Læsetid: 4 min.

Drømmeløs celluloidlyd

11. december 1997

Soundtracket har trange kår som andet end profitabel promotion

Soundtracks sælger. Pakket som de er med stjerner leverende i en lind strøm til cd'er, der postulerer at være lydspor til film, men reelt er et - vel at mærke profitabelt - stykke promotion for en ny celluloid-strimmel, renset for de 'ordinære' filmkompositioner, som stadig figurerer på filmens lydside. Tag blot Tim Burtons Batman, som Prince begik et helt album til, uden at det satte sit præg på filmen. Det gjorde til gengæld Danny Elfmans dramatiske orkesterværk, som siden blev udgivet som det egentlige soundtrack.
Dagens soundtracks inddrager i stigende grad også tidligere indspillet musik i film - en praksis, der fandt sin mester i Stanley Kubrick, som dyrker den overrumplende, hvis ikke absurde sammenstilling af musik og billede. Hvem husker ikke An der Schönen Blauen Donau i 2001 eller bandeslagsmålet til tonerne af Singing In The Rain i A Clockwork
Orange?
Det er så som så med de overrumplende sammenstillinger på soundtracket til Donnie Brasco (Poly-gram/Hollywood Records), der først og fremmest er funderet i filmens tid, 70'erne. Det er medrivende dansemusik - disco/soulfunk-hits som Disco Inferno og Love Machine - og den nykomponerede musik repræsenteres kun af Patrick Doyles drivende romantiske Donnie and Lefty.

Trendbevidsthed
Den britiske instruktør Danny Boyle viste med sin anden film, Trainspotting, et talent for at inkorporere musikvideodynamikken i et spillefilmsformat, der udnytter den ofte elektroniske musiks flow og stemningsbærende kvaliteter. Boyles tredje film A Life Less Ordinary følges på vej af endnu et bredt appellerende soundtrack (Poly-gram/A&M Records), der emmer af musikvideopotentiale og siger en del om filmens tematisering af
rodløshed med sin bilradio-skøjtning over en række alternative frekvenser: Underworlds potente, pulserende electronica, R.E.M.s melankoli og Becks nykomponerede, skramlende og latin-farvede Dead-weight. Her er det en samplende instruktørs sans for sin egen generations musikalske og dermed følelsesmæssige univers, der præger lydsporet - også når han med romantiske mindelser fra en mere uskyldig tid bruger Elvis Presleys Always On My Mind.
Lydsporet til The Jackal (Universal/MCA MCD 11688) rider i langt højere grad på den elektroniske musiks popularitet med trip hop, drum'n'bass og sammensmeltninger af samples, breakbeats, el-guitarer og rockdynamik - her forestået af Fatboy Slim, Prodigy, Agent Provocateur og Chemical Bro-thers. Albummet ligner en mellemfornøjelig cd-antologi med alt for mange overflade-dyrkere fra elec-tronicaen, som amerikanerne har døbt den europæiske fortolkning af den musik, de selv lagde fundamentet til i Chicago og Detroit. Og markedsstrategien og trendbevidstheden bliver så meget desto tydeligere når man bemærker soundtrackets undertitel "Music from and inspired by", og konstaterer at Prodigy-nummeret og Chemical Brothers-remixet begge er to år gamle, ikke optræder i filmen og således hverken kan være fra eller inspireret af filmen. Samme trendbevidsthed og bevidstløse lån fra britisk
electronica finder man på City of Industry (Poly-gram/-Island Records/Quango), der også understreger den interessante dobbelthed, at mange elektroniske musikere, der - især indenfor trip hoppen - har skabt filmiske stemninger og været så inspireret af filmmusik, nu figurerer på utallige amerikanske
soundtracks. På både The Jackal og City of Industry finder man således Massive Attack.

Karakterløs hvinen
Et af filmmusikkens store koryfæer, John Barry, er uomgængelig nu hvor endnu en Bond-feber[TM] er over os.
At løfte arven fra Barrys temaer er på soundtracket til Tomorrow Never Dies (Polygram/A&M Records) blevet lagt på skuldrene af David Arnold, der bedst huskes for samarbejdet med Björk om nummeret Play Dead til filmen Young Americans. Hvervet klarer Arnold i selve titelnummeret ganske fint, ikke uden en vis sans for pastichen, men voldsomt skæmmet af en middelmådig Sheryl Crow hvis pressede og karakterløse hvinen den stakkels Arnold næsten mistænkes, at have fået påtvunget fra højere sted. På resten af soundtracket demonstrerer Arnold en sikker sans både for hul vælde og for suspense med behørige nik til og lån fra Barry og dennes dramatiske drive og harmoniske elegance - bedst i Surrender med vokal af den Sheryl Crow langt overlegne k.d.lang.
Lider David Arnold under actionplottets spændetrøje på Tomorrow Never Dies, så viser han sin klasse på Shaken and Stirred (Warner/East West), hvor han i samarbejde med en række musikere har fortolket Bond-temaer. Som titlen antyder er det gjort med behørig kærlighed til, men også nødvendig mangel på respekt for forlægget - hvis man bortregner de lovlig nostalgiske udgaver med Shara Nelson, Chrissie Hynde, Martin Fry og Iggy Pop, der nærmest blot er genindspilninger i digital lyd.

Plads til drømme
Blandt plusserne finder man Pulps affekterede, hviskende udgave af All Time High, LTJ Bukems rislende drum'n'bass-fortolkning af The James Bond Theme, Natacha Atlas i en folkloristisk udgave af From Russia With Love, Propellerheads' funky, svedige opdatering af On Her Majestys Secret Service og Leftfields både luftige og lokomotiviske fortolkning af Spacemarch, hvor der også er plads til drømme.
Det er der også i Daniel Lanois' stemningsfulde soundtrack til Billy Bob Thorntons auteur-film Sling Blade (Polygram/Island Records) præget af ambiente lydflader og strømmende guitarer - ikke uden lighed med Lanois' samarbejde med Brian Eno om soundtracket til månelandingsfilmen Apollo fra '83. Lanois' kompositioner er åbne og meddigtende og leverer bemærkelsesværdig modvægt til de mange action-inducerende, elektroniske musikere eller højpopulære klassikere, som klistres på mangen et soundtrack.
Selvfølgelig skal man ikke kimse af den nostalgiske tyngde, hvormed et nummer som Blondies Heart of Glass kan fyres af i Donnie Brasco eller den adrenalinpumpende, forløsende effekt, som Under-worlds dunkende øl-hymne Born Slippy har i Train-spotting. Men man skal heller ikke glemme den karakter af musikvideo, som flere opportunistiske film og soundtrackproducere forfalder til - blottet for inspirerende, billedskabende kraft.
Hvis nogle midt mellem alle Hollywood-bragene skulle have glemt det, så er det altså stadig filmen, der ikke viser alt, filmen, der antyder og suggererer, der har mest kraft. Filmen der udbygges, ikke overdøves af soundtracket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu