Læsetid: 4 min.

Frankrigs helt egen dagsorden

12. december 1997

Paris vil have flere lande med i EU-udvidelsen som modvægt til tysk magt

PARIS
Den franske modstand mod en hurtig og selektiv udvidelse af EU tilkendegives udadtil i form af betingelser - forudgående enighed i EU om de institutionelle reformer - og en præference for en meget omfattende udvidelse på længere sigt.
Men bag denne holdning skimtes en geopolitisk og historisk betinget uvilje mod en udvidelse, der koncentrerer sig om Tysklands østlige naboer, og som Frankrig frygter vil skabe en betydelig tysk overvægt, til skade for EU's interne magtbalance.
"Institutionelle reformer før udvidelse" - det har i princippet været den franske holdning fra begyndelsen. Disse reformer omfatter flere områder - forholdet mellem råd, kommission og parlament, vægtfordelingen mellem flertalsprincippet og enstemmighed (vetoret) osv.
Reformerne på disse områder er foreløbig strandet på Amsterdam-topmødet af mangel på enighed, og det ville være en direkte sabotage af udvidelsen af insistere på deres gennemførelse som en forhåndsbetingelse.
På det sidste har Frankrig slået stærkt på, at spørgsmålene om EUs finansiering, om landbrugspolitikken og regionalfonden - der alle påvirkes stærkt og direkte af udvidelsen - skal afklares inden udvidelsen.

Mistanke om modarbejde
De franske krav har skabt mistanker om, at Frankrig i virkeligheden modarbejder udvidelsen ved at stille betingelser, som man ved ikke kan opfyldes i en overskuelig fremtid. Tyskland, der hidtil har været den store bidragyder, er allergisk over for tanken om øgede finansielle byrder. Frankrig vogter over den landbrugspolitik, der oprindelig blev skræddersyet til franske interesser, men som bliver umulig at finansiere, når den skal deles med de nye medlemmer. Så enighed er ikke lige om hjørnet.
Modsat Tyskland er Frankrig ikke interesseret i at fremskynde optagelsen af Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien, men går principielt ind for en proces, hvor samtlige 11 kandidater - til og med Tyrkiet - behandles samlet, mere eller mindre parallelt og simultant.
Den fransk-tyske splittelse understreges af, at premierminister Lionel Jospin i et interview i Financial Times i London fremhæver Frankrigs forbindelser med og hensyntagen til Italien, Spanien, Storbritannien og flere små lande i EU - og samtidig relativiserer betydningen af den fransk-tyske akse.
"Denne alliance bør ikke praktiseres på bekostning af andre lande som Italien og Spanien - for slet ikke at tale om Storbritannien", siger han. Der er også "små lande med en stærk identitet," siger Jospin i interviewet.
Jospin antyder, at den fransk-tyske akse nærmest hører fortiden til. Den "afspejler Europas genopbygning efter krigen. Den har spillet en rolle ved løsning af kriser..."

Frygter øget tysk vægt
Udvidelsen af EU og NATO har fra første færd skabt bekymringer i Frankrig, hvor man ser den i relation til det genforenede Tysklands vægt i Europa. Tysklands østlige naboer, Polen og Tjekkiet, og de tidligere habsburgske lande Ungarn og Slovenien opfattes som en tysk indflydelsessfære i kraft af stærke økonomiske forbindelser og historisk tilknytning. Derfor var det franske alternativ fra begyndelsen en mere omfattende, men løsere form for udvidelse, der ville udvande den tyske zone.
Ifølge Tysklands-eksperten Jacques-Pierre Goujon, professor ved universitetet Paris VIII, har der været en klar divergens mellem Tyskland og Frankrig om udvidelserne lige siden Murens fald:
"Man må se det tysk-franske forhold i en sammenhæng, der går tilbage til 1990-91, efter genforeningen. Frankrig havde ikke forberedt nogen ny Tysklands-politik og kunne ikke acceptere, at den geopolitiske orden, som Frankrig selv for en stor del selv havde bragt på plads efter 1918, blev forstyrret på denne måde, og at man skulle stå over for et Tyskland, der havde genfundet sin centrale plads i Europa. Det nære forhold mellem Kohl og Mitterrand formildede dette fænomen, men siden 1995 eksisterer denne personlige forhold ikke længere..."
Hvad udvidelsen af EU angår, ser Tyskland den først og fremmest som et middel til at skabe en stabilitets-zone ved sine grænser, påpeger professor Goujon. Derfor gik Tyskland fra begyndelsen ind for en begrænset udvidelse. Men for Frankrig gælder det om at drukne den tyske "centralitet" i et større rum. Det var derfor Mitterrand fremsatte sit forslag om en paneuropæisk konføderation, som nu optræder under andre former.

Tidsplan for udvidelsen

1997:
*December: EU-topmøde afgør, hvilke ansøgerlande som er egnede til umiddelbart at indlede forhandlinger om deres medlemskab af EU.

1998:
*Generelt: I løbet af året forhandler EU-landene om at ændring Unionens landbrugspolitik, regionalpolitik samt budget for at forberede EU-samarbejdet på udvidelsen.
*Marts: Der afholdes et fælles møde mellem udenrigsministrene fra alle EU's medlemslande og deres kolleger fra de 10 Central- og Østeuropæiske lande samt Cypern, som har søgt om EU-medlemskab.
*April: Der indledes møder mellem EU-landene og alle 11 ansøgerlande, hvor der foretages en detaljeret gennemgang af, hvilke love i alle ansøgerlande som skal ændres, for at landene kan blive parate til egentligt EU-medlemskab. Senere på året indledes egentlige forhandlinger med de mest egnede ansøgerlande.
*December: Der foretages første gang en vurdering af, om nogle af de mindre egnede ansøgerlande er nået så langt med deres forberedelser på EU-medlemskabet, at de også kan indlede egentlige forhandlinger.

1999:
EU's egne reform-forhandlinger skal afsluttes i løbet af året.

2002-3:
Optagelses forhandlingerne afsluttes og de første lande fra Centra- og Østeuropa bliver egentlige EU-medlemmer.ryb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu