Året der gik - i kortfilm, dokumentarisme og video
KORTFILM '97
Den altoverskyggende begivenhed på kort- og dokumentarfilmsområdet i 1997 var, at Filmhuset efter nogle turbulente måneder i slutningen af det foregående år omsider kom op i omdrejninger. At starten ikke havde været let, kunne vi konstatere i disse spalter ved udgangen af Kulturby-året, men da en nogenlunde stabil hverdag langt om længe indfandt sig, og røgen fra åbningstaler og nytårsraketter var drevet bort, blev publikum mødt af en programmæssig overbudspolitik, som man i første omgang måtte være lidt skeptisk overfor. Kunne dét niveau virkelig holde?
Det kunne det, og i årets løb har Filmhusets massive udbud af kort- og dokumentarfilm mere eller mindre udviklet sig til en uafbrudt filmfestival. Faren ved at forkæle publikum til daglig er naturligvis, at de egentlige festivaler blegner lidt, fordi det kan være svært at kende forskel på hverdag og fest. Men det er et luksusproblem, og i realiteten vidner både den støtte stigning i Filmhusets medlemstal og den daglige tilstrømning til novellefilm, dokumentarfilm og selv inferi-øre værkstedsproduktioner om, at der i hovedstaden faktisk er et publikum til disse genrer.
Alene de faste programpunkter som Ugens novellefilm, Ugens kort- og dokumentarfilm, Workshopvinduet og SneakBar er en væsentlig forøgelse af den offentlige adgang til de produkter, som finansieres over skattebilletten. Hertil kommer adskillige filmpakker hjemtaget fra festivaler i udlandet, som man således får mulighed for at orientere sig i uden at skulle belaste det private rejsebudget.
Åndelig søgen
At den interne struktur i Filmhuset så stadig ikke er på plads, og at eksempelvis områdedirektøren for Kort- og dokumentarfilm i skrivende stund endnu ikke er udpeget, er en mindre flatterende omstændighed, som i første omgang ikke berører publikum, men som efterhånden er ved at virke temmelig trættende på de i forvejen noget rådvilde produktionsmiljøer.
Ikke desto mindre har året budt på forbløffende mange fine premierer. Ikke mindst blev 1997 året, hvor dansk film for alvor begyndte at afspejle 90'ernes interesse for åndelig søgen og det talte ord. Vi fik Annette Mari Olsens Man brænder da ikke præster, et fint portræt af Inge-Lise Wagner. Og vi fik hele to film om filosofi, Anker Lis intime portræt af Villy Sørensen, At gå op ad væggen, og Claus
Bohms kalejdoskopiske Filosof, i øvrigt også med den ellers kamerasky Sørensen. Sidst på året føjede Dola Bonfils en mere tværvidenskabelig film til rækken, nemlig Tankens anatomi om den aktuelle forskning i forholdet mellem hjerne, bevidsthed og sjæl.
Inden for portrætgenren vil Lars Johanssons skrøbelige film om Per Højholt blive stående, ligesom man vil huske den svenske instruktør Stig Björkmans film om det drillesyge vidunderbarn, Lars von Trier.
Den korte fiktion
Værd at nævne er det også, at vi i det forløbne år fik pustet nyt liv i en genre, der ganske vist aldrig har været forsvundet, men som i de senere år ikke har fyldt meget, nemlig egnsportrætterne. I Go West vendte Erik Thygesen hjem til Vestjylland og fik vredet nogle ganske overraskende konklusioner ud af grusgrave og hedestrækninger, og i Homo Lalandiense forvandlede Dan Säll og Gorm Rasmussen de flade lollandske landskaber til storslået poesi.
Endelig er der altid grund til at glæde sig over, når en dokumentarfilm - trods Filmhus og stadig flere tv-kanaler - kan få et liv i en kommerciel biograf, som det har været tilfældet med Nils Vests Himmelstigen, en gennemarbejdet film om det snoede tårn på Vor Frelser Kirke.
Inden for den korte fiktion har det i de sidste par år i stadig højere grad været Dansk Novellefilm, som har stået for succeserne. Vi har tidligere nævnt, at ordningen var lidt længe om at træde i karakter, men allerede i '96 begyndte de gode resultater at vise sig, og i det forløbne år har den opadgående kurve holdt sig. Året startede relativt pænt med Charlotte Sachs Bostrups ungpigefilm Fridas første gang og Jonas Cornells diabolske Rifbjerg-filmatisering Skyernes skygge rammer mig. Siden kom to bundsolide novellefilm, Ole Christian Madsens Sinans bryllup om andengenerationsindvandrere på Vesterbro og Lotte Svendsens vellykkede Royal Blues.
Erfarne folk
Ud over at pleje de unge talenter har Dansk Novellefilm også givet plads til, at mere erfarne instruktører kunne eksperimentere med anderledes produktionsformer, hvilket har resulteret i Helle Ryslinges Ølaben og Erik Clausens Tango, begge relativt vellykkede forsøg på at forny samfundssatiren.
Nok så interessant er det også, at et projekt, der startede hos Dansk Novellefilm, voksede til at blive en af årets største danske succeser på spillefilmsområdet, nemlig Jonas Elmers charmerende Let's Get Lost.
Hvad ellers? Odense Film Festival fusionerede med Dansk Film Festival, og under uortodoks ledelse af Christian Braad Thomsen blev det nye produkt i august søsat til en blandet modtagelse hos filmfolk og kritikere. Ideen er dog god, og hvis arrangørerne strammer sig an, kan Odense meget vel blive et vigtigt samlingspunkt for kort- og dokumentarfilmens udøvere og aficionadoer. Nogle måneder senere søsatte Århus et helt nyt koncept, Festival of festivals, en opsamling af det bedste af det bedste fra en række europæiske festivaler.
Og så var 1997 året, hvor et af landets mere ydmyge produktionsmiljøer, Det Danske Videoværksted i Haderslev, fyldte tyve år.
Året slutter - symbolsk, måske - med premierer på to nye markante dokumentarfilm, nemlig Lise Roos' serie Fik du set det du ville...? om danskernes drømme og Tómas Gislasons to timer lange Patrioterne om amerikanernes angst. Lise Roos, der var en af sin generations førende dokumentarister, døde i august 1997, kort efter færdiggørelsen af Fik du set det du ville...?, og Tómas Gislason, der med Patrioterne høstede førsteprisen på Odense Film Festival, vil som et af sin generations ubestridelige talenter uden tvivl være med til at tegne dansk film i fremtiden.
