Læsetid: 5 min.

Frankrigs skulderklap til Radovan Karadzic

17. december 1997

Der ligger pro-serbiske rygmarvsreflekser og militær magtfuld-kommenhed bag den
franske foragt for FN's krigsforbryderdomstol i Haag

Det er nogle alvorlige anklager, der rejses mod Frankrig i forbindelse med FN-tribunalets krigsforbryderproces i
Haag: Sabotage af processen, beskyttelse af krigsforbrydere, foragt for retten, misligholdelse af internationale forpligtelser - og brud på adskillelsen mellem den udøvende og den dømmende myndighed.
Nogle af disse anklager er fremsat af Louise Arbour, der er anklager ved tribunalet, men de skarpeste kommentarer er kommet fra den franske presse og de franske jurister.
Skandalen opstod, da forsvarsminister Alain Richard den 8. december kategorisk erklærede over for pressen, at franske officerer aldrig ville få lov at optræde som mundtlige vidner ved "justits-skuespillet" (justice spectacle) i Haag.
Affæren ville sikkert kun være af forbigående betydning, hvis forsvarsministeren havde indrømmet, at han havde forløbet sig med udtalelsen og trukket den tilbage, og forbudet mod at møde op til mundtlig vidneafhøring kun var af rent teknisk karakter. Men desværre siger Louise Arbour, at det langtfra ser ud til at være tilfældet.
"Det er en gestus, der vidner om manglende vilje til at samarbejde med tribunalet, og som i øvrigt helt igennem svarer til de militære myndigheders yderst skuffende holdning til arrestationen af formodede krigsforbrydere", siger hun.
Det er første gang Frankrig direkte anklages for at sabotere krigsforbryderprocessen og holde hånden over mulige krigsforbrydere. Men det er også første gang, at en fransk minister "bekender kulør" og således med nogle få ord bekræfter en række mistanker, der i lang tid har været rettet mod Frankrig.
Den franske holdning er blevet klarere - så at sige åbenlyst tvetydig, for vi ved nu, at Frankrig saboterer den internationale domstol, som landet selv i FN har været med til at oprette.
Den franske modvilje mod at lade officerer optræde som vidner ved processen begrundes med, at officerer, der gør tjeneste i en international styrke, ikke bør kunne underkastes afhøringer, hvor de risikerer at fremtræde som "anklagede". En sådan glidning er imidlertid udelukket af tribunalets statutter, men den franske indvending afspejler en uvilje mod aggressive krydsforhør i retten i "angelsaksisk" stil. Samtidig afspejler den en form for dårlig samvittighed, for de franske styrker er både blevet beskyldt for passivitet over for massakrer og senere for at holde hånden over nogle af de anklagede.

Frankrig har aldrig givet nogen begrundelse for, at man nægtede at tillade vidneafhøring i Haag af officerer som general Bernard Janvier, der havde kommandoen over Forpronu i Sa-rajevo fra marts 1995 til januar 1996, mens massakren på muslimer i Srebrenica fandt sted. Hvad angår arrestationen af anklagede serbere eller serbo-bosniere, er det påfaldende, at de ikke foregår i den sektor, der er under fransk kommando. Den kendteste anklagede, Radovan Karadzic, lever i fred og ro i Pale i den franske sektor, og Louise Arbour siger rent ud, at denne sektor er blevet "et sikkert tilholdssted" for formodede krigsforbrydere.
Det er ofte blevet sagt, at den franske hær har en pro-serbisk indstilling. Det værste er, at man i øjeblikket ikke ved, om forsvarsminister Alain Richard taler på hærens eller regeringens vegne - en tvetydighed, der hører til dagens orden i en latinamerikansk bananrepublik, men ikke i et demokratisk retssamfund.
Richard, der er socialist med en pacifistisk fortid, har gennemgået en forbløffende forvandling, efter at han er blevet forsvarsminister og synes nu at overgå alle sine forgængere i bestræbelserne på at tækkes generalerne og varetage deres interesser. Det er dog en kendsgerning, at de uundgåelige nedskæringer på forsvarsbudgettet gør rollen vanskelig, men Richard gør hvad han kan for at formilde officererne på andre måder. Og hvis der er en traditionel ret, som de franske generaler værner om, er det retten til at holde kæft, når offentligheden forlanger besked.
Den franske hær lever stadig op til sit gamle øgenavn "Den Store Stumme". Officererne afskyr at skulle stille til afhøring - og når det ikke engang er en fransk domstol, men en international, der ønsker dem som vidner, kan svaret kun blive et nej udtrykt med foragt. Richard har således været det perfekte talerør.
Men selv om de franske generaler måske er pro-serbiske, er det trods alt ikke dem, der bestemmer regeringens politik. Den franske regering er tilbageholdende med at erklære sig, men forsvarsministerens udtalelse er måske et af de sjældne tilfælde, hvor "munden løber over med det, som hjertet er fuldt af". Man har ofte det indtryk, at den franske Jugoslavien-politik påvirkes af historisk betingede
rygmarvsreflekser - og den er gennemgående til fordel for serberne.
Denne tradition går tilbage til tiden før Første Verdenskrig, da Frankrig søgte alliancer på den anden side af det truende tyske kejserrige, arvefjenden - alliancer i øst, først og fremmest med Rusland, men også med Serbien, der blev en ven og protegé af Frankrig.
Endnu da Jugoslavien sprængtes omkring 1990, var den umiddelbare franske reaktion til fordel for Belgrad og føderationen - stik imod den tyske politik, der gik ud på at anerkende Kroatien og Slovenien hurtigst muligt. Disse to lande, som har en fortid i det østrig-ungarske kejserrige, opfattede Frankrig til gengæld som repræ-sentanter for den gamle germanske magtsfære og så dem derfor helst "holdt på plads".
De følgende blodige begivenheder i eks-Jugoslavien levnede ikke megen sympati for serberne i den franske offentlighed, tværtimod, men det synes, som om de historiske rygmarvsrfeflekser har overlevet på regeringsniveau og i den franske hær. Det er blevet bemærket, at Frankrig var det første vestlige land, der genåbnede sin ambassade i Belgrad efter krigen i 1990'erne.

Forsvarsminister Richard har måske udtrykt sig klodset, men hans holdning må formodes at have tilslutning fra regeringen og præsident Chirac.
Den demonstrative afstandtagen fra FN-tribunalet bunder i den sær-lige franske opfattelse, at domstolen skulle være et middel til at lægge pres på de ledere i
eks-Jugoslavien, der har begået krigsforbrydelser for at de skulle opgive magten og gemme sig
godt.
Det har efter fransk opfattelse aldrig været meningen, at de skulle arresteres og sendes til Haag for at blive dømt. Dette forklarer, hvorfor Frankrig udmærker sig ved en næsten total boykot af FN-tribunalet i Haag, først og fremmest manifesteret på to vitale områder - opklaringsarbejdet og arrestationerne af de anklagede. Når forsvarsministeren taler om "justits-skuespil", vover han sig langt ud.
Processen i Haag udmærker
sig netop ved sin langsomhed og grundighed, og mediedækningen har været meget moderat - i Frankrig endda så diskret, at man hører og ser meget lidt til processen.
I en leder skriver Le Monde, at Frankrig med sin holdning til FN-tribunalet "sætter sig uden for loven" og desuden giver de anklagede officerer og politikere et opmuntrende skulderklap. "I Pale og i Belgrad har man nu lov at mene, at det er helt i orden at nægte at samarbejde med FN-tribunalet, eftersom et vestligt land, der er medunderskriver af fredstraktaten og hovedaktør i den internationale NATO-styrke, tillader sig det", skriver bladet.
I en artikel i det samme blad har Paul Garde, forhenværende professor ved Université de Provence, påpeget, at forsvarsministerens kritik af FN-tribunalet udgør en politisk indblanding i retsvæsenet i strid med princippet om adskillelse mellem den udøvende og den dømmende magt - og "sandsynligvis en lovovertrædelse, nemlig foragt for retten".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu