En rapport fra en metafor-jagt: Engang var det flugten, eventyret, det romantisk ukendte.
I dag er det fortsat en endestation
Ferlinghetti
Egentlig handlede det kun om en metafor. Lawrence Ferlinghettis gennembrudsdigte fra 1958 hed A Coney Island of the Mind - på dansk noget i retning af "et sindets Tivoli". Coney Island er en forlystelsespark i New York, i bydelen Brooklyn.
Ferlinghettis nye digte fra i år hedder A Far Rockaway of the Heart - et hjertets hvadfornoget?
Ud for Brooklyn, ude i Atlanterhavet, ligger nogle sandbanker, der hedder The Rockaways. Linie A i metrosystemet kører tværs gennem Harlem (Duke Ellingtons A-Train), men det fortsætter via Manhattan og Brooklyn til Kennedy-lufthavnen og ud over en smal bro til i hvert fald én af The Rockaways. Der står Far Rockaway på toget - den meget fjerne endestation.
Der kunne lige så godt stå Langtbortistan. Det lyder på samme måde af noget meget langt væk og uopnåeligt. Hvor mange tager med Intercitytoget til Struer for at sikre sig, at byen nu også er der?
Snart 80-årige Ferlinghetti skriver i slutningen af sit titeldigt:
Jeg rejste tværs over
Amerikas
åbne ansigt
og glemte
med immigrantens
hukommelsestab
hvor jeg kom fra
Men ligegyldig hvor
jeg vandrede ud af kortet
ville jeg fortsat gerne
finde det tabte sted
hvor jeg endnu en gang
kunne tage
en søndags-metro
til et hjertets Far Rockaway
Far Rockaway er nok en geografisk lokalitet, men det er først og fremmest en drøm: fjerne horisonter, rejsen til den ukendte endestation, flugten fra hverdagens trommerum.
Der er langt derud
På omslaget til bogen ser man en Manhattan skyline i en tågedis bag en flod og et stort jernbaneterræn. Det hele fotograferet fra enten New Jersey eller Brooklyn.
Der er ikke meget jernbaneterræn i Far Rockaway. Der er én perron med ét sæt spor på hver side. Men der er langt derud. En time med s-toget fra det sjove liv på Manhattan. Den første halve time giver det ikke så frygtelig meget at sidde ved vinduet. Transporten foregår under floden og under jorden. Stationerne har hollandske navne - efter de første dristige landmænd og jægere. Stationernes navne er skrevet med kakler i jugendstil - men det er også det eneste flotte ved dem. En mand springer på toget på én af stationerne og holder en tale om de hjemløse og lader en raslebøsse gå rundt. På næste station kommer en mere regulær tigger. På tredie station en lille vokal- og dansegruppe. En enkelt passager sover gennem det hele - helt til endestationen og tilbage, og det er ikke godt at vide, om han overhovedet lever.
Toget bryder igennem til overfladen, men det bliver det nu ikke meget sjovere af. Lufthavnsstationen ved JFK er shinet op og virker helt moderne, men ikke rigtig troværdig.
Efter lufthavnen kører toget ud på en lille bro og alting ændrer sig og bliver næsten det eventyrland, Ferlinghetti drømmer om. Husbåde i vandkanten, små sejlskibe, en siv- og rør-vegetation, der får land og vand til at flyde ud i ét. På den anden side brede strande, som mystisk nok er helt tomme - men det kan være efterårsblæsten.
Et par strandstationer fremme et socialt boligbyggeri, der ligner socialt boligbyggeri i hele den vestlige verden. Høje kasser, lige linier, stor ensformighed, ingen pynt og krummelurer - hverken på husene eller udenom.
Så kommer der igen noget strand, masser af sand, endnu nogle høje etageejendomme, og næsten ingen mennesker i billedet.
Og så - efter fem-seks strandstationer - Far Rockaway. Hvad foregår der her? Ikke meget, siger en jernbanemand på perronen: En gade med butikker. Ikke meget andet. Et sted at tage væk fra.
Ikke meget? Kun hvis et tordenskrald er ingenting, og en katastrofe er noget, der indtræffer, mens man blinker med øjnene.
Sparket ned
Ventesalen stinker af pis og desinficerende midler, men det gør de fleste af metrostationerne, så det er der ikke noget opsigtsvækkende i. Men Ferlinghettis romantiske barndomsdrøm er sparket ned mindre end ét sekund efter, at døren til stationen er smækket til.
Lige udenfor står et bridgebord med en boom-box (en forvokset transistorradio) med discomusik for fuld styrke - for at henlede opmærksomheden på et meget lille udbud af sokker og underbukser, som næppe tåler denne opmærksomhed.
Men politiet kan ikke tage sig af småhæleri. En halv snes mand i uniform og guns kredser om en blå bil med smadret motorskærm på en pigtrådsindhegnet parkeringsplads ved et spisested. Det kan næppe være bilen, der er så vigtig, men det er muligt den indeholder eksplosive sager eller er kørt ind noget. Betjentene har spærret af og vil ikke snakke med nogen.
Det generer dem ikke, at der på et fortov lige overfor står fire-fem teenagedrenge og ryger den største joint, der nogensinde har været ude i fri luft. Rygsække, baseballkasketter, posebukser og skingre stemmer.
Måske skal betjentene bare ikke have noget klinket, for der er vold og nervøsitet i luften.
Betjentene kan heller ikke tage sig af, at en brandbil synes at være gået i stå midt inde i det hele. Det er ikke til at sige, hvor den kommer fra, og hvor den skal hen. Den udsender ind imellem en babu-lyd, men det virker snarere som et skrig om hjælp, og der er ingen, der flytter sig for den, og den bevæger sig slet ikke. Branden er ikke til at se, men underholdningsværdien af en strandet brandbil er formentlig større end underholdningen i en brand. Brande har der været nok af.
En del af tagene i gaden er mere sod end regnbeskyttelse. Andre af bygningerne er brændt helt ned. En enkelt af de nedbrændte har fået et lille plasticlåg på og bruges til realisering af musikkassetter og cd'er. Også her tyder udstyr og priser på, at man helt sikkert ikke regner med, at hverken copyright-politiet eller de mere jordnære afdelinger tør nærme sig.
Omkring en grusplads ligger eller lå et shoppingcenter - en lang kæde af butikslokaler. Lokaler. Ikke butikker.
Og op mod centret en lille hvid strygejernsformet bygning i jugend-stil. Et gammelt strandslot - en sommerbolig fra dengang man kunne drømme om Far Rockaway.
En lille gal dame løber op og ned ad gaden og synes at være forfulgt, måske af dæmoner. En anden leder efter cigaretskod. En tredie er så ødelagt af tics, at hun ikke kan gå lige.
I det lille cafeteria er det meste af maden plasticindpakket og ikke billigere end på Manhattan. En dame undskylder en udebleven fra tidligere aftaler med, at hun var svækket af uforudsete bivirkninger af noget slankemedicin. Og 'kummerformer' er ordet, der dækker nogen meget skæve udseender i Far Rockaway - mennesker er kegleformede, rektangulære, overdrevent runde og ligeså overdrevent skarpe, kantede, afmagrede. Alkohol og narkotika har indflydelse på andet end hjernen.
En trussel i luften
Der hænger en trussel i luften. Det kan være de skingre skrig fra brandbilen. Det er helt sikkert drønene fra de store passagerfly, der tror de stiger til vejrs over havet, men vi ved nu, det sker lige over Far Rockaway. Og der ligger en svag duft af brand over hele denne landsby af selvmordsforsøg og potentielle ofre for socialt drab. Det er ikke kun husbrandene - det er også flyvemaskinerne.
Der er ingen af menneskene på den lille gade, der ligner strandløver. Nogle dage senere får jeg fortalt, at stranden ved Far Rockaway er den bedste surf-strand på hele kysten. Men surferne blev terroriseret væk. Hvis ikke de selv blev overfaldet - de sejeste af surferne havde en dolk tapet til brættet - blev deres biler smadret og deres udstyr stjålet.
Far Rockaway er endestationen, men på en helt anden måde end Ferlinghetti forestillede sig, dengang han så toget køre videre.
Som metafor kan den vel fortsat bruges. Men ikke som ret meget andet, og den er ikke rigtig god.
