Læsetid: 5 min.

Fire forslag til evigheden

13. december 1997

Debatten om Holocaust-mindesmærket i Berlin handler om tysk historiepolitik: Jo større forbrydelse, desto større mindesmærke

Berlin
Onsdag aften åbnedes på Schloßplatz i Berlin-Mitte dørene til udstillingen af de 19 indsendte arkitekt-forslag til opførelsen af et centralt tysk mindesmærke for Europas myrdede jøder.
Af de 19 forslag er foreløbigt fire blevet udvalgt af dommerkommissionen: Berliner-arkitekten, Daniel Libeskind; Gesine Weinmiller, ligeledes Berlin; Jochen Gerz fra Paris; samt det New York'ske Eisenman Architects med Richard Serra som hovedperson.
Den endelige afgørelse træffes "i nær sammenhæng med afslutningen af udstillingen" den 27. januar næste år, Tysklands officielle mindedag for Holocaust. Byggeriet er planlagt til at begynde et år senere, den 27. januar 1999, altså godt 11 år efter, at debatten om mindesmærket startede.

Ti års debat
Initiativet til mindesmærket stammer oprindeligt fra tv-journalisten Lea Rosh, der i 1988 efter et besøg ved Israels nationale mindesmærke for Holocaust, Yad Vashem, fandt, at også Tyskland burde oprette et sådant centralt, nationalt mindesmærke for Holocaust. Hvorfor hun, kort før Murens fald, oprettede en "Kreds til oprettelse af et mindesmærke for Europas myrdede Jøder".
I 1992 fik kredsen Forbundsregeringen og Berlins Senat med på idéen. Derefter udskrev man i april 1994 en offentlig arkitekt-konkurrence og fik 528 forslag retur. I juni 1995 meddelte Berlins Senat så, at kunstnergruppen omkring Christine Jacob-Marks havde vundet med et forslag om en enorm gravplade, hvori de 4,2 millioner forhånden værende navne af de henved 6 millioner udryddede jøder skulle indgraveres. Så langt så godt.
Men så nedlagde den tyske forbundskansler, Helmut
Kohl, i slutningen af juni veto mod mindesmærket, og bekendtgjorde, at grundstykket, hvorpå mindesmærket var planlagt - den tidligere Ministergärten, ret ved siden af Brandenburger Tor - tilhørte Forbundsregeringen og ikke stod til rådighed for dette projekt.
Så blev Forbundsdagen inddraget, for derved at sikre politisk opbakning bag projektet. Enkelte parlamentsmedlemmer, heriblandt Peter Conradi fra Socialdemokratiet (SPD), kom sågar med i det nu nedsatte udvalg, der skulle sikre en ordentlig offentlig debat om emnet, før man udskrev den nye arkitekt-konkurrence, hvis frugt nu ligger til offentlig skue og kritik.

Mordernes børn
Indvendinger har der været nok af. Som for eksempel kritikken fra Salomon Korn, Mindesmærkeansvarlig for Det jødiske Centralråd i Tyskland. Han hævder, at initiativtagerne - der oprindeligt var inspirerede af det israelske Yad Vashem mindesmærke - har overset det faktum, at mens det i Israel er ofrenes børn og børnebørn, der har rejst et mindesmærke for de døde, vil et centralt mindesmærke i Berlin blive rejst af gerningsmændenes arvinger. Det vil sige, i det mindste af arvinger med samme nationale identitet som gerningsmændene, hvilket måske er problematisk nok. Enestående for verdenshistorien er det i hvert fald. Ingen andre steder har gerningsmændenes arvinger ønsket at opstille et mindesmærke for forfædrenes forbrydelser.
En anden kritik har været, at et centralt mindesmærke for Europas myrdede jøder medførte en "hierarkisering" af ofrene, og derved trængte mordene på sigøjnerne, polakkerne, homoseksuelle og de evnessvage i baggrunden. Især yder det i daglig tale anvendte navn "Holocaust Mindesmærke" ikke retfærdighed for de myrdede ikke-jøder - når det nu kun er jøderne, der mindes.
Når mindesmærket er endt med at blive til et erindringssted for mordet på Europas jøder, er det således et spørgsmål om tysk historiepolitik, hævdede historikeren Christian Meier fra München i april dette år: Et spørgsmål om hvem, der erindres, og hvem skrives ud af historien.

Ikke ved Rigsdagen
Derfor har selve placeringen af mindesmærket også været et vigtigt stridsemne i debatten, og mange forslag har været luftet, for eksempel pladsen skråt over for den gamle Rigsdags-bygning, der fra omkring år 1999-2001 skal rumme den tyske Forbundsdag.
Men det afviste udvalget med Bruno Flierls i spidsen. Argumentet var, at hvis man placerede mindesmærket der, ret over for indskriften i Rigsdags-bygningen: "Dem deutschen Volke", ville man automatisk acceptere, at det var den tyske nation, der kollektivt begik jødemordet. Og det var det jo ikke. Det var
alene nazisterne, fremførte man i udvalget.
Dermed er mindesmærke-debatten trukket ind i firsernes såkaldte 'historiker-strid', om hvorvidt Holocaust kunne sammenlignes med andre af historiens massemord, frem for alt Stalins. En diskussion, der i sommeren 1995 blev tilført ny næring efter Harward historikeren Daniel Jonah Goldhagens bog Hitler's willing Executioners - Ordinary Germans and the Holocaust, der frejdigt fremfører en sådan tysk kollektiv skyld, da Holocaust var et "tysk nationalt projekt".
Udslagsgivende for at man afviste stedet, var nu nok, at en placeringen skråt overfor Reichtags-bygningen ville medføre, at forbundsdagsmedlemmerne ville være tvunget til at se mindesmærket hver evig eneste dag, for ikke at tale om Forbundskansleren, hvis fremtidige ministerium i øjeblikket opføres i umiddelbar nærhed.
Men det bliver altså den tidligere Ministergärten tæt ved Brandenburger Tor, bag den nyligt genopførte Hotel Adlon og tæt op ad den tunge trafik på Ebert Straße.
Stedet ligger historisk set nærmest oven på Hitlers førerbunker og ved siden af det tidligere Neue Reichkanzlerei. Hvorfor man derved reducerer jødemordet til en af nazisterne begået gerning, og gør stedet til en gravsten for fortiden. Kritikken har i det hele taget lydt, at et centralt tysk mindesmærke i Berlin ikke medfører en øget erindring om det skete, men snarere virker som en streg i sandet - en slutstreg - hvorefter man i det nye forenede Tyskland, den såkaldte "Berliner-Republik", nu endelige kan stige ud af fortiden og se frem, ind i næste årtusinde.

Jo større desto bedre
Også spørgsmålet om mindesmærkets størrelse og form har været genstand for heftig debat. Det måtte ikke være for lille - og betydningsløst - ej heller monumentalt. Et træk, der syntes at præge broderparten af forslagene til den første arkitekt-konkurrence. Som havde man tænkt efter devisen: jo større forbrydelse, desto større mindemærke. Således var vinderen af første runde - gravpladen med de 4,2 millioner indgraverede navne - uungåeligt behæftet med en vis monumentalitet.
Og ikke nok med det. Historikeren Reinhart Kosseleck fra Bielefeld kaldte det en skændsel, da valget af en gravplade som mindesmærke ville betyde, at man videreførte en kristen tradition med dertil hørende lovord om genopstandelse.
Det var den gang. Striden fortsætter. Således ønskede den ungarnsk-jødiske forfatter György Konrád - der som barn ved en ren og skær tilfældighed undgik at blive sendt i Auschwitz med klassekammeraterne - sig forleden i den konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, at man i stedet for et mindesmærke, der afspejlede Tysklands nyvundne størrelse, opførte et, der var afpasset et forbrændt jødisk barns lidelser.
Allerhelst så han konkurrencen afblæst og forslog, at man i stedet opførte en "glædens have".
"Til hvilken nytte: et overvældende stort mindesmærke i midten af byen, på en flade på firstusinde kvadratmeter? Som kunne omfanget alene stå i proportionsforhold til historien".
Som forfatteren Walter Jens udtrykte det: Skriget fra Holocaust kan man ikke overdøve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu