Læsetid: 4 min.

Freden kan give tusindvis af nye job i Nordirland

13. december 1997

Man siger i Nordirland, at der kun er to veje ud af arbejdsløsheden for de unge: En god eksamen eller en plads i en af de paramilitære grupper. Fred vil skabe nogle flere valgmuligheder

BELFAST
Nordirland har kilometervis af grønne golfbaner, smukt blinkende søer, øde egne med bjergtagende udsigt til hav og himmel og små landsbyer med hyggelige pubber foruden de sære klippeformationer på Giant's Causeway. Der er bare sjældent nogen, der opdager det.
Belfast er hjemby for Nobel-pristageren i litteratur Seamus Heaney. Van Morrison spiller med jævne mellemrum på Opera House, og Kenneth Branagh kommer herfra. Men folk drager sjældent til Belfast for kulturens skyld.
Nordirland har ondt i sit image på grund af de mange års terror, og det holder turisterne væk.
Hvis fredsforhandlingerne oppe i Castle Building nær Stormont slottet lidt uden for Belfast fører til andet og mere end snak, kan det være, de kommer.
Det mener i det mindste Confederation of British Industries (CBI) - Storbritanniens pendant til Dansk Industri. Organisationen har regnet på freden, og fundet ud af, at Nordirland kan inkassere en dividende på 35.000 nye job, hvis de stridende katolikker og protestanter kan sige farvel til våbnene. Og hele 20.000 af dem vil skabes i turistbranchen.
"Vi kunne se det ved den første våbenhvile i 1994," siger Orla Farren fra det nordirske turistbureau.
"Der var flere rygsækfolk på gaderne. Antallet af folk, der kom på ferie i Nordirland, steg med 67 procent."
Så sprak våbenhvilen, og det gjorde den gryende vækst i turismen også. Men nu, hvor der igen er våbenhvile, er der tegn på, at turisterne vender tilbage.

I lommen på London
Den vækst kunne Nordirland godt trænge til.
Ganske vist følger den britiske provins den samme - p.t. ret gode - økonomiske cyklus som resten af Storbritannien, men altid med en vis forskel. Således er arbejdsløsheden noget højere og produktiviteten noget mindre end det storbritiske gennemsnit.
Og Nordirland er i lommen på London, rent økonomisk. Hver gang undersåtterne i gennemsnit koster den britiske regering 100 pund, koster nordirerne132 pund.
Ligesom EU bidrager med hele 250 millioner pund - omkring 2,7 milliarder kroner - om året, som måske forsvinder, fordi Nordirland nu er blevet for rigt. De nordirske forhandlere vil argumentere for en fortsættelse af EU-støtten med, at den vil underbygge fredsprocessen. Men i en tid, hvor EU står foran en - dyr - udvidelse østover, er det usikkert, om kravet bliver imødekommet.
EU støtter også fredsprocessen i forvejen med 300 millioner ecu (ca. 225 millioner kr) mellem 1995 og 1997 og med mulighed for forlængelse frem til 1999, hvor det så er planen at smække kassen i. For til den tid regner man med, at der er blevet fred.
Så Nordirland kan bruge al den økonomiske fremgang, provinsen overhovedet formår at hive til sig.
Ikke mindst fordi økonomisk vækst vil være med til at holde freden, når/hvis den kommer.
For det er ikke blot religiøse og politiske holdninger, der skiller de to samfund i Nordirland. Det er også økonomien. Der er stadig flere arbejdsløse katolikker - 16 procent - end protestanternes 9 procent. Og især hos unge mænd på 16-24 år er forskellen drastisk. Her er 23 procent af katolikkerne arbejdsløse, mens tallet for protestanterne er på 14 procent.
Den danske konsul i Belfast, Michael Maclaran, forklarer, at en stor del af årsagen ligger i, at de største arbejdspladser som f.eks. skibsværftet Harland & Wulff er placeret i det protestantiske øst-Belfast. Mens katolikkerne for det meste bor vestpå. Så det har traditionelt været nemmere for protestanterne at finde job.

Skrappe regler
Stemningen har været så anspændt, at katolikker, der måtte forvilde sig ind på en stor, protestantisk arbejdsplads, følte sig meget uvelkomne der og hurtigt holdt op igen.
For at hjælpe på ubalancen har Nordirland nogle meget skrappe regler for rekruttering.
Direktør Brian McCarty fra en af de meget få danske virksomheder i Nordirland, Thrige Scott, siger, at man ikke bare kan hyre hvem som helst.
"Hvis stillinger bliver ledige, skal man annoncere i pressen eller de offentlige jobanvisningskontorer, så begge samfundsgrupper får kendskab til dem," siger han.
Hvert år skal virksomheder med over ti ansatte redegøre for, hvordan deres arbejdsstyrke er sammensat. Er der for mange af den ene slags arbejdstagere frem for den anden, kan virksomheden blive hængt offentligt ud og ligefrem miste adgangen til offentlige kontrakter og tilskud.
Så det er ikke sjældent at se annoncer i nordirske aviser for stillinger, hvor der står, at "protestanter er særligt velkomne til at søge" - eller katolikker, hvis det er dem, der er for få af.

Bekæmper hinanden
Men på trods af bombe-imaget og krigen mellem de to befolkningsgrupper er det nordirske erhvervsliv aldrig blevet fuldstændigt smadret. Bombemændene har for det mest koncentreret sig om at bekæmpe hinanden og for katolikkernes vedkommende de britiske institutioner.
"De har stort set holdt sig fra at skade installationer, der var til gavn for samfundet som helhed," siger Michael Maclaran.
Og der er da også firmaer, som har kigget bag om imaget om fundet ud af, at Nordirland var et ganske godt sted at etablere sig.
Gennem de seneste tre år har 106 virksomheder udefra enten etableret sig eller udvidet eksisterende faciliteter. Det giver ifølge regeringens officielle tal udsigt til 12.600 nye job.
Men der kunne blive mange flere.
"Får vi fred, bliver det givet nemmere at tiltrække udenlandske investorer," siger Dermot MacCann fra det nordirske departement for økonomisk udvikling.
Dermed bliver det også nemmere at give de unge nordirere fra begge sider af kløften mellem katolikker og protestanter nogle alternativer til at gå i lære som terrorist.

*Dette er den anden artikel i en serie om Nordirland. Første artikel blev bragt 11. december. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her