Læsetid: 2 min.

EU i knibe efter Kyoto

12. december 1997

De femten EU-lande bliver nødt til at lave deres aftale om klimagasser om efter vedtagelsen af Kyoto-protokollen

KYOTO
EU skal forny sin klimapolitik efter vedtagelsen af Kyoto-protokollen. Det siger både miljøministrenes formand Johnny Lahure fra Luxembourg og miljøkommissær Ritt Bjerregaard efter FN-vedtagelsen torsdag.
De femten EU-lande har en skrøbelig aftale om at fordele deres forurening internt. Et forlig, der først blev skabt efter et sammenbrud i EU's interne forhandlinger.
Irland og Sydeuropa, især Portugal, fik lov til at øge deres energiforbrug og udslip, mens Tyskland, Danmark, Østrig, Belgien, Holland og Luxembourg skærer ekstra ned. Denne byrdefordeling blev kraftigt angrebet af de andre lande på topmødet i Kyoto, og det svækkede EU's position. Gennemsnittet i EU er 15 procent i år 2010 af niveauet i 1990. Det var Kyoto-konferencens højeste bud. Men Kyoto-protokollen handler om seks forskellige luftarter, der bidrager til at ændre jordens klima.

Ambitionsniveau
EU havde kun regnet med tre. Og de tre andre er ikke jævnt fordelt. De bruges mest i de store lande med storindustri, så Tyskland kan nu påtage sig en mindre ekstra byrde.
Problemerne er meget komplicerede og kan splitte enigheden mellem de femten lande. Desuden blev målet for EU skruet lidt ned i Kyoto.
Ministrene skal derfor også tage stilling til, om EU frivilligt vil gøre en ekstra indsats for at vise et godt eksempel eller nøjes med det, der står i protokollen.
Faktisk er EU's ministerråd kun blevet enig om 10 af de 15 procent, der var udspillet til Kyoto. Så måske lader de sig friste til at skære mindre ned.
Når handel med forureningskvoter bliver sat i system efter næste års klimamøde i Buenos Aires, får EU et tredje problem på halsen. Lande der har fået lidt ekstra luft ved tovtrækkeriet om den interne byrdefordeling, f. eks. Finland og Portugal, kan faktisk sælge deres kvoter på verdensmarkedet, hvis dde alligevel får knap så stor en vækst i deres forbrug af kul-, olie- og gas eller deres udslip af andre drivhusgasser.

Tema side 3:
Klima a la carte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her