Læsetid: 8 min.

DØGNETS NYHEDER

22. december 1997

Sydkorea vedtager krisepakke
*De politiske partier i Sydkorea blev lørdag enige om en pakke finansielle reformer, som Den Internationale Valutafond (IMF) har krævet mod at give landet en redningspakke på 60 milliarder dollar (405 mia. kr.), sagde partitalsmænd.
Partierne aftalte også, at parlamentet vedtager love inden nytår, der vil gøre det muligt for regeringen at udstede statsobligationer med lang løbetid for omkring to milliarder dollar (13,5 mia. kr.) og udsætte en planlagt kapitalvindingsskat i et forsøg på frigøre penge på finansmarkedet.
Aftalen blev indgået på et møde mellem det regerende Store National Parti, som har flertal, og to oppositionspartier. De tre partier vil regere i fællesskab, efter at den nyvalgte præsident Kim Dae-Jung overtager magten i februar.

Hivtest af fremmede
*Det kan ikke lade sig gøre at lægge en attest på at man hiv-negativ til grund for eventuelt opholdstilladelse i Danmark.
Det siger de konservatives sundhedspolitiske ordfører, Henriette Kjær, til Ritzau.
Fremskridtspartiet vil fremsætte forslag om, at alle indvandrere og flygtninge skal lade sig hiv-teste, hvis de vil have opholdstilladelse i Danmark. Baggrunden er en opgørelse fra Statens Seruminstitut, der viser, at hver fjerde hiv-smittede herhjemme er indvandrer.
Ifølge Fremskridtspartiets forslag vil hiv-smittede indvandrere og flygtninge ikke kunne bosætte sig i Danmark. Det Konservative Folkeparti tager afstand fra forslaget.
"Det er både helt imod alle konventioner og imod vores menneskesyn," siger Henriette Kjær.

Syrien: Fred med Netanyahu er umulig
*Fred med Israel er umulig, så længe den israelske ministerpræsident er Benjamin Netanyahu, sagde den syriske statsradio lørdag i sin daglige politiske kommentar.
"Israel står bag fiaskoen i det internationale samfunds og specielt USA's fredsbestræbelser. Verden er nu overbevist om, at efter Benjamin Netanyahu kom til, så er fredsprocessen kommet ind i en tunnel, hvorfra ingen kan komme ud, så længe han er ved magten," hed det i radioen, der tilføjede, at Netanyahus regering kun er interesseret i "fortsat besættelse af land og udvidelse af (jødiske) bosættelser".
Fredsforhandlingerne mellem Israel og Syrien har været fastfrosset siden februar 1996 - tre måneder før Netanyahu vandt det israelske valg.

Incest-center lukker
*Københavns kommune har sagt nej til fortsat støtte Thora-centeret, et center for ofre for incest og sexchikane i København. Centret, som har fået flere internationale priser for sit arbejde, lukker derfor til nytår. Det har eksisteret i to år og er enestående, fordi det giver behandling både til ofret og til krænkeren. Hele familien inddrages i terapien.
Centret har i løbet af de seneste ti måneder haft 650 henvendelser fra mænd, kvinder, forældre og børn.
Psykolog Bodil Dischow, som leder centret, har selv givet gratis hjælp. En lang række instanser har afslået af give de 200.000 kr, som huslejen vil koste i fremtiden. Hidtil er pengene kommet fra en kommunal pulje til nye initiativer.

Finland kritiserer Danmark og Sverige
*Finlands statsminister, Paavo Lipponen, siger søndag i et interview med avisen Helsingin Sanomat, at Sverige og Danmark "kun har det ene ben" med i EU, fordi de endnu ikke har besluttet sig for at gå med i ØMU'en.
Det svækker ifølge den finske statsminister de nordiske landes muligheder for at påvirke EU.
Lipponen siger også, at de nordiske lande skulle have gode muligheder for at påvirke EU før Polen, Tjekkiet og Ungarn optages. Ifølge Lipponen vil de tre lande ændre konstellationen i EU og dermed de nordiske landes muligheder for at påvirke unionen.

Paulauskas står til sejr ved valg i Litauen
*Litauerne gik i går til et præsidentvalg, som ventes at blive vundet af en opstigende stjerne i det reformerede kommunistparti,
Der er godt 2,5 millioner vælgere i det lille baltiske land, og hovedparten af de adspurgte i en opinionsundersøgelse i hovedstaden Vilnius sagde, at de havde stemt på den 44-årige Arturas Paulauskas.
Ud af de syv opstillede kandidater spås kun tre af dem at have en chance for at gå videre til anden valgrunde.
Paulauskas, som er forhenværende rigsadvokat og støttes af det tidligere kommunistiske Demokratiske Arbejderparti, står i meningsmålingerne til 33,9 procent - det er den største tilslutning, men dog langt fra de 50 procent, der kræves for at vinde den første valgrunde søndag.
Centrumkandidaten Valdas Adamkus, som er 71 år, accepterede aldrig den sovjetiske besættelse af hjemlandet. Han spås at få 29,3 procent. Han kom for nyligt tilbage fra USA, hvortil han udvandrede i 1949.
Den tredje vægtige kandidat er den tidligere statschef Vytautas Landsbergis, som står til kun 12,5 procent.

Sag mod kriminalforsorg på vej
*Direktoratet for Kriminalforsorgen bliver muligvis stævnet for at have indført et ulovligt indgreb over for forsvarsadvokaterne. Advokat Jørgen Jacobsen overvejer i disse dage, om han skal gå til domstolene med problemet.
I de seneste par måneder har Kriminalforsorgen krævet, at advokater, der besøger deres klienter bag murerne i de fire fængsler med rockere, skal visiteres. Desuden må de ikke tage deres mobiltelefoner med ind i fængslet.
Landsforeningen af Beskikkede Advokater mener, at det er udtryk for en generel mistænkeliggørelse af hele forsvarerstanden

General anholdt for kupforsøg i Nigeria
*Nummer to i Nigerias militærregering er blevet anholdt for forsøg på at vælte Nigerias leder, general Sani Abacha, sagde nigeriansk tv i aftes.
Den næst-højest rangerende i militærregeringen, general Oladipo Diya, blev ifølge det statslige tv anholdt sammen med 11 andre officerer og civile.
I tv-udsendelsen blev befolkningen bedt om at forholde sig i ro og fortsætte dagliglivet.
To andre af de anholdte er officerer og i lighed med Diya yorubaer fra det sydvestlige Nigeria, som også er hjem for den tilbageholdte Moshood Abiola, der påberåber sig præsidentposten. Området er kendt for at være modstander af militærstyret.

Dianas familie sagsøger Al Fayed
*Prinsesse Dianas familie vil sagsøge Harrods ejer, Mohammed Al Fayed, for mindst 8 mio. pund for den auto-ulykke, der i august kostede hende livet i Paris, skriver the Sunday Times.
Beløbet svarer til arveafgiften af de 21 mio. pund som hun efterlod sine sønner, prinserne William og Harry, skriver avisen.
Eksekutorerne i prinsesse Dainas bo overvejer også at kræve de yderligere 25 mio. pund, som hendes formue ville ville være vokset med, hvis hun havde fået lov at leve f.eks. 30 år yderligere.
Den bil, som prinsesse Diana blev dræbt i, blev kørt af Henri Paul, der var ansat på Ritz Hotel i Paris, som ejes af Al Fayed. Al Fayeds søn, Dodi - Dianas kæreste - og chaufføren blev også dræbt ved ulykken.
Undersøgelser foretaget efter ulykken viste, at Henri Paul havde drukket tre gange så meget som de franske spiritus-regler tillader, før han satte sig til rattet.

Gelé afløser tandlægens bor
*Selv om julen knaser sødt mellem tænderne, risikerer tandlægens bor at miste arbejdsopgaver de kommende år. Et nyt behandlingsmiddel - en gelé - kan gøre det samme arbejde men uden smerter for patienten. Svenske tandlægeskoler har sat midlet på skemaet, men på danske tandlægeskoler mødes det svenske produkt med skepsis forud for en test.
Den lyserøde gelé lægges i en dråbe på den karies-angrebne del af tanden. Efter 10-15 sekunder kan det syge væv skrabes væk og fyldningen trykkes på.

Sejlivede kræftpatienter undersøges
*De kræftpatienter, som lever exceptionelt længe, skal nu undersøges.
"I vores verden er der en tendens til, at de patienter, der lever længe, blot bliver betragtet som uinteressante biologiske variationer," siger læge Ulrik Dige, Svendborg.
Han påbegynder i det nye år en opsporing af exceptionelle kræftpatienter. Ambitionen er i første omgang at finde omkring 40 patienter.
Formålet er dels at give et etisk håb til andre kræftpatienter, dels at få videnskabeligt afdækket, om der kan afsløres karakteristiske fællestræk blandt de exceptionelle kræftpatienter.

Rekordhandel til jul
*Danskerne vil i år har bruge over fem milliarder kroner på julehandelen. Dermed ligger handelen i december ca. 30 procent over årets øvrige måneder, og omsætningsmæssigt er der udsigt til en rekordjul, viser en opgørelse fra brancheorganisationen Dansk Handel og Service.
Både lørdag og søndag havde butikkerne overalt i landet længe åbent, og der var masser af mennesker på jagt efter de sidste presenter.
Blandt de meget populære julegaver nævner forretningerne i år parfumevarer, damelingeri, bøger og rødvin.

Colombia vil forhandle med oprørere
*Colombias præsident, Ernesto Samper, vil gerne indlede en fredsproces med venstreorienterede oprørere, inden hans embedsperiode udløber næste år, og han har taget et overraskende initiativ til inddrage USA i processen.
Nyhedsmedier oplyste søndag, at Samper i en tale til diplomater i Bogota forleden nævnte "det mulige samarbejde med USA's regering i bestræbelserne på at skabe den fred, vi ønsker".
Samper sagde, at han ønsker, at forholdet til USA omfatter andet end samarbejde om narkotikabekæmpelse. Han vil gerne have amerikansk deltagelse i forsøget på at gennemføre en forhandlingsløsning på oprørernes krigsførelse, som har varet i over 40 år og koster i gennemsnit 5.000 mennesker livet om året. Det er dog tvivlsomt, om oprørerne fra henholdsvis de kommunistiske Colombias Væbnede Revolutionære Styrker og den cubansk-orienterede Den Nationale Befrielseshær vil godtage amerikansk mægling.

Skotsk parlamentsvalg i maj 1999
*Den britiske regering meddelte søndag, at det første valg til Skotlands nye parlament skal holdes den 6. maj 1999.
Valget finder sted samtidig med, at der også holdes valg til de skotske byråd, hvilket vil give en række praktiske fordele, som minister for Skotland, Donald Dewar, sagde.
Vælgerne i Skotland skal stemme efter et kompliceret valgsystem, der kombinerer det traditionelle britiske system med valg i enkeltmandskredse med regionale forholdstalslister.
Det nye parlament skal samles i Edinburgh, men hvor præcist er ikke klarlagt endnu. Parlamentet får 129 pladser, og parlamentsmedlemmerne får bl.a. beføjelser til at opkræve skatter af skotterne.

Nordkorea vil bede Danmark om hjælp
*Den nordkoreanske regering vil i et brev direkte bede den danske regering om hjælp til at få oksekød fra EU's overskudslagre, skrev dagbladet Politiken søndag.
Manglen på mad i Nordkorea er nu så alvorlig, at både de nordkoreanske myndigheder og internationale nødhjælpsorganisationer skønner, at dele af befolkningen lider af permanent underernæring.
Ifølge den nordkoreanske regering er et af de store problemer, at fødevarehjælpen kun består af majs og ris. Landet har desperat brug for kød, og derfor vil Nordkorea officielt bede den danske regering om at presse på, for at EU sender noget af sit overskudskød til Nordkorea.
EU-kommissionen har tidligere afvist en anmodning fra Nordkorea om overskudskød. Begrundelsen var, at EU for de penge, det ville koste at sende kødet helt fra Europa, kan købe meget mere majs og ris i Nordkoreas nabolande som nødhjælp.
"Men vi kan ikke leve af majs og ris alene," siger Nordkoreas vicelandbrugsminister, Kim Yong Suk, til Politiken og fortæller, at mange nordkoreanere har levet uden kød i meget lang tid.
Som beskrevet i Information i november har Folkekirkens Nødhjælp tidligere kritiseret politikere og nødhjælpsorganisationer for, at de har ladet sig påvirke af kødindustrien, når de har udtalt, at det er en god ide at sende oksekød til fra EU's overskudslagre til Nordkorea

Redigeret af Hanne B.
Jørgensen og Claus
Overgaard Knudsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu