Læsetid: 4 min.

En forfatter ser tilbage

19. december 1997

Usentimentale erindringer af Hans Lyngby Jepsen

Memoirer
Det er et langt liv og et stort, varieret forfatterskab, Hans Lyngby Jepsen kan se tilbage på. Listen over udgivelser omfatter over 40 titler fra debutten i 1945 til nærværende erindringsbog, der rummer nedslag over mere end 50 år.
Bogen rummer en del anekdotisk stof af stor underholdningsværdi, men nedslagsmetoden gør, at den bliver noget springende. I afsnittene om livet i Dansk Forfatterforening er der gentagelser, der kunne have været undgået, mens beretningen om den nuværende splittelse i foreningen nok havde vundet ved en mere udførlig gennemgang, men der er gode portrætter af Palle Lauring og Tage Kaarsted. Et mindre venligt af Hans Scherfig, der "elskede alt hvad han ønskede at se", mens Hans Kirk får en mildere behandling, for ligesom Hans Lyngby Jepsen, var han jyde, så "der var mellem os en nordjysk forståelse som beror på pauser, tonefald, det usagte. Ingen københavner kan forstå den".

To mænd
Bogens store oplevelser findes dog i skildringen af to mænd, hvoraf den ene døde mæt af dage, mens den anden endte som en bitter mand. Den første er Hans Lyngby Jepsens far. Den anden er forfatteren Thorkild Hansen. Fælles for de to mænd var, at de var selvgående typer, der forlangte at blive respekteret. Sådan som Hans Lyngby Jepsen stiller regnskabet op, endte faderen som en slags vinder, mens Thorkild Hansen endte som en taber.
Faderen var en mand af stor pligtfølelse og få ord. Gennem en menneskealder leder af fattiggården i Aalborg. Socialdemokrat af den gammeldags slags. En hård opvækst på de bageste rækker i samfundet. En beundrer af Thorvald Stauning såvel som af ro og orden. Et pligtmenneske, der vaskede hænder ti gange dagligt: "Som om du skulle vaske staldlugten af, gyllen og gødningen, snavs fra ungdommens karlekamre med bræddevægge til båsene med kreaturer og svin".

Husmandskost
Hans Lyngby Jepsen skuffede den gamle, da han sprang fra studierne og endte med at blive noget så skørt som forfatter. "Ud af lutten og ned på papir, skal det kaldes arbejde"? Først da faderen blev pensioneret og Hans Lyngby Jepsen fik et sommerhus i Nordjylland, kom de nærmere på hinanden.
Sommer efter sommer gik de stille rundt, talte om vejret, kornet og roerne på markerne, men ellers tavse. "Der skulle en endelig adskillelse til, før jeg indrømmer, at vi holdt mere af hinanden, end vi vidste, du og jeg. Kram og kærlighed er ikke husmandskost i Nordjylland".
Det var således først efter faderens død, han for sønnen fremstod som en forstående, hæderlig og eftergivende mand.

Ild i høvlspåner
Et modsat livsløb tegnes af forfatteren Thorkild Hansen. De mødtes på Informations redaktion som unge, og Thorkild Hansen beskrives som en mand, der på en gang var barn og mand med blæst i håret, men også med "en begejstring der blussede som ild i høvlspåner". Den slags brænder som sagt hurtigt ud, og der var megen poseren hos Thorkild Hansen, der forvekslede litteratur med kampsport, og hvis hele liv var et drama, ekstatisk, romantisk og nøgternt, fuld af modsætninger og gåder.
For Hans Lyngby Jepsen er det i det mindste en gåde, at Thorkild Hansen valgte at skrive en bog om Hamsun, der var reaktionær og arbejderfjendsk, asocial, selvhævdende, antibritisk og overmennesketroende.
Hvorfor skrev Thorkild Hansen ikke om Kaj Munk i stedet? Identificerede Hansen sig med Hamsun? Eller elskede Thorkild Hansen sin succes med uheldige helte så højt, at han satte den på spil - for at vise, hvor holdbar den var, og endte med at tabe, lige som Hemingways gamle fisker, der fangede sit livs største fisk og måtte se den blive ædt af småfisk, før han nåede havn.

Succesens bagside
Da Hans Lyngby Jepsen og Thorkild Hansen træffes igen efter mange års adskillelse, skete det i Thorkild Hansens hus i Provence, hvor alt åndede af rigdom og luksus.
Alligevel havde bitterhed og vrede skåret linier i Thorkild Hansens ansigt. Han så fjender overalt og følte sig overset og udelukket. Direktørerne på Gyldendal var nogen dummernikker. Danmark et provinsielt hul. Regeringen og Forfatterforeningen fik læst og påskrevet. Han var ikke kommet med i et opslagsværk om danske forfattere og heller ikke i Det danske Akademi.
Han sad, skriver Hans Lyngby Jepsen, i et hus i Provence med vidunderlige udsigter og al mulig komfort, uden økonomiske bekymringer, i en luksus som næppe nogen anden dansk forfatter. Han havde fået mange litterære udmærkelser og havde tjent masser af penge. Hans skæbne lignede lykke, men han beklagede sig, han var vred og han rasede.
Var det succesens bagside, spørger Hans Lyngby Jepsen anfægtet, mens han konstaterer, at Thorkild Hansens selvhævdelse efterhånden var blevet så umådeholden, at den kvalte det impulsive og drengede i ham.
Få måneder efter besøget i Provence blev Thorkild Hansen meldt død. "Forskånet for flere skuffelser, ærgrelser, forudanelser, frygt og især for en masse indestængt vrede", skriver Hans Lyngby Jepsen.
Hvor langt kan man nedskrive sig selv for sin krænkede æres skyld? Var Thorkild Hansen liv virkelig ikke mere værd?
Sammenlignet med faderens nøjsomme liv i det nordjyske, fremstår Thorkild Hansens som trist og fattigt, men hvad Hans Lyngby Jepsen selv angår, føler han sig som en privilegeret.
Han er, som han skriver 77 år og "kun i mådelig grad dement". Husker ansigter bedre end navne. Enkelte har han helt glemt, men gudskelov ikke alle. Det fremgår af bogen, og tak for det.

*Hans Lyngby Jepsen: En dag er vi lige gamle. 165 s., 198 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu