Læsetid: 5 min.

FN's blinde øje før folkemordet i Rwanda

10. december 1997

Kritikpunkterne af FN's indsats for at forhindre folkemordet i Rwanda i 1994 er mange i belgisk rapport. Der hersker fortsat uklarhed om Kofi Annans personlige rolle, for FN-folk måtte ikke vidne for kommissionen

Da folkemordet i Rwanda gik i gang den 7. april 1994 forekom det internationale samfund tilsyneladende overrasket.
Så i stedet for at forstærke sin fredsbevarende styrke i landet, UNAMIR, besluttede FN's Sikkerhedsråd og den belgiske regering i panik at trække styrken ud oven på mordene på ti belgiske soldater i folkemordets spæde begyndelse. Et folkemord, der skulle vise sig at blive verdenshistoriens hurtigste og mest effektive etniske udrensning med 800.000 mennesker skudt, hakket eller banket til døde.
Men det internationale samfund havde ingen grund til at være så overrasket over begivenhederne i Rwanda. Det skortede nemlig ikke på advarsler om det forestående folkemord fra marken i Rwanda op mod et halvt år i forvejen.
Den netop offentliggjorte belgiske senatsrapport bekræfter dette forhold. Og rapporten kritiserer såvel FN-sekretariatet i New York og det internationale samfunds manglende vilje til at involvere sig i Rwanda.

Advarsler ignoreret
Første gang ordet "folkemord" bliver nævnt i forbindelse med Rwanda er i august 1993 - seks måneder før, det går igang.
"I august '93 brugte FN's særlige udsending, hr. Ndiaye, for første gang ordet 'folkemord' som betegnelse for de talrige massakrer. Men hans rapport blev ikke diskuteret før i marts 1994 i nogle ad hoc udvalg i FN. Derfor var størstedelen af Sikkerhedsrådets medlemmer ikke synderligt interesserede i sagen Rwanda, og var i dårlig stand til at sende tropper til UNA-MIR," konkluderer den belgiske senatskommission i sin rapport.
En anden advarsel kommer i den berømte telefax fra generalmajor Romeo Dallaire i Kigali til FN-sekretariatet i New York, nærmere betegnet Kofi Annans afdeling for fredsbevarende operationer.
Faxen - sendt den 11. januar 1994, tre måneder før folkemordets start - advarer også om planer om et folkemord. Det er denne fax, som Information sidste år kunne dokumentere aldrig nåede frem til Sikkerhedsrådet.
Den lokale kilde til disse vigtige informationer om, at hutu-militsen, Interahamwe, planlægger at udrydde landets tutsi-befolkning og også planlægger at myrde belgiske FN-soldater for at skræmme UNAMIR ud af landet, kaldes "Jean-Pierre."
Han beder om et tilflugtssted og beskyttelse til sin familie for at fortsætte med at levere informationer om våbenlagre og andre indikationer af, at et decideret folkemord er under opsejling.
I faxen den 11. januar til Annans afdeling i New York beder Romeo Dallaire om, at man evakuerer informanten. New York svarer benægtende uden at konsultere Sikkerhedsrådet. I stedet beder man Dallaire om at give informationen videre til den belgiske, franske og amerikanske ambassade i Kigali.
"Kommissionen forstår ikke det internationale samfunds - i dette tilfælde FN, USA, Frankrig og Belgien - måde at behandle denne kilde til informationer, som senere viste sig at være sande," skriver den belgiske senatskomité.

Mangelfuldt kontor
Rapporten kritiserer Kofi Annans afdeling for fredsbevarende operationer (DPKO) for at være fuld af mangler i forbindelse med denne mission. Den nævner bl.a.:
*Mangel på et decideret operationscenter. Skønt der var et såkaldt 'situationsrum', var der intet virkeligt operationscenter.
*Mangel på en informationsansvarlig, der kan følge udviklingen i landet.
*En overdrevent centraliseret kommandovej inden for DPKO.
Særligt det sidste kunne indikere, at Kofi Annan kendte til Dallaires fax og dermed også har været den person, som besluttede, at Sikkerhedsrådet ikke skulle informeres.
Dette ville den belgiske senatskommission gerne have undersøgt nærmere, men Annan har afvist at samarbejde med den belgiske kommission. Han har også sagt nej til, at medarbejdere i FN kunne udtale sig til kommissionen.
Til kommissionens store fortrydelse.
Den canadiske øverstbefalende for UNAMIR, generalmajor Romeo Dallaire, har hidtil stået i et forholdsvis positivt lys for sin indsats i Rwanda. Det var jo ham, der sendte faxen med advarsler til New York tre måneder før folkemordet gik i gang.
Men set med den belgiske kommissions øjne foretog han en fejlvurdering den 7. april, hvor ti belgiske FN-soldater blev dræbt.
I stedet for at tilkalde hjælp, da tre var blevet dræbt og syv soldater stadig var i live og forsvarede sig, kørte Dallaire forbi og forsøgte ifølge den belgiske rapport uden held at tale angriberne til rette.
Men rapporten koncentrerer sig om forsømmelser begået af den belgiske regering - særligt udenrigsministeriet og forsvarsministeriet - og af FN og det internationale samfund.

Belgien forsøgte
Selv om rapporten indeholder en hård kritik af den belgiske regerings manglende håndtering af advarslerne fra Rwanda (se nedenstående artikel), erkender den også, at Belgien faktisk prøvede at få FN's generalsekretær Boutros Boutros-Ghali i tale.
"Kommissionen konstaterer, at den belgiske regering og - i særdeleshed - udenrigsminister Willy Claes gjorde synlige forsøg på at ændre UNAMIR's mandat under operationen," skriver den belgiske kommission.
Den henviser til, at Claes prøvede at få udvidet og forstærket FN-styrkens mandat. Det skete blandt andet i et brev fra den 14. marts 1994 til Boutros-Ghali. Men der syntes ikke at være stemning for yderligere engagement i Rwanda hos stormagter som Frankrig og USA. UNAMIR-styrken bestod ud over belgiere af soldater fra Ghana og Bangladesh.

Dansk-svensk initiativ
Da Information i november sidste år bragte manglen på handling i FN-sekretariatet i New York på bane, iværksatte den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen en undersøgelse af sagen via den danske FN-mission i New York. Der kom imidlertid ikke noget nyt ud af den undersøgelse.
Siden besluttede Helveg sig i december for at gøre et aktivt forsøg på i det mindste at hindre en gentagelse. Det skulle ske ved, at FN udarbejder en nøjagtig procedure for, hvornår Sikkerhedsrådet skal orienteres. Initiativet fik støtte af den svenske udenrigsminister Lena Hjelm-Wallén, der også mente, at alle væsentlige oplysninger skal tilflyde Sikkerhedsrådet. Sverige blev ved årsskiftet medlem af FN's øverste organ, når det gælder eksempelvis fredsbevarende operationer.
Intet er imidlertid kommet frem om, hvad der er sket med initiativet.
Siden dengang er Kofi Annan blevet forfremmet til generalsekretær for FN, og han har taget de fleste af sine folk fra tiden som chef for de fredsbevarende styrke med sig op i systemet.
Ingen af disse er endnu gået til pressen og fortalt, hvad der helt konkret skete med Dallaires fax - og om det var Annan personligt, som sagde nej til at give den videre til Sikkerhedsrådet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu