Læsetid: 6 min.

Finanskrisen i Østasien baner vej for systemskifte

27. december 1997

Før eller siden ville indu-strialisering og velstand have bragt demokratiske reformer til Østasien. Spørgsmålet er nu, om den økonomiske krise skubber udviklingen i den rigtige retning

Næste års store ukendte faktor i internationale anliggender bliver de politiske følger af finanskrisen i Japan, Korea og Sydøstasien. Vil en faldende økonomisk vækst og stigende arbejdsløshed i disse lande føre til politiske omvæltninger og krav om et systemskifte? Svaret er sandsynligvis ja.
De første stjerneskud ses allerede på vinterhimlen. I Sydkorea er en tidligere systemkritiker blevet valgt til præsident. Sidste måned led Taiwans førende Nationalistparti et sviende nederlag ved lokale valg, og den fiasko bliver måske gentaget under landsvalget i 1998. Thailands premierminister trådte tilbage i forbindelse med landets finanskrise. I Indonesien regner man med, at den fysisk svækkede præsident Suharto enten går frivilligt, bliver væltet af en folkelig opstand eller fjernet af militæret.
Umiddelbart kunne disse begivenheder minde om mekanikken i et vestligt demokrati: Hvis økonomien går skidt, bliver det regerende parti straffet og afsat af vælgerne. En reaktion af denne art tegner utvivlsomt en del af billedet i Øst-asien. Flere og flere lande i regionen er i de seneste år blevet demokratiske - omend mere formelt end reelt. Men skinnet kan let bedrage, for hvad vi vil se i den kommende tid er formentligt en institutionel reform af det herskende politiske og økonomiske system. Det gælder for Japan, Korea og Sydøstasien, og måske også for Kina og Indien.

Scenariet er fascinerende, fordi udviklingen følger parallelle spor. På den ene side reagerer vælgerne og den offentlige mening på den økonomiske krise ved at stille krav til lederne om en ny politik. På den anden side bliver de kriseramte lande påtvunget reformer af udefrakommende kræfter - dels valutamarkedet og dels Den Internationale Valutafond IMF. Det interessante spørgsmål er så, om befolkningerne vil sluge IMF's og den globale finans' medicin.
De foreløbige meldinger fra Sydkorea antyder, at den nyvalgte præsident Kim Dae Jungs appel om at yde ofre på kort sigt for at vinde på lang sigt, falder i god jord hos jævne koreanere. Nogle få uger tidligere havde han som præsidentkandidat afvist at binde sig til et løfte om at følge reformkravene knyttet til IMF-lånet på 57 mia. dollar, hvis han vandt valget.
Tidligere i år langede Malaysias ministerpræsident Mahathir Mohamad ud efter det globale finansmarked og beskyldte specifikt valutasvindlere, heriblandt 'jøder' som George Soros, for at have iscenesat sommerens finanskrise i Sydøstasien. Men denne kritik er nu forstummet. Årsag: Malaysia og Sydkorea har, som alle andre lande i den globale økonomi, ikke råd til at distancere sig fra den internationale finanskapital - tværtimod.
Set fra Europa og USA synes kapitalens uhindrede bevægelse over nationale grænser næppe at være et gode, al den stund staten taber skatteindtægt og tvinges til at skære ned på de sociale udgifter.
Andre forhold gør sig imidlertid gældende i Østasien, hvor det ene land efter det andet er blevet industrialiseret siden Anden Verdenskrig. Den eksplosive og bæredygtige økonomiske vækst baserer sig stort set på fire faktorer: Forarbejdning og eksport af tekstiler og elektroniske varer, protektionisme, statsstyret finansiering af industrikonglomerater og investering i teknologi og uddannelse.
I løbet af 45 år er levestandarden blevet mangedoblet, og Østasiens andel af verdensøkonomien vokset fra 17 til 35 procent.
Men udviklingen af moderne institutioner, en velfungerende retsstat og civile organisationer, som modvægt til en autokratisk tradi-
tion, har haltet bagud den hurtige industrialisering. Så nu kræver IMF sanering af finansektoren og reformer.

Hovedtrækkene i i IMF-reformerne er større gennemsigtighed i beslutningsprocesserne indenfor private og statslige institutioner, indførelse af fri konkurrence i alle erhvervssektorer og bekæmpelse af korruption og politiske klient-systemer.
Er 1998 det rette tidspunkt til så gennemgribende reformer? I januar-udgaven af det amerikanske månedsblad Atlantic Monthly hævder George Soros - i en opfølgning på sin berømte kritik i samme magasin af globaliseringen sidste sommer - at en overgang fra autokrati til demokrati i Østasien principielt vil ske, når landene bevæger sig fra en økonomi baseret på kapitalakkumulation til en tilstand, hvor de skaber velstand.
Soros tilføjer, at "autokratiske styrer svækker sig selv, når de lægger beslag på ytringsfriheden og lader korruptionen vokse. I sidste ende kan de bryde sammen under deres egen vægt. Sandhedens øjeblik opstår, når de ikke længere magter at opretholde velstanden."
Med henvisning til den aktuelle finanskrise konkluderer Soros: "Uheldigvis tjener økonomisk tilbagegang og forvridning ikke som de mest frugtbare betingelser for udviklingen af demokratiske institu-tioner. Så den politiske vejrudsigt for det økonomiske mirakel i Asien er i bedste fald skyet."
Heri har Soros givetvis ret. Det ville have været langt bedre, hvis udviklingen af sunde og stabile demokratiske institutioner i Sydkorea og Sydøstasien var kommet som en naturlig reaktion på industrialisering og voksende velstand. Sådan var det jo i Europa og Nordamerika. I stedet skal det nu ske under en foruroligende finansiel og økonomisk krise.
På den anden side er reformerne ikke nødvendigvis i konflikt med borgernes interesser. Tværtimod, mere konkurrence bør føre til lavere forbrugerpriser, færre tilfælde af bestikkelse sparer folk penge, og større gennemsigtighed i beslutningsprocesserne betyder, at lederne nu skal stå til regnskab overfor vælgere såvel som kunder, når et eller andet går galt. Det er op til politikerne at forklare befolkningen disse fordele, som altså desværre kommer samtidig med lukning af banker og af urentable virksomheder.

Man kunne med rette spørge, om IMF's reformkrav ikke svarer til at indføre den amerikanske kapitalismemodel i Østasien ad bagdøren. Det frygter f.eks. den økonomiske kommentator Robert Kuttner.
"Det foruroliger mig, at Clinton-regeringen inspireret af Reagan er så skråsikker på, at der kun findes én korrekt udgave af kapitalismen og at netop nu, er det rette øjeblik at pålægge Asien denne model," skrev Kuttner fornylig i Business Week.
Risikoen er reel. I Sydkorea er der ingen tvivl om, at den stærke fagbevægelse nu vil få sin sag for. Erfaringen viser, at deregulering af hidtil beskyttede erhvervssektorer underminerer og truer lønmodtagernes organisationer. Traditionen for jobsikkerhed kommer under angreb, når ledigheden vokser. Familiekapitalismen - som praktiseres i Sydkorea og andre østasiatiske lande - risikerer blive rendt over ende af et aktionærvælde, d.v.s. koncerner ejet af anonyme børsinvestorer og styret af professionelle managere.

Uden bevarelsen af en nations særegne kulturelle karakteristika kan markedsøkonomien næppe fungere i samspil med det borgerlige demokrati. Det konkluderede den konservative amerikanske filosof Francis Fukuyama i sin seneste bog "Trust". Mere præcist påpegede han, at tilliden mellem aktørerne i en økonomi - som spiller en afgørende rolle for skabelsen af velstand - veksler fra et land til et andet.
I Østasien findes ikke nogen entydig definition på "tillid". Tvært-imod er variationerne ligeså store som mellem USA og Europa og som mellem enkelte europæiske lande. Det betyder naturligvis ikke, at bestikkelse og korruption, nepotisme og autokrati, udgør en integreret del af hver østasiatisk nations politisk-økonomiske system. Man kan blot ikke gå ud fra, at forretningsgangen er den samme som i Vesten. Værdierne er anderledes, selv om McDonalds og Coca-Cola bliver slugt råt af østasiaterne.
Der er ligeledes himmelvid forskel på Vestens og Østens defini-
tioner på demokrati. For os forudsætter demokrati mere end et valg i ny og næ, nemlig ytringsfrihed, retsstat, aktindsigt, etc., hvilket næppe er tilfældet i mange østasiatiske lande. Tværtimod er demokratiske valg noget relativt nyt, formentligt det første skridt i retning af et systemskifte.
Det forlyder, at militærets indflydelse i Sydkorea, Thailand, Filippinerne og Taiwan svinder ind, mens antallet af civile organisationer vokser. Sammen med den ny informationsteknologi vil disse trends efter alt at dømme befæste demokratiet i Østasien. Hvis den globale økonomi i IMF's navn bidrager til denne udvikling, er der ingen grund til at være alarmeret. Globaliseringsfælde handler det ikke om.
Tværtimod vil et dynamisk samspil mellem demokratiske aspira-
tioner på nationalt niveau og internationale økonomiske kræfter kunne føre til et længe savnet systemskifte i Østasien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu