Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

2. december 1997

Sidste finanslovsforlig på plads
*Finansminister Mogens Lykketoft (S) er godt tilfreds både med udfaldet af finanslovforhandlingerne og med, at forløbet blev så udramatisk.
Det sidste er til dels resultatet af, at regeringen har syet på kludetæppet i lang tid.
"For mig er det en historisk erfaring, at det bliver sværere at føre ansvarlig økonomisk politik, jo tættere man kommer på et folketingsvalg," siger finansministeren. Derfor har jeg prøvet at tilrettelægge forløbet, så vi i god tid fik nogle store klodser af vejen".
Leder på forsiden
og artikel side 4

Økonomien sejlet i sænk på Danyard
*Danmarks næststørste skibsværft, Danyard i Frederikshavn, lukkes senest ved udgangen af 1999, når det sidste skib i den nuværende ordrebog er leveret.
"Det eneste, som kan ændre på det er, at værftet forinden får nye overskudsgivende ordrer. Vi har taget en principbeslutning om, at nye ordrer økonomisk set skal kunne hvile i sig selv, siger direktør Michael Christiansen til Ugebrevet Mandag Morgen.
Den forudsætning vil med stor sikkerhed ikke blive opfyldt. Værftet har endnu ikke styr på sine omkostninger, og effektiviteten er ikke så god, at værftet kan bygge skibe med overskud. Det viser en analyse som Mandag Morgen har foretaget.
Skibsværftet gav i første halvår af 1997 et underskud på 308 mio. kr, og i andet
halvår ventes kun en lille forbedring til minus 250 mio. kr.

Afghanske eksil-ledere holder møde
*Afghanske eksil-ledere, som er blevet afsat af den fundamentalistiske Taliban-milits, samledes i går til et tre-dages møde i den iranske by Esfahan, oplyste det officielle iranske nyhedsbureau IRNA.
Blandt deltagerne er tidligere præsident Burhanuddin Rabbani og tidligere ministerpræsident Gulbuddin Hekmatyar såvel som en række politiske og religiøse ledere.
Talibans radio oplyste søndag, at bevægelsen ikke deltager i konferencen.
Kabuls magthavere beskriver konferencen som udlandes forsøg på at mobilisere modstand mod Taliban-styret.

USA og Norge uenige om landminer
*USA skal have truet Norge med at fjerne alt forhåndslagret amerikansk militærudstyr fra Norge, hvis nordmændene kræver afvikling af de amerikanske landmine-lagre i Norge. Det skriver Aftenposten mandag.
Uenigheden er brudt ud i forbindelse med underskrivelsen i Canada i denne uge af et internationalt forbud mod landminer - en traktat som USA ikke ønsker at undertegne, men som Norge har været en af initiativ-tagerne til.
Det amerikanske militærs holdning er ifølge avisen, at landmine-lagrene er så vigtige, at man lige så godt kan trække alt udstyr tilbage, hvis minerne ikke får lov at blive.

TVS er en seerkatastrofe
*Den danske tv-sportskanal, TVS, har i dag mellem 700 og 2.500 betalende seere, siger flere uafhængige kilder til Økonomisk Ugebrev.
Dermed bekræftes tidligere dystre udsigter for TVS, der har Tele Danmark som bagmand og forventer at have 39.000 seere i 1998.
Direktøren for Tele Danmarks kabel-tv, Bo Christensen, afviser at kommentere de fatale abonnementstal, men siger, at sportskanalen op mod jul overvejer at lave en særlig kampagne for at skaffe flere abonnenter.
Det kan f.eks. betyde, at antenneforeninger tilbydes provision for hver ny kunde, de skaffer, siger han.
TVS betaler allerede i dag provision til bl.a. idrætsforeninger, som skaffer tv-kanalen nye abonnenter.

Meningsmåling: S går frem igen
*Socialdemokratiet går frem igen efter oktobers nedtur.
Det er en af tendenserne i et justeret gennemsnit af novembers meningsmålinger, som valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har udarbejdet for Ritzaus Bureau.
Ifølge målingen står S til 30,2 procent, K til 11,8 procent og V til 25,6 procent.
Dansk Folkeparti ligger i novembers målinger på 10,7 procent, hvilket er en stagnering i forhold til sidste måneds 11,1 procent.
CD har med 2,7 procents tilslutning lagt yderligere luft til spærregrænsen, SF står til 8,0 procent, de radikale til 4,2, Enhedslisten til 2,8 procent og Fremskridtspartiet til bare 1,6 procent.

Barn hiv-smittet på sygehus
*Et barn er blevet hiv-smittet på Aalborg Sygehus, hvor det blev behandlet for kræft. Kilden til den livsfarlige smitte er sandsynligvis et hiv-positivt barn, som har været til behandling på børneafdelingen samtidig med det kræftsyge barn, oplyser sygehuset . Undersøgelser havde i går aftes ikke kunnet vise, hvordan smitten er overført. Donorblod var udelukket.
Sundhedsstyrelsen har bedt embedslægeinstitutio-nen om at undersøge, om børneafdelingen på sygehuset overholder de retningslinier, som gælder for at undgå overførsel af hiv-smitte, som kan føre til sygdommen aids.

Israel godkender 900 nye bosættelser
*Israels regering har - til trods for politisk pres fra Washington og fra palæstinenserne - godkendt oprettelsen af 900 nye bosættelser i Alfe Menashe på Vestbredden, oplyster byens borgmester.
Det er anden gang inden for den seneste måned, at Israels regering med ministerpræsident Netanyahu i spidsen, godkender opførelse af nye bosættelser i Alfe Menashe, der ligger ca. tre km fra den israelske grænse. Udvidelsen af bosættelserne kommer umiddelbart efter, at Netanyahus regering søndag enedes om en betinget israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden.
Artikel side 5

Økologerne får ny direktør
*Landsforeningen Økologisk Jordbrug og Økologisk Landscenter har ansat den 44-årige Henrik Vinther som fælles direktør for de to organisa-
tioner fra den 1. januar 1998.
Den nye direktør skal opbygge en helt ny struktur i Økologiens Hus med fælles kontorer for de økologiske organisationer. Stillingen som direktør er nyoprettet og er et resultat af det tættere samarbejde, som de økologiske organisationer har besluttet at
realisere.

S overtager formandsposten i KL
*En ny aftale mellem Socialdemokratiet, de radikale og SF sikrer til foråret Socialdemokratiet den eftertragtede formandspost i Kommunernes Landsforening (KL) efter venstre-manden, borgmester Evan Jensen.
Det bekræftede det radikale byrådsmedlem i Herning, Johannes Poulsen, i går over for Ritzau.
"Vi har indgået en aftale, der betyder, at der sker et systemskifte, når der skal vælges ny KL-bestyrelse til for-året. Det er dog endnu ikke afgjort hvem der skal være ny formand," siger Johannes Poulsen.
De tre partier sidder efter det netop overståede amts- og kommunalvalg på et flertal på ni ud af de 17 pladser i KL's bestyrelse.
Blandt favoritterne til at overtage formandsposten for KL nævnes de to socialdemokratiske borgmestre i henholdvis Odense og Horsens - Anker Boje og Vagn Ry Nielsen.

På sporet af stjålent holocaust-guld
*Nazi-Tyskland stjal for 146 mio. dollar guld fra ofrene for holocaust.
Det fremgår af en ny undersøgelse, som blev offentliggjort i går i Schweiz.
Undersøgelsen, som er lavet af et internationalt panel af historikere, fortæller også, at schweiziske banker modtog tre gange så meget guld fra nazi-Tyskland, end hvad der ellers har været antaget. Ifølge undersøgelsen drejer det sig om guld til en værdi af 61,2 mio. dollar (ca. 410 mio. kr.). Alle priserne på guldet er i 1945-priser.
Den nye undersøgelse fremlægges dagen inden, der indledes en international konference i London om det stjålne nazi-guld.

Kvinder får lov til at opstille
*Kvinderne i den lille, arabiske stat Qatar får for første gang lov til at stemme ved og opstille til lokalvalg, når der næste år afholdes kommunalvalg i oliestaten.
"Det er et stort skridt mod at udvide den folkelige deltagelse og gradvist etablere grundlaget for en demokratisk praksis i vores land," sagde emiren Sheikh Hamad bin Khalifa al-Thani i går.
Emiren af Qatar sagde desuden, at han også ønsker en omorganisering af det juridiske system. Der skal oprettes en "højere juridisk instans", som skal forene den islamiske sharia-lov med civilretslige lovbegreber.

Forbrugerrådet: PVC skal forbydes
*Forbrugerrådet besluttede mandag på sin rådsforsamling at skærpe holdningen til PVC. Rådet vurderer, at de sundheds- og miljømæssige konsekvenser af PVC er så alvorlige, at indpakningsproduktet skal forbydes hurtigst muligt. Hidtil har rådet ment, at det var tilstrækkeligt at mærke PVC-varer og således lade den enkelte forbruger vælge, om man ønsker at sætte tænderne i madvarer der har været indpakket i PVC-film.
"Men mærkning er tilsyneladende hverken politisk realistisk eller tilstrækkeligt pga. det uoverskuelige udbud udbud af PVC-varer," siger miljøkonsulent Thomas Breck i en pressemeddelelse.

Landmænd brænder inde med halm
*Bønder, som har investeret milliarder i udstyr til behandling af biobrændsel, er blevet sorteper, fordi elværkerne ikke opfylder deres del af en aftale om forbrænding af halm. Det skrev Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.
Selvom biomasseaftalen fra 1993 mellem elværkerne og et flertal i Folketinget blev bekræftet for nylig, hverken kan eller vil el-sektoren overholde den. Problemet er, at de ikke kan nå at bygge de nye forbrændingsanlæg inden år 2000.
"Det er meget frustrerende, at elværkerne åbentbart står så stærkt, at de kan gøre som det passer dem," siger formanden for Danske Halmleverandører og Landbrugets Halmudvalg, Hans Stougaard.

Afgiften på pesticider fordobles
*Som supplement til aftalen for et par dage siden om en kvælstofafgift har SF aftalt med regeringen at fordoble afgiften på pesticider.
Samtidig skal regeringen underøge muligheden for at anvende behandlingshyppighed som afgiftsgrundlag. Målet er at begrænse forbruget af bekæmpelsesmidler og styrke princippet om, at forureneren betaler.
Den forhøjede afgift ventes at give statskassen ekstra indtægter på 100 mio. kr. om året. Forhøjelsen skal først gennem EU's godkendelsesprocedure, og derfor træder den formentlig først i kraft den 1. juli 1998. Provenuet ventes første år at blive 70 mio. kr., som er aftalt anvendt til forskning i grundvand og miljø, uddannelse og konsulenttjeneste med henblik på at begrænse mængden af pesticider, dyrkningsrestriktioner og kompensation samt overvågning af vandmiljøet.

USA afviser irakisk inspektionstilbud
*USA afviste mandag på det bestemteste det irakiske forslag om at lade diplomater og FN-eksperter inspicere Iraks præsident Saddam Husseins pa-ladser for ulovlige masseødelæggelsesvåben.
Irak afviste i sidste uge et krav om at lade FN's våbeninspektører i organisationen UNSCOM, der siden 1991 har arbejdet med at finde og destruere irakiske masseødelæggelsesvåben, inspicere paladserne. Andre eksperter må godt, sagde irakerne, men ikke våbeninspektørerne.
"Det accepterer vi ikke. Vi mener, at det skal være FN-inspektørerne, der er kvalificerede og ved, hvad de gør. Ikke diplomater", sagde Bill Richardson, USA's FN-ambassadør, til tv-selskabet ABC.
Mandag kastede irakiske demonstranter sten mod FN-folk i vrede over rationeringen på import af mad og medicin. En talsmand for FN sagde dog, at der - udover en smadret rude i en FN-bil - ikke skete nogen skade.
Den fortsatte krise i Golf-området blev yderligere understreget af, at Kuwait i går afprøvede sit luftalarmsystem.
Luftalarmen har ikke været i brug siden 1990, da landet blev invaderet af irakiske tropper.
Der bor omkring 1 million fattige i Bagdads fattige kvarterer, hvor episoden med stenkast fandt sted.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu