsning, som protest mod partiformandens håndtering af sagen.
Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard