Læsetid: 5 min.

Film

23. december 1997

Julen markerer TV-kanalerne med en klynge såkaldte storfilm med lang spilletid og brede billeder, der langt fra virker optimalt på den lille skærm. Nu formodes vi måske at have tiden til at se disse udstrakte farvelade-orgier. Men også hyggen får selvfølgelig sit med Lassie- og Olsen-bandefilm, mens deciderede julefilm er fraværende (denne særlige afart synes erstattet af julekalenderserierne). Men julemenuen rummer også sværvægtere af den type, som både skønnes gode for
seertal og prestige, og af uransagelige grunde er selve den højhellige 24. december plastret til med hele fire spillefilm på DR 1 og 2 samt TV2. Trøst for de juleløse eller kold beregning?

*Anthony Mann var egentlig western-ekspert, men gled over i udstyrsgenren med monumentale epos'er som El Cid, der har ry som en af 1960'ernes bedste storfilm. Charlton Heston var dengang noget nær uundgåelig som heroisk storfilmsmidtpunkt og spiller den heltemodige patriot, der i det 11. århundrede driver maurerne ud af Spanien. - En dyster sag, men Mann kunne som få sætte slagscener op, og rollelisten rummer navne som Sophia Loren, Raf Vallone, Geraldine Page og Michael Hordern.
DR 1, tirsdag kl. 13.20-16.15.

*Woody Allen er jo ikke den værste julegæst på selve den store aften, og Hannah og hendes søstrefra 1986 viser ham fra hans mest suveræne side. Med lige dele alvor og munterhed tegner han et tætvævet portræt af en New Yorkerfamilies udvikling gennem to år. Mia Farrow står i centrum som den stabile moderskikkelse omgivet af neurotikere, deriblandt Allen selv, der blot er en del af ensemblet, men sjældent har været sjovere. Det er overhovedet en af Allens stærkest besatte film, med blændende gode præstationer af Dianne Wiest og Michael Caine (der begge fik Oscar), men også af Barbara Hershey og Max von Sydow. Og kuriøst nok medvirker også Mia Farrows mor, Tarzan-filmenes forhenværende Jane, Maureen O'Sullivan, i en bedstemor-rolle.
Hannah and her Sisters/ Hannah og hendes søstre. DR 2, onsdag kl. 20.10-21.55

*John Wayne er sat til at forsøde juleaften for seerne med en cirkus-film af en tyngde, der fik Time til at skrive: "At sidde og se denne film føles som at holde en elefant i skødet i to timer og et kvarter." - Filmen er fra 1964 og Wayne spiller en cirkusdirektør på jagt efter sin alkoholiske eks-hustru - en falmet Rita Hayworth. Oprindelig skulle Frank Capra have lavet historien, men den overgik til Henry Hathaway og vakte ingen synderlig begej-string ved fremkomsten. Men den har Claudia Cardinale i en hovedrolle, og det er jo altid et trumfkort.
Circus World/ Det store westerncirkus. DR 1, onsdag kl. 21.00-23.15

*Elizabeth Taylor kan ses i tidlig melodramatisk udgave i denne ødselt farvelagte romantiske MGM-tåreperser, der - inspireret af Scott Fitz-gerald berømte novelle Babylon Revisited - kaster sig ud i sindsoprivende konflikter mellem tæt-drikkende amerikanere i Paris efter Anden Verdenskrigs afslutning. Taylor er den stakkels rige pige, hvis forfatterægtemand, spillet af Van Johnson, bedrager hende og som derfor selv tager en elsker: ingen anden end en filmdebuterende, tennisspillende Roger Moore, endnu langt fra Bond-berømmelsen. - "How do you like him? Don't you think he makes me look years drunker?", spørger Taylor ægtemanden. Her er kort sagt kræs for camp-kendere, i den ellers ret seriøse Richard Brooks' instruktion og med Walter Pidgeon, Donna Reed og Eva Gabor i de øvrige roller.
Last Time I Saw Paris/ Sidst jeg så Paris. TV2, onsdag kl. 21.35-23.35

*Marilyn Monroe afslutter de filmiske julefestligheder med en gammel traver: nabopigen, der er så frygtelig sød og fristende for Tom Ewells græsenkemand i den sommerophedede New Yorker-lejlighed. Det er filmen med - ikke manden, men Monroe på risten, kæmpende med en nu legendarisk benafslørende bølgegang i nederdelen. Billy Wilder har filmatiseret George Axelrods succeskomedie uden mange dikkedarer, bortset fra nogle pudsige indlagte filmparodier. Filmen lever på en kvik dialog og to prægtige hovedrolleskuespillere.
The Seven Year Itch/ Den søde kløe. TV2, onsdag kl, 00.35-02.15

*Lassie er lige hunden, der kan få barnesindet til at blomstre Første Juledag. Den intelligente skotske hyrdehund blev Hollywoods mest populære firbenede stjerne, da denne højt elskede film blev udsendt i det herrens år 1943 og betog gammel som ung. Det er hundegenrens nestor, en gribende historie om en følsom hund, der længes hjem til Yorkshire efter at være blevet nærmest bortført til Skotland. En lunende hjertevarmer i Technicolor, serveret af MGMs mest drevne hjerner efter en historie af
Eric Knight. Og med ingen anden end en 11-årig Elizabeth Taylor i en af hovedrollerne.
Lassie Come Home/ Lassie vender hjem. TV2, torsdag kl. 16.05-17.30

*Howard Hawks så før de fleste andre, at Marilyn Monroe først og fremmest var komedienne og brugte henden i 1953 i den frække farvemusical efter Anita Loos' satiriske tyverklassiker Gentlemen foretrækker blondiner. Marilyn og Jane Russell spiller to piger på jagt efter ægtemand i Paris, og det er her hun synger og danser det klassiske nummer Diamonds Are a Girl's Best Friend. Men Jane Russells nummer mellem letpåklædte mande-gymnaster er heller ikke at kimse ad. I det hele taget er denne film om de to sex-gudinders kontante forhold til mændene fuld af komiske fund og de særeste erotiske genklange. Som når Howard Hawks i nogle groetske scener konfronterer Marilyn med en voldsomt verbalt nærgående dreng.
Gentlemen Prefer Blondes/ Gentlemen foretrækker blondiner. TV torsdag kl. 23.30-01.00

*Gabriel Axel fik som første dansker en Oscar for sin filmatisering af Karen Blixens Babettes gæstebud. Den har Stéphane Audran i titelrollen som den landflygtige kokkepige, der bereder asketiske vestjyder et himmerigsmåltid, som bliver deres livs både åndelige og gastronomiske oplevelse.
En verdenssucces blev den, mens man herhjemme var noget forbeholden og satte spørgsmålstegn ved Axels Blixen-tolkning. Den vittigt pointerede skildring af det guddommelige gæstebud kunne alle dog bifalde. I biroller ses nyligt afdøde Jarl Kulle, Birgitte Federspiel og - med en meget smuk udgangsreplik - Bodil Kjer. Sidstnævnte kan dog - som det fremgår af hendes i år udgivne, meget læseværdige erindringsbog - ikke lide filmen.
Babettes gæstebud. DR 1, fredag kl. 22.25-00.05

*Marianne Sägebrecht, den digre tyske skuespillerinde, er bedst kendt for sin restaurationsværtinde i Percy Adlons publikumstræffer Bagdad Café. Men hun har en langt bedre rolle i samme instruktørs umiddelbart foregående hverdagskomedie Sugar Baby, hvor hun spiller en ensom bedemandsassistent, som beslutter at lægge sit liv om. Hun har forelsket sig i en ung togfører, og nu sætter hun al sin opsparede ferie af på at lære ham at kende. Det lykkes over al måde - og Sägebrecht og Adlon giver denne fabel om kødelig kærlighed og venskab på tværs af al sandsynlighed en fin dobbelttone af ironi og medfølelse.
Zuckerbaby I Sugarbaby. DR 2, lørdag kl. 21.40-23.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu