Med 'Tomorrow Never Dies' har Bond-figuren omsider (gen)fundet sin rette formel, hvilket har resulteret i en morsom og spændende action-film
NY FILM
"Bond er tilbage," og denne gang er der en smule mere ræson i klicheen. Pierce Brosnan, der Bond-debuterede med den størst indtjenende Bond-film nogen sinde, Goldeneye, vender nu tilbage som den flamboyante agent med licens til at dræbe i den 18. officielle Bond-film, Tomorrow Never Dies.
Og Brosnan gør det, som Timothy Dalton ikke formåede, og som gør ham til den bedste skuespiller i rollen - selv Sean Connery og Roger Moore taget i betragtning: Han er præcis så elegant, kold og flegmatisk, som Bond skal være. Bond er en en-dimensionel tegneseriefigur, som man hele tiden ved, hvor man har, og som altid har et smil på læben og en smart bemærkning parat, når det kniber.
Alt det kan Brosnan levere - med tydelig inspiration fra sin fortid som gentlemantyven og privatdetektiven Remington Steele i tv-serien af samme navn.
Det er også på sin plads at konstatere, at Bond-filmene heller ikke er andet end - velturneret - uforpligtende underholdning.
Verdenskrig er mediekrig
Ingen terrorister, uddaterede koldkrigere eller russiske separatister er at finde i den nye film. I stedet gør Jonathan Pryce, i rollen som den mega-lomaniske mediegigant Carver, verden usikker, når han i sin evige jagt på eksklusive nyheder (og dermed magt) er tæt på at fremprovokere Tredie Verdenskrig.
Carver narrer England og Kina ud i en konfrontation, der involverer atomvåben, og endnu engang må Agent 007, kommandør James Bond sendes ud for at frelse verden fra udslettelse. Undervejs får han hjælp fra våbeneksperten Q, den smukke og handlekraftige kinesiske agent Wai Lin, en dødbringende og fjernstyrbar BMW, en modificeret mobiltelefon af mærket Ericsson og så naturligvis Smirnof Vodka.
Moderne Bond
Mange har brokket sig over, at den moderne Bond i Brosnans inkarnation er for pæn og politisk korrekt til at være kamæleonen og dobbeltmennesket James Bond. Men ser man tilbage på Sean Connerys antikverede Bond-figur, der - som Connery i privatlivet - mente, at kvinderne bare skulle have nogen bank, så er han netop for gammeldags til for alvor at kunne trænge gennem lærredet. Roger Moores Bond var sjov, men blev i længden for fjollet, mens Timothy Dalton var for alvorlig og
barsk til det bond'ske univers.
Brosnan kan det hele. Han har det elegante ydre, de pæne manerer, den formfuldendte diktion, og så kan han slås, skyde, drikke og nedlægge pigerne. Desuden er nogle af også den nye Bond-films svageste øjeblikke, når manuskriptet forsøger at psykologisere på ham, og de ting han foretager sig. Præcis hvad der gik galt i Daltons to forsøg i universet, og License to Kill.
Gode figurer
Meget afhænger også af de karakterer, der omgiver Bond - og de er helt i top i Tomorrow Never Dies.
Pryce gør det fremragende og dejligt karikeret som Carver - en skurk af Blofeldt-dimensioner. Og Hong Kong-actionstjernen Michelle Yeoh, der senest har arbejdet sammen med Jackie Chan i SuperCop, tilfører med sin slagkraftige kinesiske agent Bond-universet tiltrængt energi, når hun ind imellem forvandler Tomorrow Never Dies til energisk chopsocky med sin uforlignelige kampsportsteknik.
At hun så også er køn og rap i replikken gør hende ikke til en mindre velegnet sparringspartner for Bond, der jo ellers helst arbejder alene.
Desmond Llewelyns Q er efterhånden blevet en smule for gammel og langsom til at være morsom, men han er jo så uundværlig en del af enhver Bond-film, at man hurtigt tilgiver ham.
Også Judi Dench vender tilbage som Bonds chef, og det er stadig en fornøjelse at se hende gå i klinch med de testosteron-tunge militærdrenge fra det britiske forsvar.
Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig Cecilie Thomsen, der har fornøjelsen af at dele lærred og seng med Bond i ca. et minut i sin rolle som skandinavisk sprogprofessor, der skal lære Bond dansk. Det er en skæg scene for en dansker at overvære, men en smule ligegyldig er den også.
Parat, start, action!
Selve action-delen af To-morrow Never Dies er upåklageligt skruet sammen, og - som sagt - er det scenerne mellem Brosnan og Yeoh, der virkelig løfter den side af filmen. Især er en scene, hvor Bond og Yeoh jagtes af en he-likopter og undslipper på en motorcykel, helt forrygende.
Og i modsætning til så mange andre actionfilm føler man ikke, at handlingen ind i mellem kører i tomgang, fordi manuskriptforfatteren, instruktøren og stunt-folkene har haft svært ved at finde på noget nyt og spændende.
Ligeledes har Tomorrow Never Dies, der er instrueret af briten Roger Spottiswoode, heller ikke haft problemer med at finde en relevant skurk til sin intrige. Det er rart at se, at det hele ikke behøver at gå op i fanatiske nationalister, og at den magtfulde medieverden også får et par ord med på vejen. Alt i alt lader det til, at Bond-universet og -figuren med Goldeneye og Tomorrow Never Dies endelig har fundet tilbage til den formel, der gør gode og underholdende film.
*Tomorrow Never Dies. Instruktion: Roger Spottiswoode. Manuskript: Bruce Feirstein. Amerikansk/engelsk (Imperial, Kbh. og 59 biografer landet over)
