Læsetid: 12 min.

Den dresserede mammut

6. december 1997

Billedet af den stejlende mammut er gengivet i alverdens bøger om istidskunst, uden at der er givet en udførlig tolkning af billedet. Ingen har vovet at drage den logiske konsekvens: At mammutten kunne være dresseret

Når vi betages, ja rent ud sagt: overvældes af at se elefanter i cirkusmanegen, forstår vi, at mennesker altid har ladet sig fascinere af disse vældige dyr. Trods en vægt på 3-4 tons bevæger en elefant sig let og adræt, uden at man knap hører et fodtramp - ja, en veltrænet elefant synes næsten at kunne ophæve tyngdeloven. Det er en oplevelse at se, netop fordi elefanten er så stor.
I istiden var vore forfædre lige så betaget af den tids elefant, mammutten, som de malede utallige billeder af i deres huler. Disse billeder er så naturalistiske, at vi virkelig kan se, kunstnerne har kendt disse dyr særdeles godt. Dengang levede der langt færre mennesker end nu, men langt flere dyr. På den måde har mennesker levet tættere på dyrene dengang, end da de senere begyndte med regulært husdyrhold.
Mere end 30.000 år gamle malerier af mammutter og andre dyr blev i 1922 opdaget af en ung mand, Andre David, i en sydvestfransk klippehule. Stedet kaldes Pech-Merle ved landsbyen Cabarets, der ligger på sletten i distriktet Lot, knap 50 km øst for Cahors.
I hulens ler fandt man fodspor af istidens mennesker, der et sted i loftet havde tegnet billeder med fingrene, blandt andet af en stenbuk, en kæmpehjort, en mammut, nøgne kvinder og en liggende skikkelse. Nogle steder i hulen var der drypstensformationer på gulvet, såkaldte stalagmitter. Disse ligner fra naturens side mammutter, med højt løftet hoved og vigende ryglinie, og med drypsten ned langs siderne som mammuttens lange behåring. En sådan stalagmit har inspireret istidskunstneren, der har malet en sort ryglinie op mod et naturligt hoved i stenen, hvorfra en snabel strækker sig ned som drypsten.
Langt inde i hulen, 95 meter fra indgangen, var der malet to heste, og omkring dem havde kunstneren blæst farve ud over sine hænder, så håndaftrykkene stadig står på klippen med farve omkring. Desuden fandt man en koncentration af malerier i et afsnit af hulen, som man siden har kaldt "mammutkapellet", med billeder af urokser, heste og frem for alt mammutter, mere end ti styk, hvoraf en står på bagbenene.
Billedet af denne stejlende mammut er gengivet i alverdens bøger om istidskunst, uden at der nogetsteds er givet en udførlig beskrivelse endsige tolkning af billedet. Det skyldes åbenbart, at mammutten står på bagbenene ligesom en cirkuselefant, og ingen har vovet at drage den logiske konsekvens: At mammutten kunne være dresseret.
Der er meget, man ikke har vovet at tro om livet i istiden. Ja, selv kunsten i hulerne blev betvivlet af samtlige autoriteter efter opdagelsen af malerier i den nordspanske Altamira-grotte i 1879. Siden da har forskningen gang på gang måttet anlægge nye synsvinkler, og der er stadig nyt at føje til.

Hvad angår den stejlende mammut, var det som at starte med et helt nyfundet hulemaleri, og jeg måtte naturligvis høre højeste sagkundskab. Det vil sige zoologer, der kender til elefanters naturlige adfærd, samt domptøren Camillo, der er ekspert, hvad angår dressur af cirkuselefanter. Her er det ikke nok at være arkæolog. Man må også inddrage hjælpevidenskaber, ligesom ved moderne dateringsmetoder.
Zoologerne kunne klart meddele, at elefanter i naturen ikke vil rejse sig som mammutten i Pech-Merle-hulen, hvor der ikke er noget til at støtte under forbenene. Når vildelefanter løfter forkroppen, ved parring eller når de kan støtte med forbenene op mod et træ, løfter de aldrig kroppen så stejlt som på istidsbilledet, og forbenene vil altid i sådanne situationer være bøjede - ikke strakt lige ned, som på maleriet i Pech-Merle-hulen.
Elefantdomptøren Camillo var ikke i tvivl: "Den løfter jo!" Når han sagde til en elefant: "Løft!" så rejste den sig på bagbenene og kunne blive stående i perfekt balance, indtil den fik besked på at stå almindeligt igen. For det meste ville den stå med bøjede forben, mens den stejlede, men det er en dressursag og drejer sig mest om, at det ser flot ud. Den kan også lære at stå med forbenene nedhængende, og denne detalje er afgørende for tolkningen af den stejlende mammut i Pech-Merle-hulen, for kun dresserede elefanter kan stå sådan.
Det er endda sjældent at se en cirkuselefant stejle med nedhængende forben, og da er det som regel indlært, for at det store dyr skal se ud som et menneske. Ligheden er tydeligst, når forbenene hænger ned.
Cirkuselefanter oplæres som små. Det, de lærer, kan de stadig som voksne, også det, som deres artsfæller i naturen ikke kan. Som små er de utroligt lærenemme, når blot øvelserne gentages tålmodigt, og belønningen kommer hver gang. Camillo har været med til at træne elefantunger op. Til visse øvelser, såsom at stejle, blev der anvendt snoretræk og talje som hjælpemiddel, men det kan også gøres af et antal mennesker uden brug af snoretræk.
Det er meget sandsynligt, at istidsfolk til tider har taget en forladt mammutunge til sig, og det har ikke været sært at lære den at stå på bagbenene ligesom et menneske. Maleriet i Pech-Merle-hulen peger i den retning, for mammuttens holdning er så karakteristisk, at kunstneren må have set den stå således.
Pech-Merle-hulen var, som mange andre istidshuler, en kultplads. På et sted er en menneskefigur malet i liggende stilling, med spyd eller pinde stukket ind i mave, bryst og ryg. Det er billedet af en shaman, der ligger i trance. Istidskulturen kan rimelig sikkert bedømmes som shamanistisk, altså med trosformer, der ligger forud for religionernes tid.
Med menneskenes spredning ud over jordkloden fulgte de oprindelige trosformer med, således at ensartede elementer af shamanisme endnu kan spores vidt forskellige steder i verden. Shamanen er både læge og historiefortæller, der kan berette om udviklingen af alt levende på jorden. Shamanen er desuden tryllekunstner og artist, som kan udføre akrobatiske øvelser og kan lade sig gennembore med spyd som en fakir. Shamanen har endvidere evnen til at stå i allernærmeste kontakt med selv de vanskeligste dyr.
En anden gennemboret shaman er malet oven på billedet af en mammut i en klippehule ved Cougnac i Lot, kun lidt nord for hulen med den stejlende mammut. Cougnac-shamanen ligger med sit hoved oven på mammuttens hoved og med krop og ben strakt ned over dyrets skulder. Shamanen i Cougnac kan med sine rundede hofter være en kvinde, mens der er mere slank mandskarakter over den liggende shaman i Pech-Merle-hulen. Sådan er det med shamaner: De kan lige så vel være mænd som kvinder. Hovedsagen er, at de besidder større fysisk og psykisk kraft end de fleste mennesker.
Hvad angår hulernes mammutbilleder, så har normaltolkningen tidligere været, at mammutterne var jagtvildt, og at billederne var malet for at skabe jagtmagi, så man kunne få magt over disse bjerge af kød.
Her har især været fremhævet et mammutbillede i Pindal-hulen i Nordspanien, fordi dyret er forsynet med et korrekt anatomisk placeret rødmalet hjerte. Et sådant hjerte har vejet fra 12 til 21 kg, så der har været noget at skyde efter for en jæger, har nogle ment.
Det, at der er malet et hjerte på Pindal-mammutten, tyder imidlertid ikke på jagt - snarere tværtimod: Selv med moderne storvildtvåben skyder man ikke en elefant i hjertet, og med istidsvåben, inden bue og pil blev opfundet, var det en umulighed. Elefanter nedlægges med skud lige bag øret for at ramme hjernen, der er meget lille i forhold til det kæmpestore kranium. Det meste af kraniet på elefanten og mammutten er fyldt af luftblærer, der hjælper dyret med at holdt sig oppe, når det svømmer.
Myten om istidens mammutjægere er skabt af kolonitiden, hvor storvildtjægere var helte, og hvor man fejrede den hvide races sejr over verdens farvede folk og eksotiske dyr. Dette blev uden hensyn til det arkæologiske materiale overført til tolkningen af istidsfolkene - som om de teede sig som en ræv i en hønsegård og bare dræbte til højre og til venstre.
Ud fra istidskunsten, der aldrig viser mammutjagt, og ud fra bopladsfundene, der ikke byder på fund af knogler fra en hel mammut, måtte jeg efterhånden tvivle på, om mammutjagt overhovedet havde fundet sted. De udvalgte tænder, kranier og knogler på bopladserne kunne jo være samlet op ude i naturen, hvor mammutterne havde lidt en naturlig død.
Disse argumenter måtte naturligvis forelægges for Kim Aaris-Sørensen, Nordens førende mammutekspert, der helt overraskende gav mig medhold: Der findes hverken indicier eller bevis for mammutjagt! Nye udgravninger gør dette alt mere klart. Der er aldrig fundet spor efter jagtvåben på nogen del af en mammut, og selv bopladser med perfekte kunstneriske gengivelser af mammut kan helt mangle fund af mammutknogler.

Mennesket kan med andre ord frikendes for at have udryddet mammutten. Det samme gælder i øvrigt omkring 350 elefantarter, som er uddøde, uden at mennesket har været indblandet.
Når der overhovedet har været teorier om, at mennesket har udryddet mammutten, så er det som alternativ til tanker om, at klimaændringer skulle være årsag til artens undergang. Det sidste kunne måske være tilfældet i Europa, hvor klimaet skiftede fra koldt og tørt til varmt og fugtigt, samtidig med at mammutten forsvandt. Men i Sibirien kan denne klimateori ikke bruges. Her er der fundet dybfrosne mammutter, hvis maveindhold af planteføde ganske svarer til vegetationen på de pågældende steder i dag.
Andre forhold kan imidlertid have været fatale for artens overlevelse, at der går meget lang tid mellem fødslerne, og måske også at elefanter ikke har nogen egentlig familiestruktur.
I en elefantflok er mødrene alene om at forsvare ungerne mod vilddyr. Hannerne lever længe en beskyttet tilværelse som unger og går derefter helt alene. Først i en alder af 35 år opsøger hannen en brunstig hun og må ofte de første gange give op over for en stærkere han, eller fordi hunnen afviser ham. Når endelig det når dertil, så varer samlejet et minut, og efter højst et par dage går hannen atter ud i sin ensomhed.
Er alt gået vel, er hunnen drægtig i næsten to år (630-660 dage). I op til halvandet år er ungen helt afhængig af hendes mælk. Ja, normalt dier ungen i mange år - ofte fem år, men også helt op til ni års alderen, og så længe ungen dier, lægger moderen ikke op til at skulle have næste unge.
Der er mange sårbare momenter i dette livsmønster, også ud over den ekstremt lange reproduktionstid. Kommer der en længere periode med dårlig adgang til føde, så udebliver brunsten, og er moderen syg efter fødslen, så kan det ske, at ungen opgives og går til. Mindre kritisk er det, hvis moderen ikke har tilstrækkeligt med mælk, for så kan ungen ofte die hos en anden i moderflokken - men ikke altid. Der bliver let et spild, og i ugunstige perioder kan det true artens beståen.
Dette har mennesket altid vidst, både i istiden, hvor de levede tæt på mammutten, og i nyere tid i Sydøstasien, hvor kvinder endnu i vor tid har ammet elefantunger for at sikre deres overlevelse. Fra Burma er der beretninger om, at tyve unge kvinder kunne lægge bryst til en elefantunge, hvis mor var død. De kunne også amme bjørneunger eller krondyrkalve, og normalt sker det ud fra buddhismens idealer om at bevare liv. Men skikken må være langt ældre, for der er kvinder, som gør tilsvarende mange andre steder i verden.

Indonesere ammer pattegrise, ligesom sydamerikanske kvinder har ammet tapirer. Ainuer på den nordligste ø i Japan har helt op til vor tid givet bjørneunger die som led i en bjørnekult, der virker urgammel. På den måde må vi regne med, at dyreunger er blevet tæmmet helt tilbage i urtiden - ikke med tvang, men som familiemedlemmer. Derefter kommer dressur naturligt ind i billedet, nærmest som leg. Indianerne på Canadas nordvestkyst havde en bjørnekult, hvor en bjørn dansede og agerede ved en høvdings begravelse.
Aina Broby (født 1912), der havde en opvækst i kirgisernes område i Sydsibirien, fortæller henført om sit møde med en tam bjørn, der kunne danse. Det var hos hendes fars yngste bror, der var storvildtjæger i den umådeligt store skov, Taigaen, bag Baikalsøen. Under en jagt havde han skudt en truende hunbjørn. "Hvad skulle jeg ellers gøre?" sagde han. Det ville være for farligt at vente på angrebet, og så stikke den i maven med kniven. Bjørnen havde en unge, og den tog han med hjem, hvor den blev tøjret med en kæde uden for køkkenet. Det har været engang i 1920'erne. Den fik mad fra køkkenet, ofte suppe, og var tam som en hundehvalp. Aina mindes, at hun ved en vinteraftenfest sneg sig til at give den kolde tranebær, der var dyppet i puddersukker. Men det måtte de voksne ikke vide.
Bjørnen gik ofte på bagbenene og elskede at danse. Aina var imidlertid den eneste, der ville danse med den - en vild kosakdans - "men han har aldrig kradset mig", fortæller hun. Det hele drejede sig om nærhed og tillid mellem dyr og menneske.
"Han var aldrig bange, eller rettere: Hvis han var, så var det på en menneskelig måde," mindes Aina, der afsluttende meddeler, at der en dag kom en englænder, som var væmmelig mod bjørnen. Så kradsede den ham på øreflippen, og straks efter blev den skudt.
Dette var et kultursammenstød; men i Sibirien er der stadig som hos de første mennesker en naturlig kontakt med bjørne. Derfor ser vi i russisk cirkus bjørnedressur i særklasse, endda hvor bjørnene kan gå i manegen og udføre deres kunster, uden at domptøren er til stede.
Oprindelig må det have været en helt selvfølgelig ting, at mennesker havde tamme dyr. Det kunne næsten ikke blive anderledes, når de levede så tæt på hinanden. Bare det, at mennesker havde bopladser, tiltrak dyr, der søgte spiseligt affald. Selv de oprindelige indbyggere i Australien, der levede som istidsfolkene, havde tamdyr, lige fra frøer til kænguruunger. Det var først på et senere kulturtrin, at mennesker begyndte at udnytte tamdyr til arbejde.

Mennesker med dyrehoved var oprindelig shamaner. I istidskunsten ser vi dem med hoved af hjort, bison, fugl, bjørn - og mammut. Mammutshamanen er malet i den sydfranske hule Les Combarelles. Han står med bøjede knæ, måske for at virke tung som det store dyr. På hovedet bærer han en mammutmaske med nedhængende snabel og hår, og i armene holder han stødtænder, så han fremtræder som en mellemting mellem menneske og mammut - på samme måde som den stejlende mammut i Pech-Merle-hulen har et element af menneskekarakter ved at stå på bagbenene.
En shamanhytte er udgravet ved Mezhirich på den centralrussiske steppe. Den har været prydet med udvalgte dele fra mammutten: stødtænder, kranier, underkæber og knogler. Inde i hytten lå et mammutkranium med geometriske mønstre malet med rødt og sort på panden. Dette kranium synes at have været brugt som shamantromme, for det er fyldt med små slagmærker. Alt i alt tyder det på, at shamanen har søgt at alliere sig med mammuttens sjæl, og at det er i denne sammenhæng, vi skal se den dresserede mammut.

Ovenstående er et uddrag af Søren Nancke-Kroghs bog, Elefanter og andre store artister, der udkommer på mandag på Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu