Læsetid: 8 min.

DØGNETS NYHEDER

9. december 1997

Kassen lukket for SF's ja-fløj
*Adskillige SF-folketingsmedlemmer, der siger nej til Amsterdam-traktaten, tager afstand fra, at et nej-flertal i partiets hovedbestyrelse har nægtet at give SF's ja-sigere del i de penge, som partiet får fra Nævnet vedrørende EU-oplysning. Partiformand Holger K. Nielsen havde, sammen med et flertal i partiets forretningsudvalg, indstillet, at ja-sigerne skulle have 93.000 af de i alt 775.000 kr. Imidlertid sagde et flertal i hovedbestyrelsen i sidste uge nej til at give ja-sigerne så meget som en krone.
Som en reaktion herpå har en række ja-SF'ere indgået en aftale med redaktionen af Europabevægelsens blad Nyt syn på Europa om, at ja-SF'erne får stillet et helt nummer af bladet til rådighed hvor de kan redegøre for deres synspunkter.
Leder på forsiden

SF takker nej til overborgmesterpost
*Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) behøver ikke længere frygte muligheden for, at han mister sin post. Efter at have diskuteret tilbuddet om overborgmesterposten på flere møder har SF besluttet endegyldigt at sige nej tak. Det skete enstemmigt blandt medlemmerne i den nyvalgte gruppe i Borgerrepræsenta-tionen samt i forretningsudvalget for SF i København.
"For os er det vigtigere at få vores politik igennem end at få en kransekagepost uden stor politisk værdi. Vi tror nemlig ikke på, at vi ville få særligt mange af vores synspunkter igennem, hvis det skal baseres på de fem partier, der har fremsat tilbuddet," siger forretningsudvalgsmedlem Sven Milthers.
Artikler side 4

Venstre-mand ekskluderet
*Venstremanden Aage Koch-
Jensen fra Viborg Amt blev i går ekskluderet af partiet af Venstres hovedbestyrelse. Eksklusionen skyldes, at
Koch-Jensen efter kommunalvalget på trods af et borgerligt flertal i Viborg Amt, hjalp socialdemokraten Bent Hansen til borgmesterposten.
Ifølge Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, er der ingen tvivl om, at Koch-Jensens optræden været til stor skade for partiet.
"Vi har ikke kunnet levere den vare, som vælgerne gav deres støtte til. I fremtiden skal vi være hurtigere til at skille os af med dem, som laver vrøvl," siger Uffe Ellemann-Jensen.
Aage Koch-Jensen er under hele sagen blevet bakket op af sin lokale partiforening i Bjerringbro.

Anden runde i serbisk præsidentvalg
*Den endelige afgørelse om, hvem der skal være Serbiens nye præsident, falder først den 21. december.
Efter første valgrunde i weekenden fører Socialistpartiets kandidat, Milan Milutonovic, klart. Men eftersom han ikke har fået over 50 procent af stemmerne, skal han igennem endnu en valgrunde. Her skal han konkurrere mod ultranationalisten Vojislav Seselj fra Det Radikale Parti.
Milutonovic, der er en af præsident Slobodan Milose-vics protegéer, fik 1.644.866 stemmer, mens Seselj fik 1.208.462.
Artikel side 5

Nobel-vinder vil påvirke politikere
*"Den prestige, som følger med Nobelprisen, får politikerne til at lytte til os og giver os mulighed for at påvirke," sagde den danske modtager af Nobels kemipris, Jens C. Skou, da han søndag besøgte det svenske videnskabs-akademi.
Jens C. Skou modtager onsdag sammen med de øvrige pristagere Nobelprisen ved en ceremoni i Stockholm for sin opdagelse af den såkaldte ion-pumpe, som regulerer cellers liv.
Skou siger, at han har talt med forskningsminister Jytte Hilden, og at hun har lyttet til hans synspunkter om, hvordan forskningen i Danmark bør finansieres.
"En del af mine opgaver som prismodtager er at gøre politikerne opmærksomme på finansieringsproblemet for danske forskere," siger han.

Klapsalver til Auken i Kyoto
*Miljø- og energiminister Svend Auken (S) blev hilst med klapsalver, da han i en stærk og veloplagt tale i går afleverede Danmarks budskab til FN's klimakonference i Kyoto i Japan.
I sin tale fastslog Svend Auken, at den klima-protokol, som skal vedtages onsdag på Kyoto-mødets sidste dag, skal være uden snyd og smuthuller.
"Vi er kommet til Kyoto for at handle - ikke forhindre handling. Vi er kommet for at ændre den måde, vi producerer varer og lever vore liv på - ikke for at udsætte disse ændringer. Vi er kommet for at afværge en reel risiko mod selve vores eksistens - ikke for at tale os selv ud af den risiko," sagde Auken blandt andet. Den danske miljø- og energiminister understregede desuden, at Danmark har sat sig for at reducere CO2-udslippet med 25 procent i år 2010 som led i EU's såkaldte boble-løsning.
Tema side 3 og
artikel på forsiden

Rod i statslig efteruddannelse
*Staten ved ikke, hvad den får for de 3,7 milliarder. kr., som sidste år blev givet i driftsudgifter til åben uddannelse og arbejdsmarkedsuddannelser på AMU-centre, tekniske skoler, handelsskoler og universiteter.
Det fremgår af en stærkt kritisk rapport fra Rigsrevisionen, som kom mandag. Rapporten retter en skarp kritik af manglende samspil på området. Åben uddannelse administreres af Undervisningsministeriet, mens arbejdsmarkedsuddannelser hører under Arbejdsministeriet. Sidste år deltog 63.000 årselever i statslige efteruddannelser.

Borgmesterkup i Holmegård
*Borgmesteren i Holmegård kommune gennem seks år, Ove Larsen, er blevet kuppet fra jobbet af sin socialdemokratiske partifælle, Ole Kristiansen. Det skriver Næstved Tidende mandag.
Den 52-årige Ole Kristiansen siger til avisen, at han i de næste fire år ikke kunne have levet med at sidde på en post uden indflydelse. Denne indstilling fik socialdemokraten til i går at svigte sit parti, blive løsgænger og snuppe borg-mesterposten i et samarbejde med de borgerlige partier, Venstre og konservative.
Vælgerne i Holmegård er ellers ikke i tvivl: Socialdemokratiet havde flertallet på syv mandater efter valget mod den borgerlige fløjs seks mandater.

Fald i brug af vækstfremmere
*Den megen snak om faren ved at bruge vækstfremmere får stadig flere landmænd til at stoppe med brugen i deres svineproduktion. Ifølge Kanal 94, Danmarks Radio i Vejle Amt, melder flere grovvare-selskaber, at det nu kun er halvdelen af det foder, de sælger til svineproducenterne, som indeholder vækstfremmere. Før indeholdt 90 procent af foderet vækstfremmere.
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) overvejer stadig en afgift på antibiotis-ke vækstfremmere.

Islamisk topmøde i Iran
*Muslimske ledere ankom i går på stribe til den iranske hovedstad Teheran til et islamisk topmøde, som Iran ser som bevis for, at amerikanske forsøg på at isolere
Iran er slået fejl.
Den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, som tidligere er blevet kritiseret af den
iranske ledelse for fredsaftalerne med Israel, var blandt de første, der ankom til det tre dage lange møde i organisationen Den Islamiske Konference (OIC).
Det islamiske topmøde er den største begivenhed, som Iran er vært for efter den islamiske revolution i 1979.
Leder på bagsiden

Politisk nederlag til Winnie Mandela
*Det lykkedes ikke Winnie Mandela, at blive opstillet som kandidat til posten som vicepræsident for Den Afrikanske Nationalkongres (ANC), oplyste den sydafrikanske statsradio og kilder i ANC mandag.
Ifølge statsradioen har ANC's Kvindeliga besluttet slet ikke at pege på kandidater til ledende poster i ANC, når partiet afholder sit 50. landsmøde næste uge.
Beslutningen kommer efter, at Winnie Mandelas omdømme har fået et alvorligt knæk i forbindelse med vidneudsagn i Sydafrikas Sandhedskommission.
Artikel side 5

Islamisk gruppe vil stoppe terror
*Den militante islamiske gruppe Gama'a al-Islamiya meddelte mandag, at den ikke længere vil rette attentater mod turister som led i at svække den egyptiske regering.
Det var denne gruppe, der i sidste måned massakrerede 58 udenlandske turister i Luxor i Egypten.
"Gama'a har truffet denne beslutning ud fra et ansvarligt synspunkt, idet gruppen ikke vil drage fordel af eller bruge denne episode, som vi forkaster, (Luxor-angrebet red.) i forbindelse med vor kamp imod det egyptiske regime," hedder det i en erklæring.
Gama'a siger, at dens egen efterforskning af attentatet viser, at attentatmændene var unge medlemmer, som handlede på egen hånd.

Rusland vil underskrive minetraktat
*Rusland er klar til "inden for rimelig fremtid" at tilslutte sig den internationale traktat, der forbyder landminer. Det sagde talsmanden for det russiske udenrigsministerium, Gennadij Tarasov, i går.
Tidspunktet for tiltrædelsen af mine-traktaten afhænger af, hvornår Rusland kan afslutte det igangværende arbejde med - i stedet for landminer - at opsætte atom-
anlæg og militære installationer i de minerede områder.
Den russiske talsmand bekræfter, at Rusland støtter traktaten om forbud mod anti-personel-landminer, som 121 lande underskrev i sidste uge på en konference i Ottawa i Canada.

Irak godkender alligevel FN-aftale
*Irak har alligevel godkendt en forlængelse af FN-aftalen om at sælge irakisk olie for to mia. dollar i løbet af seks måneder og så bruge indtægten på mad og medicin. Det fremgår af en meddelelse fra det irakiske nyhedsbureau INA mandag.
FN godkendte en forlængelse af aftalen i torsdags, men Irak afviste den da og sagde, at det ikke vil eksportere en dråbe olie før irakiske protester over, at levering af mad og medicin til Irak forsinkes, bliver taget alvorligt. Fredag aften indstillede Irak olieeksporten, da strømmen af olie til en rørledning i Tyrkiet blev standset.
I meddelelsen fra INA stod der ikke noget om de irakiske protester over forsinkelse af mad og medicin.

Sovende soldat mistede hestehale
*En 18-årig værnepligtig ved Almegårds Kaserne i Rønne har fået 30 dages hæfte for at skære hestehalen af en sovende soldat. Overgrebet skete på en af BornholmsTrafikkens færger og foregik med en foldekniv. Den 18-årige blev desuden dømt for at have truet med at smide et vidne, en anden værnepligtig, over bord.
Den forholdsvis milde dom hænger sammen med, at den værnepligtige blev dømt efter den militære straffelov. Den er lidt mildere end den civile, når der er tale om interne sager, siger dommer Flemming Schønnemann til Bornholms Radio.

Svenske høns skal sørge for salmonella-fri æg
*Formanden for Det Danske Fjerkræraad, Jens Peter Rønholt, opfordrer fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) til at sætte gang i salmonella-handlingsplanen igen for at sikre de danske forbrugere.
Henrik Dam Kristensen sagde mandag, at han er klar til at lade alle salmonella-ramte høns i Danmark slagte for at komme inficerede æg til livs. Fødevareministerens melding kommer efter at en svensk ægproducent har oplyst, at hans firma i løbet af seks måneder kan levere salmonellafri høns til de danske ægproducenter.
Jens Peter Rønholt mener at import af svenske høns er et udmærket initiativ, men at det løser ikke hele problemet. "Salmonella-bakterierne trives også i omgivelserne," siger formanden.
Han lover dog på vegne af den danske ægbranche forbrugerne danske kvalitetsmærkede æg fra salmonellafrie besætninger senest i 2. kvartal næste år, hvis ministeren giver tilsagn om at genoprette salmonellaplanen, herunder støtten til de danske ægproducenter.
"Der skal ikke herske tvivl om, at den danske ægbranche vil salmonellaproblemet til livs. Vi har faktisk allerede i december sidste år spurgt Veterinær- og Fødevaredirektoratet om, hvilke krav, der stilles for at måtte anprise æg som salmonellafrie, men vi har endnu ikke fået svar," siger formanden for Det Danske Fjerkræraad.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her