Læsetid: 7 min.

DØGNETS NYHEDER

6. december 1997

Gammel vin på ny flaske
*Ministeren er en anden, stilen er forskellig, men indholdet er stort set ens. Det udlændinge-udspil, som indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) offentliggjorde torsdag, er stort set magen til det, som hans forgænger på ministertaburetten, Birte Weiss (S) ville have fremlagt, hvis hun ikke var gået af.
Det viser en sammenligning mellem Thorkild Simonsens endelige udspil og en skitse til udlændinge-udspil, der blev udarbejdet i Indenrigsministeriet umiddelbart før Birte Weiss gik af som minister.
Under sin fremlæggelse af det nye udlændinge-udspil blev Thorkild Simonsen konfronteret med sine tidligere udtalelser som borgmester. Hans kommentar var:
"Ja, jeg er nok blevet klogere. Men det, jeg siger nu, er det rigtige".
Leder på forsiden
og artikler side 5

S udpeger borgmesterkandidater
*Den nuværende sundhedsborgmester i København, Lars Engberg (S) som nu satser på en karriere i Folketinget, afløser Peter Martinussen som politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation.
Samtidig er Martinussen sammen med den nuværende socialborgmester Winnie Larsen-Jensen udpeget som kandidat til de to borgmester-
poster, som partiet ventes at besætte.
Det blev aftalt på et fællesmøde fredag aften mellem partiets borgerrepræsentanter og kredsformændene for Socialdemokratiet i København.
Det er i forvejen næsten sikkert, at partiets spidskandidat, Jens Kramer Mikkelsen, fortsætter som overborg-mester.
Artikel side 4

Botha ignorerer Sandhedskommission
*Tidligere præsident under apartheid-æraen i Sydafrika P. W. Botha slap i går med nød og næppe for at blive retsforfulgt for ikke at give møde i Sandheds- og Forsoningskommissionen. I stedet fik han en ny chance for at møde op og afgive forklaring om myndighedernes menneskeretsovergreb under hans regering.
P. W. Botha, der i dag er 81 år, har hidtil ignoreret to indkaldelser til Sandhedskommissionen. Han har samtidig betegnet kommissionen, der undersøger politisk-motiverede forbrydelser under apartheid-æraen, som "et cirkus".
Artikel side 6

Aboriginals får ret til jord
*Senatet i Australien vedtog i går regeringens forslag til en reform af aboriginals' rettigheder til jord. Det dog skete først efter at Senatet havde gennemtvunget tilføjelser til lovforslaget, som forandrede det og øgede sandsynligheden for et snarligt valg med race-spørgsmålet som hovedemne.
Ifølge forslaget fra premierminister John Howards regering får Australiens oprindelige befolkningsgruppe visse rettigheder på forpagtet landbrugsjord uden at de dog kan gøre territorialkrav på den.
Ændringerne betyder en styrkelse af aboriginals' rettigheder.

Nyt forslag om EU-udvidelse
*EU's udenrigsministre bliver mandag præsenteret for et helt nyt kompromis-forslag om EU-udvidelsen, der på vigtige områder kommer de danske ønsker i møde. Det er det luxembourgske EU-formandskab, der inden det afgørende EU-topmøde i den kommende uge prøver at bygge bro over medlemslandenes delte meninger om, hvordan udvidelsen af EU skal skride frem.
Luxembourg lægger op til, at EU-Kommissionen fra april næste år går i gang med at gennemgå samtlige 11 ansøgerlandes evne til at leve op til EU's nuværende lovgivning.
Det har udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) og hans svenske kollega, Lena Hjelm-Wallén, også foreslået i et fælles dansk-svensk udspil, der var endnu et forsøg på at få EU-landene til at give grønt lys for optagelsesforhandlinger med alle ansøgerlande på én gang.

Tamilske tigre afleverer soldater-lig
*De srilankanske tamilske tigre overdrog fredag ligene af 111 regeringssoldater, som blev dræbt under voldsomme kampe i den nordlige del af landet de seneste dage. Det var et hårdt slag for regeringsstyrkerne, som har sat eliteenheder ind i bekæmpelsen af tigrene.
Kilder siger, at de voldsomme kampe også har betydet store tab for tigrene, som menes at have mistet mindst lige så mange soldater.

Indvandrere kan bruges i landbruget
*Formanden for Land- og Skovbrugets Arbejdsgiverforening, Jørgen K. Kimø opfordrer sine medlemmer til at ansætte indvandrere. Der er mangel på arbejskraft i både land- og skovbruget, og der er arbejdsløshed blandt indvandrere i Danmark. Han nævner svinesektorens mangel på fodermestre som et oplagt område, hvor man kunne ansætte indvandrere.
Ideen med at ansætte indvandrere fik arbejdsgiverformanden fornylig under et besøg i Norge.
"I Norge er der ved at ske det, at de har brug for indvandring for at skaffe arbejdskraft nok. Herhjemme har vi jo allerede indvandrere, og mange af dem har vanskeligt ved at få arbejde. Der er et stort potentiale i den gruppe," siger Jørgen K. Kimø.

Dansk Familielandbrug bliver hvor de er
*Trods degraderingen i Landbrugsraadet af formanden Peder Thomsen besluttede bestyrelsen i Dansk Familielandbrug i går, at man vil blive i landbrugets paraply-organisation.
Dansk Familielandbrug udtaler i en pressemeddelse udsendt efter gårsdagens bestyrelsesmøde, at organisa-
tionen bliver, fordi det er vigtigt, at nogle kan tale de danske landmænds sag i rådet. Men bestyrelsen ser bestemt ikke med milde øjne på, at "ytringsfriheden er blevet knægtet".
En anderledes reaktion kommer fra Landsforeningen Økologisk Landbrug. Formanden, Henrik Kloppenborg, melder sig med øjeblikkelig virkning ud af De Danske Landboforeninger i protest mod denne forenings rolle i degraderingen af Peder Thomsen i Landbrugsraadet.
Leder på bagsiden
og interview side 5

Irak beklager FN-beslutning
*Irak meddelte fredag, at det "dybt beklager" FN's sikkerhedsråds resolution, der forlænger olie-for-mad-planen.
Irak vil ikke genoptage olie-eksporten, før dets problemer med forsinkelse i fødevareforsyningen løses, siger det irakiske udenrigsministerium. I fredagens meddelelse hed det, at Irak eksporterede alt, hvad det havde tilladelse til, i de to første runder af planen.
Irak siger samtidig, at det fortsat venter på det meste af den mad og medicin, som det har indgået kontrakt om at købe.

Chefredaktør melder sig ud af Venstre
*Venstres flygtningepolitik får nu en chefredaktør på en af landets liberale aviser til at melde sig ud af partiet,
skriver Holbæk Amts Venstreblad, som har nyheden fra DR Regionalen i Næstved.
Chefredaktør Bo Bischoff fra Lolland-Falster Folketidende oplyser til Regionalen, at han har taget dette skridt i konsekvens af den stigende højredrejning i partiet på udlændingepolitikken.
"Partiet er nu længere ude, end jeg har lyst til at være med til," siger han til radioen.
Bo Bishoffs udmeldelse af Venstre får ingen konsekvenser for hans stilling som chefredaktør i Nykøbing Falster.

Tobaksskaderådet tror på globalt forbud
*I Tobaksskaderådet er der mere end tilfredshed med torsdagens EU-afstemning, der resulterede i et forbud mod tobaksreklamer i EU.
"Det er en utrolig stor sejr for alle sygdomsbekæmpende organisationer," siger overlæge Poul Ebbe Nielsen, der er formand for Tobaksskaderådet.
Formanden forventer, at forbudet vil få stor afsmittende virkning både over for USA og de mange tredie verdens lande, hvor tobaksindustrien i disse år gør alt for at øge deres salg med agressive kampagner.
"Jeg tror EU's forbud kan bane vejen for et globalt forbud," siger Poul Ebbe Nielsen. Han er indforstået med, at reklamerne skal have en afviklingsfase på 6-8 år.

Fornyet mistanke mod Pettersson
*Den svenske rigsanklager har fundet nye og belastende vidner mod Christer Pettersson, der bestyrker mistanken om, at han myrdede Olof Palme i 1996. Rigsanklageren har derfor begæret en ny retssag mod Pettersson, der blev ellers frikendt for mordet i 1989.
De, der skal hjælpe anklagerne med at få dømt Christer Pettersson, er en død terror-ist, en afdød illegal våbenhandler, en prostitueret, en taxa-chauffør, der kører sort, samt en lang række småforbrydere, som har lange sider i politiets forbryderregistre.
Nyhedsanalyse
her på siden

Gaskamre en 'detalje' i historien
*Den ekstremt højreorienterede franske politiker Jean-Marie Le Pen sagde under et besøg i München i går, at nazisternes gaskamre under Anden Verdenskrig var en "detalje" i historien.
"Jeg har sagt, og jeg gentager med risiko for at være profan, at gaskamrene er en detalje i Anden Verdenskrigs historie," sagde Le Pen.
Jean-Marie Le Pen forårsagede offentlig skandale i Frankrig i 1987, da han første gang kom med lignende udtalelser om gaskamrene. Samme år fik han en symbolsk dom med en bøde på én franc for sine ytringer.

Hvalkirkegård på Rømø strand
*Trods alle gode kræfter lykkedes det ikke at drive de strandede kaskelothvaler til havs. Ved middagstid fredag måtte biologerne konstatere, at 12 af de 13 hvaler ved Rømø var døde, mens én var forsvundet.
De mange forsøg på at få hvalerne løs, mislykkedes desværre alle. Hvaler er flokdyr, der - så snart de bliver skubbet fri - søger tilbage til fællerne på de lavvandede sandbanker.
Meget tyder på, at en større flok er kommet på gale veje i Nordsøen på deres rejse mellem Nordhavet og de varmere vande ved ækvator. For få dage siden strandede fem kaskelothvaler ved Holland og torsdag gik to på grund ud for Tyskland og fire mere på den britiske sydkyst.

Krav om make-up i retten
*Mærsk Air skal ved retten i Tårnby forklare, hvorfor det A. P. Møller-ejede selskab i uniformsreglementet direkte kræver, at det kvindelige kabinepersonale skal bruge make-up. Det er FTF, der på baggrund af Mærsk Air Kabinebesætningsforening har stævnet Mærsk Air.
"En af de kvindelige ansatte har fået påtale for ikke at ville bruge make-up. Det er ikke det samme som en advarsel i en arbejdsretlig forstand, men det er meget tæt på," siger diretør i FTF Jens Kragh.
Stævningen kommer i umiddelbar forlængelse af en anden sag, hvor en kvinde blev bedt om at møde i lårkort til en specialflyvning bestilt af A. P. Møller.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Statsministeren besøgte grise
*Danmark skal lave en "ambitiøs flerårig handlingsplan" for bedre dyrevelfærd, som skal aftales mellem Folketing, regering og landbruget.
Det foreslog statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fredag efter sit besøg hos to svineproducenter nær Lemvig og Hurup i nordvestjylland.
Han fortrød ikke sine skarpe udfald mod svineproducenterne, men opfordrede til et samarbejde med landbruget. Målet er, at alle nye svinestalde skal bygges til løsgående søer, mens det nu er godt to trediedele. Desuden skal der mere halmstrøelse i staldene, mener statsministeren.
Ved sit velbesøgte visit med talrige kamerahold, journalister og fotografer var han ledsaget af landbrugsminister Henrik Dam Kristensen (S), Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke samt formanden for Dyreetisk Råd, professor Peter Sandø.
Statsministeren understregede, at dansk landbrug kan og skal gøre det bedre med dyrevelfærden.
"Dansk landbrug må forstå, at kravet om stærkere dyrevelfærd ikke er i modstrid med landbrugets egne interesser". Han advarede desuden imod at undervurdere forbrugernes vilje til at betale mere, hvis dyrene får det bedre.
"Danskerne vil godt betale lidt ekstra for en god flæskesteg til jul. Jeg melder mig i hvert fald som den første," forsikrede Nyrup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu