Læsetid: 5 min.

Film

4. december 1997

*Sidney Pollack var manden, der på instruktørernes vegne gik i leding mod DR 1, fordi kanalen (som i øvrigt også andre kanaler) har vist bredlærredsfilm i beskåret format. Netop spændingsfilmen Tre døgn for Condor var stridens æble, og nu gør DR 1 en slags afbigt ved at vise filmen for ikke mindre end tredie gang siden 1988, men for første gang i det regulære, originale panavision-format. Filmen har Robert Redford i hovedrollen som en CIA-agent, der kommer i livsfare, da en mystisk sammensværgelse tilsyneladende er i gære inden for CIAs egne mure. En solid spændingsfilm i Pollacks sikre stil, der ikke udelukker psykologiske nuancer inden for genrens rammer. Pollack er bedst kendt for film som Tootsie, Mit Afrika og Jamen, man skyder da heste, så han er en alsidig herre, der i øvrigt også gør sig gældende som producent af andres film (Ang Lees Fornuft og følelse ) og som skuespiller (Woody Allens Mænd og koner).
Three Days of the Condor/ Tre dage for Condor. DR 1, fredag kl. 21.45-23.40

*Brian Henson, søn af Muppet-figurernes skaber Jim, står for denne specielle Muppet-udgave af Charles Dickens' uopslidelige Et jule-eventyr. Denne gang er det Michael Caine, der spiller den hjerte- og juleløse Scrooge, omgivet af hele Muppet-menagen, fra Miss Piggy, der selvfølgelig ikke er bleg for at flirte med ham, til frøen Kermit med de lodrette panderynker - her en ansvarsfuld familiefar gift med samme Miss og med en derfor noget bastardagtig yngel. Og The Great Gonzo har forvandlet sig til filmens fortæller, ingen anden end selveste Charles Dickens. Muppet-figurernes mange fans vil have nok at more sig over, mens andre måske vil gabe diskret.
The Puppet Cristmas Carol/ Muppets juleeventyr. DR 1, lørdag kl. 20.35-22.00

*Karl Stegger var en af de betydeligste danske filmskuespillere gennem tiderne. At han næsten udelukkende spillede biroller, bør ikke trække fra formatet, for han opvejede rollernes beskedne omfang med deres antal. Godt 150 film medvirkede han i, et langt større antal end dansk films anden store runde mand, Ib Schønberg, som han afløste som Far til Fire. Men Stegger var væsensforskellig fra Schønberg, manglede dennes åleglatte glideflugt og letrørte sind. Han var solidere, tungere og mere problemfrit forankret i den danske hverdag, som det kan ses af portrættet i den kommende lørdags afsnit af den danske filmskat. Her er Steggers tjener fra Man sku' være noget ved musikken og hans slagter fra Poeten og lillemor blandt de stærkeste klip, men bemærk også hans kyske filmdebut i Smedestræde 4 , hvor han er provinsiel generthed i egen person. Udsendelsens insisteren på, at Stegger var 'den almindelige dansker' kan skygge for, hvor forskellig og nuanceret han kunne være inden for sit, indrømmet, relativt begrænsede register. Men efterhånden kommer alsidigheden smukt frem, selv om man godt kunne have klaret sig med færre, men til gengæld længere klip. Stegger fik altid den maksimale humor ud af sine ofte utak-nemmelige roller og fandt mennesket bag hverdagsmasken. Utallige gange var han den rene tone i dansk films kor af falskhed. Godt, at han nu huskes med dette over-flødighedshorn af klip.
Dansk Filmskat. Den runde dansker - Karl Stegger. TV2, lørdag kl. 20.40-21.30

*Bo Widerberg nåede, takket være den danske producent Per Holst, at få lavet dramaet Lærerinden inden sin død i maj, 66 år gammel. Widerberg placerede sin søn Johan Widerberg i rollen som en 15-årig skoleelev, der i 1943 har et heftigt kærlighedsforhold til sin lærerinde, spillet af Marika Lager-
crantz. Filmen blev herhjemme overvejende positivt modtaget, selv om den påvisligt er noget leddeløst komponeret og ikke ganske overbeviser om nødvendigheden af sin samlede spilletid på 128 minutter. Ved Berlinfestivalen vandt den Sølvbjørn, men i England slog den slet ikke an. Hvorom alting er, kan man glæde sig over meget i filmen: de sensuelle indledende kær-lighedsscener, fotografen Morten Bruus' atmosfærefyldte billeder og en række af de træfsikre detaljer, Widerberg altid får anbragt i sine film.
Lust och Fägring Stor/ Lærer-inden. TV2, lørdag kl. 21.55-00.05

*Steve Martin er i urkomisk topform i denne Carl
Reiner-farce fra 1983, hvor han spiller en læge, der bliver forelsket i en hjerne i en glasbeholder. Pauline Kael, den fremragende amerikanske kritiker, beundrede Martin højt og skrev om hans præstation her: "Han har den fascinationskraft, der udgår fra en mand, der bevæger sig i en energisk trance." Og Kael kunne også godt lide Kathleen Turners barske, sexede præstation som Martins skrappe kone.
The Man With Two Brains/ Manden, der havde en hjerne til overs. TV2, lørdag 00.30-02.00

*Ingmar Bergmans kær-lighedsforhold til sin stjerne Harriet Andersson inspirerede ham til Gøglernes aften. I Laterna Magica fortæller Bergman, at han i desperation flyttede ind på et lille hotel for at skrive manuskriptet: "Efterhånden formørkedes vores forhold: min retrospektive skinsyges dæmoner forgiftede os. (...) Jeg skrev i et udbrud af usædvanlig dyb misantropi en film, som blev døbt Gøglernes aften." Resultatet blev Bergmans internationale og kunstneriske gennembrud, i USA vist under titlen The Naked Night. I et stærkt ekspressionistisk billedsprog fortæller filmen en kras jalousihistorie om en omrejsende cirkusdirektør og hans sensuelle elskerinde, netop spillet af Harriet Andersson. En lidenskabelig århundredeskifte-historie om jalousi, ydmygelse og nederlag, blændende virtuost iscenesat af Bergman som et billedmyldrende mareridt. Gøglernes aften er en af de film, Bergman stadig selv sætter højt i en produktiuon, som han ellers ofte kritiserer skarpt - da begyndte instrumentet at spille rent. Men datidens svenske kritikere var ikke lige henrykte, og filmen faldt. Aftonbladets anmelder skrev: "Jeg nægter at tage det bræk, som Ingmar Bergman efterlader sig denne gang, nærmere i øjesyn." Det har andre så gjort senere, men Bergmans tidligere år var ikke nemme.
Gycklarnas afton/ Gøglernes aften. TV2, søndag 14.35-16.10

*Bette Davis Er man ved at klistre til i julemånedshygge, er der saltet vid og opstrammende kynisme at hente i denne berømte, Oscar-belæssede komedie fra 1950 om teaterfolk på Broadway, dengang der virkelig var Divaer til. Som f. eks. Bette Davis' Margo Channing, der kæmper vildt mod
forældelsen, bl. a. ved at ansætte den teatertossede unge Anne Baxter som sin ydmyge sekretær. Men Baxter har sin egen skjulte dagsorden, og den er, viser det sig, ikke til fordel for Margo. Joseph L. Mankiewicz skrev en af de skarpeste dialoger i Holly-
woods historie til denne ætsende komedie, hvor Bette Davis gør sin entré til et selskab med ordene: Fasten your seat belts, it's going to be a bumpy night og hvor George Sanders' kyniske teaterkritiker introducerer en ung, håbefuld Marilyn Monroe som a graduate of the Copacabana school of acting.
All About Eve/ Alt om Eva. TV2, mandag kl. 00.15-02.30.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu