Læsetid: 1 min.

FOLK

31. december 1997

Liva Weel
*Hun var et nytårsbarn: Liva Weel blev født denne dag for 100 år siden. Hun døde i 1952, men er stadig ikke detroniseret som dansk revydronning, som Ejgil Søholm skriver i sin Litteraturkalender ud for onsdag d. 31. december 1997.

Tony Blair
*Tiden er inde til kåringen af Årets Dit og Dat. Time Magazine har hævd på at kåre Man of the Year, så konkurrerende Newsweek nøjes med Årets Europæer. Det er Storbritanniens premierminister Tony Blair.

Kamilla Gregersen
*Så er listen over danske VIP'er i 1997 kommet fra PB Action Fest og Eventbureau. Nr. 1 og dermed den mest efterspurgte person til at kaste glans over premierer, receptioner mv. er Kamilla Gregersen. Hvem i alverden er Kamilla Gregersen?

Fiskere
*Nytåret er reddet for en besætning iranske fiskere, som fangede en stør på 520 kilo - indeholdende ikke mindre end 57 kilo af den fineste kaviar. Det var årets største størfangst på de kanter.

Erik Hauerslev
*Oprindeligt var han uddannet typograf, men i en lang række ledende stillinger kom han for mange til at stå som personifikationen af det socialdemokratiske magtmenneske. Navnet er Erik Hauerslev, og dagen er hans 80 års fødselsdag.

Ole Hammer
*Mens højskolerne klager over faldende elevtal tiltræder den 51-årige journalist Ole Hammer som leder af Højskolernes Sekretariat fra nytår. Hammer er tidligere indvandrerkonsulent i Mellemfolkeligt Samvirke.

Tage Skou-Hansen
*Fonden Leo Estvads Legat har besluttet at tildele forfatteren Tage Skou-Hansen et hæderslegat på 45.000 kroner for hans lange saga om advokaten Holger Mikkelsen. Inderligt velfortjent.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her