Læsetid: 7 min.

Erindring om det tabte

20. december 1997

Intermetzo
Den tid på året er nu inde, hvor pressen genfremstiller diverse udvalg af billeder, der ifølge redaktionernes opfattelse skabte de tolv måneder, der ifølge sagens natur udgjorde 1997. Ved et vemodigt blik på årets døde, opstår - som altid ved den slags statuslignende tilbageblik på dødens høst - den mistrøstige tanke: hvorledes verden dog skal gå videre uden aa, i fraværet af bb, under savnet af cc.
Men uden aa og i fraværet af bb og under savnet af cc går verden endda videre. Og bølgerne rulle, så længe varmtvandspumpen i Grønlandshavet godhedsfuldt fortsætter med at hive varme rundt i systemet og cirkulere ufattelige mængder af havets vande. Og bølgerne ruller formentlig videre, såfremt pumpen under indtryk af naturlige tilbøjeligheder eller på grund af CO2-udslippet eller som følge af begge dele vender kredsløb og energi og Golfstrømmens gang. Så pumper pumpen stadig, skal man forstå forskerne, men det bliver skidekoldt.
På den baggrund er det ikke til at forestille sig, hvad vi skal stille op med os selv. En udvej for beboerne på disse knæhøje morænebakker udsat for truslen fra bræerne fra nord, er i tide at flygte til Somaliland. Måske man kan overtale Pia Kjærsgaard og Søren Krarup til at tage i forvejen for ligesom at berede vejen for resten af styrken. Helt alvorligt, hvad fa'en skal vi gøre, hvis permafrosten lægger sig knugende over Brønshøj? Grave et hul i jorden og lære at dyrke gulerødder nedefra?
"Pedersen, Man skal være optimist," som Storm P. lader den ene mand betro den anden. "Ja," svarer Pedersen, "men hvordan skal man få tid til det, når man også skal passe sit arbejde?"
Tilbage til tilbageblikket. Når man således skuer fremad mod isen, må man samtidig se i øjnene, at vi under afventen af denne jordiske tilstand skal leve resten af vore dage på de nationale grusforekomster uden folk, der i år sagde farvel.
Et udvalg: Kristen Helveg Petersen, den nobleste af de noble af sin generations politikere, der med humoren funklende yndede at sige om sig selv, hvad andre måske af og til følte trang til at hviske, at han stod med begge ben solidt plantet i den blå luft. I nogen grad udslag af selvironiens beskedenhed. Praktikeren K. Helveg afstedkom ikke så lidt af det gode, for eksempel i skolevæsen og kultur, ligesom han efter pensioneringsalderen slog et gevaldigt slag for de sentudviklede.

Nu er han borte, ak ve, ligesom Frode Jakobsen. Noget så sjældent som en dansk helt var denne - af statur overskuelige - førstemand i Frihedsrådet. Vogterens søn fra Mors, der vidste besked om nazismens gru, og som i nødens stund stillede sig i fædrelandets tjeneste, skønt fædrelandet i førstningen helst var fri.
Og Palle Lauring, der i en menneskealder eller mere talte historien ind i nationens kredsløb. Denne insisterende uforglemmelige stemme, der aldrig forlader ens indre forestilling om danske konger og stormænd og bisper. Og ikke at forglemme ganske almindelige mennesker, hvis liv og færden Lauring havde gjort til ét med sin egen tilværelse, og gavmildt i radioen med Sven Alkærsig ved sin side delte ud af denne viden om verden før og nu.
Og Jens Risgaard-Knudsen, det talende cirkulære, hvis politiske indsats måske mest lå på det rigstaktiske, men som i sidste øjeblik fik sine (tomme) nordjyske motorveje og i øvrigt leverede årtiernes mest rammende baggrundsbemærkninger om dansk politik - uden for referat og citat og (hans eget) navns nævnelse.
Og Flemming Madsen, som satte den standard for personlig investering i tv-mediet, som ingen mere blot tænker på at leve op til - med det resultat, at det hele er så røvkedeligt og forudsigeligt og umodigt, at man ikke gider beskæftige sig med det mere. Og Birgitte Price . En generation mistede Søs, hvad de yngre måske ikke kan forstå, betød så meget, men det gør det nu - at miste sin barndoms sort/hvide søster, datter af Ib Schønberg og Karl Stegger og kæreste med Ib Mossin. Og Grethe Kolbe, Danmarks eneste kvindelige dirigent, der hersede med Radiounderholdningsorkestret og spillede musik, som folk kunne forstå, før den elektriske guitar satte en stopper for konversationen under middagskoncerten.
Og i udlandet Marcello Mastroianni, som for alvor trådte ind i bevidstheden som Fellini selv i mesterværket 8 1/2, og som siden genoptog den samme figur igen og igen og i samme Fellinis kvindeby, hvor mandkønnet måtte til at finde ud af det - og fandt melodien - men måske for sent som Fred ved afskeden med publikum i Ginger og Fred.

Mastroianni, den europæiske film-antihelt med tyngepunkt i anden halvdel af dette martrede århundrede, hvor ingen mere orkede det heroiske og mandshørmende og amerikanske op på fars hest, men gerne genkendte sig i det følsomme. Og Robert Michum, som var alt hvad Mastroianni ikke var og samtidig ikke så lidt af det samme, når det nu og da gjaldt. Og James Stewart, der ikke var meget af hvad andre var, men også part af begge to, og mere til. The good guy next door, som gudværelovet fandt sine instruktører: Capra, Preminger, Ford og Hitchcock, som alle forløste Stewarts sært sarte maskuline kejtethed.
Og mens vi er ved filmens store helte, var 1997 året, hvor også Fred Zinnemann red mod horisonten. Zinnemann, hvis produktion måske var ujævn, til tider massiv og kontant, men som ikke destop mindre skabte klassikere som Herfra til Evigheden, og langt senere filmen om Thomas Moore: Man for all seasons. Men først og sidst soklen til Gary Coopers monument af en rolle i en af verdens 20 bedste film: Sheriffen, High Noon. Den glemmer man sent i næste årtusinde.
Og Allen Ginsberg døde. Ginsberg med Howl og Death to van Goghs Ear. Beatgenerationen, der rakte ind i den nye tid dengang i 60'erne, skønt mange troede han allerede var død, herregud, han var jo over 40, da det endelig gik hen og blev 1968.
Og Mobutu Sese Seko. Ja ikke for noget, men sjældent har man i nyere tid oplevet en så skamløs grådighed. Ingen har i dag ifølge tilgængelige overslag noget præcist billede af de astronomiske værdier Sese Seko i årenes løb tyvstjal fra sit land. Skal man tro myterne, hvad man vist roligt kan, får man indtryk af, at hans betræbelser gik ud på at tilegne sig Zaires vægt i guld. For et sådant forbryderisk format fortjener man trods alt et ord med på vejen.
Og så døde en af århundredets største pianister, russeren Sjatoslav Richter, hvis udgave af Bachs Wohltemperierte stadig står som den ypperste, men som i virkeligheden blev verdensberømt ved at førsteopføre Prokofievs klaversonater. Som andre af de betydeligste musikere i tidens Sovjetunion, Mrawinskii, Prokofiev selv og Sjostakovitj lykkedes det Richter at overleve Stalin. Blodhunden i Kreml havde et sjældent og vistnok eneste blødt punkt med hensyn til berømte musikere, hvilket betød, at Richter senere fik mulighed for at slå igennem med et megabrag i vesten.

Endelig løftede sir Georg Solti for sidste gang sin verdensberømte taktstok, hvormed han nu og da kom til at såre sig selv, hvilket ikke kan komme bag på den, der oplevede den iltre ungarer dirigere, dansende og svajende på podiet som en klapperslange med arme - i konvulsiviske udfald, så sveden sprak og kvinderne dånede. Debatten om Soltis musikerskab rejste sig igen i forbindelse med hans død. Nogle musikfolk var af den ikke helt urimelige opfattelse, at Soltis indsats som symfoniker kan diskuteres. Derimod kan hans tolkninger af den store opera ikke drages i tvivl. Wagner har i Solti ikke hørt sin mage siden Furtwängler. Ligeledes rangerer Verdi-indspilningerne over denne verdens bedste af slagsen. Men også i værker af Strauss, som han beundrede næsegrus, og Schönberg strøede sir Georg sit tryllestøv. Hans indspilning af Schönbergs Moses og Aron, som de færreste dirigenter har turdet nærme sig, (Solti var ifølge eget udsagn på nippet til at opgive) står som en af de største diskografiske bedrifter fra Soltis - og for den sags skyld nogen anden dirigents - maestrohånd.
Den slags mesterklassefærdigheder besad Prinsesse Di vistnok ikke. Men hun døde jo, og flosklerne løber én i anlægget. En hel verden sørgede. Jamen, det er ikke for meget sagt. Og det er ikke for meget sagt at kvinderne følte at 'folkets prinsesse,' som Blair med sans for øjeblikkets politiske muligheder kaldte hende, stod på deres side, havde gennemlevet registret for den kriseramte moderne kvinde: børnefødsel, opofrelse, identitetskrise, tilsidesættelse, spisevægring etc. Di var leveringsdygtig i det hele. Goodbye England's Rose, sang Elton John i en drivende sentimental udgave af sangen til Norma Jean. Men det er ikke for meget sagt, at sangen i al sin gru alligevel var dækkende. Dér sad man med alle talenterne og gloede på tv-begravelsen af en strengt taget ubekendt person, om hvem der vistnok også kunne siges mindre fordelagtige ting. Men hvad hjalp intellektuelle og forbeholdne overvejelser, når tårerne flød hen ad gulvet.
Man kunne bagefter læse tolkninger af, hvorledes denne tiltrækkende prinsesse i sin egenskab af afdød tilfredsstillede et ellers undertrykt sorgbehov i det moderne rodløse og overfladiske massemenneske, og mere af den skuffe. Og lige klog blev man jo på sine egne bitre legemsvæsker. Verden er en underlig én, den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her