*Annelise Reenberg var i 1950'erne og 60'erne Saga-selskabets førende instruktør af folkekomedier og en betydelig sikrere garant for kvalitet end det konkurrerende ASAs nu mere kendte Alice O'Fredericks. Hun kunne ikke som O'Fredericks støtte sig til serieproduktion af Morten Korch og Fare til Fire, men skabte sin egen tradition for hyggeunderholdning, ofte med en sød selvironisk tone som i Den gamle mølle på Mols. Hendes perfektionisme gjorde hende til en dyr dame for Saga, men nu kan eftertiden værdsætte den håndværksmæssige omhu og filmfornemmelse, der klart er med til at gøre Hendes store aften fra 1954 til en af de bedre oplevelser fra den danske filmskat. Bemærk f. eks. hvor træfsikkert og atmosfærefyldt filmen placerer sine hovedpersoner i deres miljø: den elegante strøgbutik Chez Madame lige før lukketid Nyt-årsaften. Her ekspederer Helle Virkners grå mus de mode- og parfumebevidste kunder, og en af dem er Poul Reich-hardts flotte, rige elegantier, der inviterer hende ud, da de to er alene tilbage i butikken og kan vælge og vrage mellem de herlige varer. Det bliver derefter til nytårsmiddag på restaurant Nimb, med Ib Schønberg som konferencier og Wandy Tworek som underholder. Den store romantiske oplevelse for ekspeditricen, dog med en opvågnen i hverdagens grålys. - Filmen bygger på et fransk manuskript og finder en mere intim-psykologisk tone end Reenbergs folkekomedier. Det er velskabt underholdning, hvilende på Reichhardts gedigne charme og Helle Virkners evne til at forvandle sig fra for-knyt hverdagspige til smuk heltinde. Og i biroller optræder Bodil Steen, Karin Nellemose og Angelo Bruun i meget moderne underspillede udgaver.
Hendes store aften. DR 1, lørdag kl. 20.55-22.35
*Jonathan Kaplan overtog instruktionen fra Tamra Davis kort efter at optagelserne til denne westernkomedie begyndte, og det kan være grunden til, at den ikke fik den kvalitet, man af film som Heart Like a Wheel, Anklaget og ikke mindst Love Field er blevet vænnet til fra Kaplans hånd. De slemme piger, prostituerede på eventyr som fredløse i Det Vilde Vesten, fik generelt en meget kølig modtagelse, da de blev sendt på markedet i 1994. Og det selv om de spilles af en perlerække af unge aktricer som Madeleine Stowe, Mary Stuart Masterson, Andie Mac-Dowell og Drew Barrymore.
Bad Girls. TV2, lørdag kl. 22.30-00.15
*Willem Dafoe, der sjældent er helt kedelig, er med til at sørge for jule-volden i denne spændingsfilm fra 1988, hvor han spiller den ene af to militærpolitifolk, der prøver at opspore en seriemorder i Saigon anno 1968. De har folk fra deres eget korps mistænkt for at ville hindre opklaringsarbejdet. - Time Out roser den debuterende Christopher Crowe for kraftfulde action-scener og velgennemført spænding, mens den generelt mere kritiske Halliwell mener, at den er "for folk med en lige så høj kedsomhedstær-skel som filmens stabel af lig."
Saigon/ Saigon - et helvede for strømere. TV, lørdag kl. 00.15-01.55
*David Cronenberg viste sig med Ballard-filmatiseringen Crash som en af de få moderne instruktører, der kan få censurinstanser til få øjnene frem på stilke og forbudene frem fra posen. Hans filmatisering af David Henry Hwangs skuespil om en fransk diplomat, René Gallimard, der har en affære med en kinesisk operasanger (inde?) i Peking i starten af 1960'erne, vakte derimod ikke samme opsigt. Tværtimod mente mange, at Cronenberg burde have fået noget mere udfordrende ud af denne specielle kærlighedshistorie, der forgrener sig til en spionintrige. Jeremy Irons er diplomaten, som forelsker sig den feminint eftergivende og underdanige Song Liling, spillet af John Lone, en person af tilsyneladende ubestemmeligt køn. - Filmen har ikke haft dansk biografpremiere, men lyder unægtelig ikke kedelig og skal selvfølgelig ses af alle Cronenberg-fans.
M. Butterfly. DR 2, søndag kl. 21.05-23.00
*Birgitte Bruun var endnu ikke blevet Birgitte Price, men Søs havde giftet sig og fået barn i denne den sidste Far til Fire-film i en serie, der efter otte år og syv titler endeligt blev lagt i graven i 1961. Da var Ole Neumanns Lille Per blevet en ganske moden skole-elev, og man måtte indkalde datidens foboldhelt nummer et, Harald Nielsen, for at skabe lidt kulør og variation i foretagendet.
Far til fire med fuld musik. TV2, søndag kl. 20.30-22.05
*Italiensk film står sjældent på TV-menuen, så derfor anbefales her undtagelsevis én af slagsen fra svensk TV2, i en ellers ret tynd filmuge. Det drejer sig om Daniele Luchettis vittige politiske satire Il Portaborse, en underfundig historie om en velmenende og anstændig historielærer fra provinsen, der inddrages i det pulserende, men også kompromitterende politiske liv, da han bliver taleskriver for en socialistisk minister. Dette politiske dyr spilles af Nanni Moretti, kendt fra Kære dagbog, og Moretti står også som producent af den meget underholdende, skarptandede og livlige film.
Il Portaborse. Sverige 2, søndag kl. 14.00-15,30
*Marco Ferreri, der døde for et par år siden, var en instruktør, som udfordrede med sine satiriske, bevidst forenklende fabler. Mest berømt blev han for denne skrøne fra 1974 om fire mænd af det bedre borgerskab, der konsekvent og målbevidst æder sig ihjel i en gammel villa. En vigtig påmindelse her op mod jul, men samtidig en film, der som én af de første handler om overforbrug og ressourcespild. Hvad der før var en livsnødvendighed - det at spise - bærer nu døden i sig, for hvor længe kan den vestlige verden optræde som umættelig ædedolk? Hvornår har overforbruget forurenet så meget, at der ikke er mere at bruge af? - Michel Piccoli går på et tidspunkt fra foderet under det gastronomiske orgie, men får ny appetit af Ugo Tognazzis råd: "Forestil dig, at du er en sultende inder i Bombay." Og sådan støtter de fire venner hinanden i deres noble forehavende, mens prutterne fyger dem om ørerne, og Ferreri zoomer ind på en hoben uhumske detaljer, der især fik franskmændene til at råbe 'skandale'. Marcello Mastroianni og Philippe Noiret fuldender kvartetten af ædedolke, for selv om Ferreris emner ofte var specielle havde han evnen til at tiltrække sin tid bedste skuespillere.
La grande bouffe/ Det store ædegilde. DR 1, onsdag kl. 22.30-00.35