Amerikanske planer for fejring af Duke Ellingtons 100-år i april 1999, Ellington-koncerter på cd, Bea Benjamins forsvundne plade og Jim McNeely som ny chef-dirigent for Radioens Big Band
Den 29. april 1999 kunne Duke Ellington være fyldt 100, men desværre nåede han kun de tre fjerdedele af vejen. I løbet af den sidste, posthume, fjerdedel er Ellington imidlertid for alvor blevet officielt anerkendt som et af USA's store kunstnernavne. Hans musikalske efterladenskaber er f.eks. nu bevaret både i Library of Congress og i Smithsonian Institution, og fra officielt hold forberedes en festligholdelse af 100-årsdagen i Ellingtons fødeby, Washington, D.C., gennem hele april 1999.
Til det formål er der nedsat en Duke Ellington Centennial Commission, et talstærkt foretagende med 70-80 medlemmer, hentet fra universiteter, kunstorganisationer, Smithsonian Institution, medier, jazzselskaber, regeringsorganer, teatre, business, diplomatiet m.v. De fleste hjemhørende i Washington, D.C., hvilket kan forklare en del skævheder i sammensætningen.
Dog ikke at den allestedsnærværende, men ikke påfaldende Ellington-orienterede Wynton Marsalis er valgt som Honorary Chairman. Idemanden bag projektet, Convenor/President Charles I. Cassell, er derimod fra regeringsbyen og formand for det lokale Charlin Jazz Society.
De, der mangler
Hvad man savner på listen over kommissions-medlemmer, er først og fremmest en række af USA's førende Ellington-kendere. F.eks. Gunther Schuller, Mark Tucker, Dan Morgenstern og Stanley Dance. De har alle det minus at de ikke bor i Washington, D.C. Det gør derimod de fem repræsentanter for det diplomatiske korps, kulturattacheer ved Canadas, Israels, Sydafrikas, Finlands og - Danmarks ambassader.
Hvorfor netop disse nationer er repræsenterede, er ikke indlysende, men vi kan da notere med en vis tilfredshed at vores egen Jørgen Grunnet er med. Det må da give gode muligheder for at foreslå dansk deltagelse i den musikalske fejring af Ellington.
Pierre Dørge har f.eks. med sit jungleorkester skabt selvstændige versioner af Ellingtonmusik fra 20'erne, Radioens Big Band er også leveringsdygtigt, når det kommer til Ellington, og Ellington er en stor inspiration for Jan Kaspersen. Svend Asmussen kender også sin Ellington og er i øvrigt en af de få danske jazzmusikere (eller den eneste?) der har været i et grammofonstudie sammen med mesteren. Så selvfølgelig bør Ellington hyldes af dansk jazzmusik.
Ellington-koncerter
Heldigvis er Ellingtons musik bedre repræsenteret på plade end nogen anden jazzmusikers, og der er stadig materiale til nyudgivelser. F.eks. Cornell University: Second Set (Musicmasters 65162-2/57 min. OH Musik/GDC), en koncert i december 1948 med højdepunkter som "Manhattan Murals", Ellingtons kompositoriske fantasi over Billy Strayhorns "Take the 'A' Train; Fantazm", en sjælden Ellington-komposition for Lawrence Browns basun og Harry Carneys basklarinet; Strayhorns "Brown Betty" for Johnny Hodges' alt; og "How High the Moon" med Ben Websters tenor. Desværre lagerføres første afdeling ikke i Danmark - det burde der gøres noget ved.
Berlin '65-Paris '67 (Pablo PACD-5304-2/51 min. Amigo) er titlen på en anden koncert-cd med skøn Ellington-musik, bl.a. Strayhorns "Chelsea Bridge" og "Blood Count" med vidunderligt solospil af henholdsvis Paul Gonsalves og Hodges. Der er mere Hodges i "Harmony In Harlem", "Things Ain't og Drag", og orkestrets pianist høres i "Second Portrait of the Lion", som han faktisk husker bedre end han koketterer med i sin annoncering.
Og så er dobbeltalbummet Ella & Duke at the Cote d'Azur blevet overført til cd (Verve 539.030-2/45 + 46 min. Polygram) og har samtidig fået tilføjet to hidtil uudgivne Ellington-numre, "Jive Jam" med Ray Nance og tre tenorer (Gonsalves, Webster og Jimmy Hamilton), og "The Trip" med pragtfuldt spil af Gonsalves alene. Ella Fitzgerald er sjældent bevægende i "The More I See You", men festlig i selskab med Ellington-solister i "It Don't Mean a Thing" og "Just Squeeze Me".
Denne udgivelse kan i øvrigt tages som et forskud på forårets (næsten?) komplette version af disse fire dages koncerter (i juli 1966), der vil omfatte 8 cd'er.
Benjamins tabte plade
Ellington er også med - som producer og som pianist i to optagelser - på en overraskende god plade (A Morning In Paris, enja ENJ-9309-2/43 min. Amigo) med den sydafrikanske sangerinde Sathima Bea Benjamin.
Hun er gift med Dollar Brand/Abdullah Ibrahim, der ligesom hun blev opdaget af Ellington og indspillet af ham i Paris i februar 1963. Men mens hans plade blev udgivet og startede hans internationale karriere, blev hendes aldrig udsendt, og man troede, at båndene var gået tabt.
De blev først opdaget i 1994, da Strayhorn-biografen David Hajdu interviewede studieteknikeren, Gerhard Lehner, i Paris og fik at vide at Lehner havde gemt et bånd til privat brug. Ikke alene synger Benjamin et repertoire på 12 standards med stor ægthed og indlevelse, hun har også et hørværdigt akkompagnement af Brands trio, hvor Brand afløses af Ellington i to numre og af Billy Strayhorn i to andre, mens Svend Asmussen spiller pizziceret violin-obligat. Så pladen var værd at vente 34 år på.
Ny chefdirigent for RBB
Siden Bob Brookmeyer forlod jobbet som chefdirigent for Radioens Big Band, har orkestret været ledet af skiftende kapelmestre, men til sommer tiltræder Brookmeyers landsmand, den 48-årige Jim McNeely, posten som efterfølger. Udover at være en fin pianist, hvad vi bl.a. ved fra besøg og plader med Stan Getz, har McNeely udmærket sig som komponist/arrangør for Mel Lewis' orkester, Jon Faddis' Carnegie Hall-orkester - og Radioens Big Band.
Allerede i februar-marts leder han igen RBB i egne arrangementer af 100-års fødselaren Gershwins musik. Kontrakten med ham omfatter i øvrigt fire hovedprojekter pr. sæson og en større del kompositionsarbejde.
Faste gæstedirigenter er fortsat Brookmeyer, Ole Kock Hansen og Maria Schneider. De to sidste leder i januar orkestret med henholdsvis Gary Bartz og David Sanborn som altsax-solister, den sidste i et Gil Evans-program. Og i marts følger koncerter med Carla Bley som leder og Steve Swallow som elbas-solist.
