Læsetid: 8 min.

DØGNETS NYHEDER

23. december 1997

S lægger afstand til europa-bevægelse
*Socialdemokraten Ove Fich lægger den nye tværpolitiske bevægelse "Danmark i Europa" på is. Ove Fich, som er partiets EU-ordfører, siger til Aktuelt mandag, at Socialdemokratiet "ikke vil være med i et sammenrend med partiet Venstre og Uffe Ellemann-Jensen".
Drivkræfterne bag "Danmark i Europa" er Dansk Metalarbejderforbund og Dansk Industri. Partierne V, K og S har deltaget i forberedelserne, og Socialdemokratiets forretningsudvalg gav på et møde i november partiets daglige ledelse bemyndigelse til at melde partiet ind.
Socialdemokratiets partisekretær, Willy Stig Andersen, udtalte efterfølgende i går at det må bygge på en misforståelse, når Ove Fich afviser, at partiet kan deltage i den nye organisation.
Artikel side 4

Milosevic styrket efter valg
*Den serbiske valgkommission meddelte sent mandag eftermiddag, at Milan Milutinovic vandt søndagens præsidentvalg i Serbien. Dermed kan Jugoslaviens stærke mand, Slobodan Milosevic, være tilfreds: Hans egen kandidat ved præsidentvalget vandt, og det sikrer ham et fortsat stramt greb om Jugoslavien. Hvorvidt valget også var demokratisk, er et helt andet spørgsmål.
Ifølge valgkommissionen fik Milutinovic 58,6 procent af de afgivne stemmer, mens den fascistiske kandidat, Vojislav Seselj, fik 38,14 procent. Og valgdeltagelsen kneb sig lige over 50 procent - nemlig 50,53 procent af vælgerskaren.
Nyhedsanalyse her på siden og artikel side 5

Udlændingestyrelsen reviderer homepage
*Udlændingestyrelsen vil nu gennemgå og ændre sin hjemmeside på Internet - bl.a. som følge af en massiv kritik i flere artikler i Ekstra-Bladet. Her er det blevet fremført, at teksten i styrelsens hjemmeside direkte inviterer til, at nye asylsøgere søger til Danmark.
Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl udsendte mandag en pressemeddelelse, hvor han kræver hjemmesiden lukket: "Der er ingen mening i, at det danske indenrigsministerium har oplysninger til udlændinge på andre sprog," skriver han.
Artikler på forsiden og side 4

Ung, liberal litauisk præsidentkandidat
*Arturas Paulauskas, der er favorit til at blive Litauens næste præsident efter at have vundet første runde af præsidentvalget, er en ung, pragmatisk og liberal politiker. I hvert fald præsenterer han sig selv som sådan, men det er en sandhed med modifikationer. For selv om han ved første valgrunde søndag fik godt 45 procent af de afgivne stemmer, siger hans kritikere, at hans moderne medievenlige fremtræden er et røgslør over hans tætte forbindelser til Litauens herskende klasse fra landets tid som en del af Sovjetunionen.
"Paulauskas er en del af den gamle kommunistiske elite," siger Landsbergis, som stod i spidsen for Litauens selvstændighedsproces i slutningen af 1980'erne.
Landsbergis, der er kendt for sine anti-kommunistiske og nationalistiske synspunkter, kom ind på en tredieplads ved søndagens valg.
Artikel side 5

Iransk politi anholdt unge
*Politiet stormede mandag et cafeteria i den nordlige del af Teheran, og anholdt snesevis af unge par som led i kampen mod vestlig levevis, sagde vidner. Efter at have undersøgt identiteten hos gæsterne og fastslået, at parrene ved ikke var i familie, blev kvinderne ført ind i en politibus, mens mændene blev ført ind i almindelige patruljebiler.
En halv snes kvinder, hvoraf flere bar kulørte slør og en smule make-up blev ført ind i bussen, som skulle køre dem til et center, der tager sig af personer med sociale problemer.
Efter den islamiske revolution i 1979 blev der indført streng islamisk lovgivning i Iran, og politiet og religiøse militser standser vilkårligt unge par på restauranter eller i parker og anholder dem, hvis de ikke kan bevise, at de er i familie med hinanden.

Burmas styre har ikke ændret kurs
*Burmas militærstyre har ikke ændret sin politiske linje, trods en stor udskiftning i den militære top i sidste måned. Det siger den burmesiske oppositionsleder og Nobelprismodtager, Aung San Suu Kyi, i et interview offentligjort i den britiske avis The Guardian mandag.
"Jeg ved ikke, om de forsøgte at hvidvaske juntaen eller forsøgte at finde en syndebuk for deres fejlslagne økonomiske politik," siger Suu Kyi om sidste måneds regeringsomdannelse.
Juntaen skiftede i forbindelse med omdannelsen navn fra Det Statslige Råd for Genoprettelsen af Ro og Orden til det blidere klingende Det Statslige Råd for Fred og Udvikling. Suu Kyi siger, at oppositionen i Burma intet har mærket til nye, blidere toner.

Lukket diskussion i plejehjemssag
*Højesteret ventes her til eftermiddag at afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den kvinde, der er sigtet for drab på 22 ældre på et københavnsk plejehjem.
Et retsmøde i går varede fra klokken ni om morgenen til godt 16-tiden om eftermiddagen. Dørene var lukket efter krav fra anklagemyndigheden, der var repræsenteret af konstitueret statsadvokat Hanne Schmidt fra rigsadvokatens kontor og af politiadvokat Michael Jørgensen fra Københavns Politi.
De to anklagere krævede fortsat varetægtsfængsling, mens plejehjemsassistentens forsvarer, advokat Thomas Rørdam, argumenterede for en løsladelse.

Weiss: Forbud mod alkoholsalg til børn
*Sundhedsminister Birte Weiss har nu sendt et lovforslag ud til høring, der skal forbyde salg af alkoholiske drikke til børn under 15 år. Detailhandlende, der alligevel sælger øl, vin og spiritus til børn, skal straffes med bøde eller i grovere sager med hæfte.
"Jeg har haft uforpligtende kontakter med ordførerne for SF, Enhedslisten, Venstre og de konservative, og jeg tror, det endelige forslag kan blive vedtaget i Folketinget," siger Birte Weiss til Ritzau.

Ikea anvender børn ved møbelproduktion
*Den svenske møbelproducent Ikea sælger møbler, som er lavet af børnearbejdere i Vietnam og Filippinerne. Det rapporterede svensk tv i et program, som blev vist mandag aften.
Ikeas koncernchef, Anders Moberg, afviste imidlertid i går de oplysninger, der blev bragt i tv-programmet. Moberg siger, at underleverandører i Filippinerne har benyttet sig af børn i produktionen, men at Ikea nu har afbrudt samarbejdet med disse virksomheder. I Vietnam erkender den svenske virksomhed, at unge i alderen 14-15 år arbejder på fabrikker, hvor Ikea køber møbler. Men ifølge vietnamisk lov er det ikke ulovligt, at unge i den alder indgår i produktionen. Derfor har Ikea ikke tænkt sig at afbryde samarbejdet med de
vietnamesiske virksomheder.

Babading Fatty får erstatning
*En turist fra Gambia får i alt 360.000 kroner fra den danske stat som kompensation for de lidelser, han blev udsat for under sit besøg i Danmark i efteråret 1990.
Babading Fatty blev anholdt og senere under frihedsberøvelsen slået og spændt fast til en briks. Oplevelserne var så plagsomme for ham, at han siden har været ude af stand til at arbejde.
Beløbet er fastsat efter forligsforhandlinger mellem på den ene side Justitsministeriet og på den anden Babading Fattys advokat, Lars Dinesen.

Jeltsin føler sig rask igen
*Den russiske præsident Boris Jeltsin sagde mandag, at han vil forlade klinikken i Moskva, hvor han blev behandlet for en forkølelse, og vende tilbage til arbejdet i dag.
"Jeg er kommet mig over min sygdom," sagde Jeltsin forud for et møde med ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin på Barvikha klinikken.
I tirsdags sagde Jeltsin også, at han ville forlade klinikken, men fem timer senere oplyste han, at hans rådgivere havde overtalt ham til at blive lidt længere. I fredags oplyste hans læger, at han havde lovet at blive på Barvikha klinikken yderligere en uge.

Prodi slap med skrækken for retssag
*Italiens ministerpræsident Prodi slap med skrækken for en retssag, men må nu leve med en mistanke, der aldrig bliver helt fjernet.
En italiensk dommer har besluttet, at der ikke er tilstrækkeligt juridisk grundlag for at retforfølge Prodi i en sag om embedsmisbrug og interessekonflikt, der hidrører fra hans fortid som bestyrelsesformand for det statsejede holdingselskab Iri.
Prodi forvaltede i 1993 privatiseringen af fødevarevirksomheden Cirio-Bertolli-De Rica, og i et år har anklagemyndigheden koncentreret sig om Cirio, der blev solgt til et ukendt syditaliensk konsortium, som efterfølgende solgte olivenolieafdelingen videre til anglo-hollandske Unilever. Prodi har tidligere været konsulent for Unilever, og mistanken gik på, at han havde solgt Cirio for billigt til fordel for Unilever.
Prodi har hele tiden afvist anklagerne.

Soldater brugt som forsøgskaniner
*Omkring 8.000 amerikanske soldater, som var udstationeret i Golf-området under Golf-krigen blev udsat for eksperimenter med botulisme, uden at de selv havde givet samtykke hertil, skrev Ohio-avisen The Plain Dealer i går. Botulisme, der også kendes som "pølseforgiftning", er et giftstof, som udvikles af stavbakterier i f.eks. konserverede kødvarer. Vaccinationerne med botulisme-giften blev givet til trods for, at det er i strid med det etiske kodeks, der er udstukket inden for militæret, og som siger, at det er uetisk at give soldater en sådan vaccine uden deres egen samtykke, skriver Ohio-avisen.
De indsprøjtninger, som de amerikanske soldater fik med botulisme, undersøges nu i dag for at finde ud af, om de kan være årsag til det mystiske Golfkrigs-syndrom, som forskerne ikke har kunnet finde ud af, skriver avisen.
Siden 1950'erne har det været forbudt amerikansk militær at eksperimentere med lægemidler og vacciner på soldater, uden at disse har kendskab til det.

Fly invaderet af aggressive bier
*Den brasilianske lufthavn i Rio De Janairo har sine trængsler med områdets øvrige - bevingede - beboere: For nylig måtte lufthavnsmyndighederne tage nytårsfyrværkeri i brug for at få en gruppe genstridige sorte gribbe til at forføje sig.
Senest har lufthavnen været vært for endnu en gruppe uønskede gæster: En sværm aggressive bier. Bierne var skyld i at et Boing-767 fly måtte aflyses, fordi de havde valgt at slå sig ned på flyets næse. Efter flere forsøg på at få de lidet venligt stemte bier til at vælge et andet opholdssted, måtte besætningen køre flyet hen i et fredeligt hjørne af flyvepladsen og tilkalde brandvæsenet, som med strømme af vand jagede sværmen på flugt.

Clinton på julebesøg i Bosnien
*USA's præsident, Bill Clinton, landede i går eftermiddag i Tuzla i det nordvestlige Bosnien, hvor præ-sidenten skal besøge de omkring 8.500 amerikanske soldater, der gør tjeneste i den NATO-ledede SFOR-styrke.
Clintons julebesøg i Bosnien kommer kun få dage efter, at han offentliggjorde, at de amerikanske styrkers tilstedeværelse i SFOR-styrken i Bosnien forlænges. De skulle ifølge den oprindelige plan have være trukket hjem i juni, men Clinton er gået med til, at forlænge deres mandat.
Clinton kom til Tuzla fra et tågeomhyllet Sarajevo, hvor han spadserede igennem den gamle del af byen og talte i Nationalteatret.
I sin tale glædede præsident Clinton sig over, at kvinder og børn nu kan gå i sikkerhed på gaden, og at de ikke længere er udsat for snigskytter og granater. Forinden havde præsident Clinton haft et møde med de tre bosniske ledere, muslimen Izetbegovic, serberen Krajisnik og kroaten Zubak. Clinton opfordrede dem til at følge Dayton-fredsaftalen og sikre en permanent våbenhvile i Bosnien.
"I har lovet at isolere og anholde sigtede krigsforbrydere, nu bliver I nødt til at følge op på jeres løfter," sagde Clinton.
Leder på bagsiden

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her