Læsetid: 3 min.

Den farlige leg

24. december 1997

Hollywood store nye talent David Fincher har fat i urovækkende temaer i sin nye spændingsfilm 'The Game' , men uden 'Seven's konsekvens

NY FILM
The Game hedder filmen - legen, spillet - og det er i sjælden grad en præcis titel.
For her leges ikke blot drevent med hovedpersonen, men også med en tilskuer på lige så bar bund som den Michael Douglas, der mister fodfæstet, da han melder sig som deltager i spillet. Også tilskuerens virkelighedsfornemmelse skrider forførerisk i denne histrie om fup og sandhed, illusion og virkelighed.
Det handler altså på alle tænkelige måder om leg, der sættes i system - af David Fincher i denne med spænding ventede opfølgning af hans genistreg Seven, hvor han med sin blanding af modernistisk stilbevidsthed og seriøsitet fremstod som Hollywoods måske mest lovende unge navn netop nu.

Legens alvor
Man skulle tro, at det konsekvent legende kunne give en let og munter film, hvor rollespillets pointer knitrede i takt med det blomstrende bedrag.
Men Fincher fører sig her først og fremmest frem som den alvorsmand, vi kender fra hans tidligere film, og det gør The Game til en mærkelig splittet film. Den vil på den ene side gerne lege, fuppe og drive gæk - og på den anden tages alvorligt som et drama om ensomhed og identitetstab. Lettere skizofrent.
Michael Douglas er manden, det hele drejer sig om, finanskonge med det pompøse navn Nicholas Van Orton, hård, ensom og tilsyneladende ret så følelseskold. Med et falleret ægteskab bag sig, et fjernt forhold til en flippet yngre bror, og nu da han fylder 48 nået den samme alder som faderen, da han begik selvmord.

Alt hvad du mangler
Orton kan ikke lade være at se tilbage på denne dystre fædrene arv og tænke sit. Han mangler meget i sit liv, og det er netop hvad det gådefulde selskab CRS tilbyder at råde bod på. Broderen tilbyder ham optagelse og lover at han vil blive et nyt menneske, når han først er blevet optaget i denne Consumer Recreation Service.
Orton slår til, for hvad har han at tabe? Men med mareridtets snigende logik bgynder jorden at skride under ham. Hvad er tilfældigheder og hvad skyldes det mystiske selskab, hvis motiver til at plage ham forbliver uklare?
Der er selvfølgelig noget meget Kafkask over denne historie om at være en lille brik i et større spil, hvis regler det synes omsonst at lære undervejs. Orton udsættes for mere og mere livstruende fælder og besynderlige sammentræf, der lader ane en højere styrelse. Hvem er med, hvem imod ham? Hvordan skelne ven fra fjende?
Han ender på en kirkegård et sted i Mexico, narkotiseret og ribbet for alt. Et nyt menneske? I hvert fald anderledes og klar til at gøre regnebrættet op.

Glidebane
Selv om The Game i kølig retrospektiv tager sig noget vakkelvorn ud, opsluger den én helt og fuldt, mens den står på. Også denne gang er Fincher en mester i at udnytte filmsproget til det yderste og lade hver scene med urovækkende indfald.
Hans klipning kan næsten føles for stram, hans ideer for sammenpakkede, når han sætter Michael Douglas på en glidebane ned i et moderne helvede, hvor alt er sammensværgelse. Der er nervøs an-spændthed og interesseskærpende sidelys over så godt som alle scener. Men når Fincher indfører Deborah Kara Unger som en slags femme fatale og samtidig i nogle actionscener prøver at anslå et spøgende tonefald à la Nu går den vilde skattejagt, gaber han over for meget på én gang.

MTV-generationen
Da Steven Spielberg og George Lucas på godt og ondt begyndte at sætte deres barnepræg på amerikansk film, blev det fremhævet, at de tilhørte den første generation af filminstruktører, der fra den spæde alder er vokset op med TV-mediet.
Om en instruktør som Fincher, der af mange anses for en fremtidens mand i Hollywood, kan man sige, at han er fra den generation, der er vokset op med MTV. Instruktionen af en række meget roste musikvideoer blev faktisk hans adgangsbillet til de store Hollywood-produktioner.
Den rastløse rytme sidder ham i blodet, og samtidig er han vel heller ikke upåvirket af en postmodernisme, der nægter at tage noget for pålydende og forholder sig frit uforpligtende og grovæderisk til fortidens stilelementer.
The Game er på sin vis en bekræftelse af Finchers exceptionelle iscenesættertalent, men giver på ingen måde svar på, hvad han derud-over har at tilbyde verden. Dertil skøjter denne spæn-dingsfantasi for let hen over sine egne motiver og implikationer.

*The Game. Instruktion: David Fincher. Manuskript:
John Brancato og Michael Ferris. Amerikansk. (Palads, Palladium, Scala, Bio Lyngby, Bio City)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu