Læsetid: 7 min.

Freden stresser i Nordirland

11. december 1997

Europas stridende stammefolk kunne finde ud af at lægge våbnene fra sig og arbejde sammen i Den europæiske Union, men det kniber for katolikker og protestanter i Nordirland. Alligevel har chancerne for fred aldrig været større

BELFAST
Soldaten tager solidt sigte med maskingeværet på panservognens tag, og der bliver helt stille i Springfield Road.
Tre af soldatens kolleger går ind i et hus, og naboerne finder et påskud for at komme udenfor og kigge men skynder sig hurtigt ind igen.
Alle ved, at dagen forinden er en mand blevet skudt. En katolik. Alle ved også, at han blev fældet af en protestantisk ekstremists kugler. Så briternes panservogne dominerer i dag gaderne, der skiller katolik fra protestant med kun få hundrede meter.
Velkommen til et Nordirland anno 1997 i fredsprocessens tegn.
John Hume er askegrå i ansigtet, da han kommer ud fra fredssamtalerne i Castle Buildings lige ved siden af Stormont slottet uden for Belfast. Han har i mange år røget mere end godt er. Og freden stresser.
Og det har den gjort lige siden 1979, da de det nye, nordirske medlem af Europa-Parlamentet, John Hume, gik en tur i forsamlingens franske hjemby Strasbourg. Han holdt pause, da han kom til en bro, som forbinder Strasbourg med den tyske naboby Kehl.
"Hvis nogen havde stået her for 30 år siden med 35 millioner døde bag sig og forudsagt det samarbejde, som findes i dag, var han blevet anset for at være bindegal," siger John Hume.
"Vi har pligt til at studere, hvordan det blev gjort."
John Hume, som leder Nordirland største katolsk-dominerede parti, det socialdemokratiske SDLP, mener, at den britiske provins skal lade sig inspirere af Europa for at løse dens nedgroede konflikt mellem det protestantiske flertal, som vil fortsætte unionen med Storbritannien - deraf betegnelsen unionister - og det katolske mindretal, som vil have Nordirland sluttet sammen med den irske republik - deraf tilnavnet republikanerne.
I alt er omkring 3.500 mennesker døde i Nordirland, siden 'the Troubles', som borgerkrigen kaldes her, startede i slutningen af tresserne. Ud af en befolkning på kun 1,5 million.

Freden er livsopgave
Fred i Nordirland er blevet John Humes livsopgave.
"Vi må skabe nogle institutioner, som respekterer forskellene. Når vi har skabt institutionerne, skal vi samarbejde om spørgsmål af fælles interesse - for det meste økonomiske. Den politiske sfære vil udvikle sig," siger John Hume.
Også det må han have fra Europa. Hvor det tætte samarbejde netop startede med det økonomiske og først lidt efter lidt har bevæget sig ind på det politiske område.
Og med lidt god vilje kan man da også godt se en europæisk inspiration i de ideer, som er blevet fremlagt af regeringerne i Dublin og London, der sponsorerer fredsforhandlingerne. Der er i hvert tilfælde mange institutioner.
For det første en nordirsk forsamling. Måske lidt à la de forsamlinger, som Skotland og Wales er på vej til at få. For det andet en grænseoverskridende forsamling med repræsentanter fra både Nordirland og Irland. Og for det tredje et tæt samarbejde - men ikke nødvendigvis nogen institution - mellem Irland og Storbritannien.
Republikanerne hos Sinn Fein - IRA's politiske arm - har sagt, at selv om målet er et forenet Irland, er de villige til at acceptere noget midt imellem 'som et skridt på vejen'.
Og det er netop problemet for de protestantiske unionister. De vil ikke vide af noget skridt på vejen til irsk enhed. De vil have det modsatte - at Nordirland fortsat skal være en del af Storbritannien.
Den yderligtgående præst Ian Paisley har i protest mod sådan en farisæisk tanke bragt sit parti i sikkerhed for kompromisets smuds og boykotter fredsforhandlingerne.

Modstræbende forhandlere
Men det største unionistparti, Ulster Unionist Party (UPP), har efter megen selvransagelse og med bævende ben sat sig ved forhandlingsbordet. Det sker modstræbende, og forhandlerne værdiger ikke hovedfjenden - 'terroristerne' fra Sinn Fein - et eneste blik endsige en replik eller en hilsen. Men de deltager.
"Unionisterne bestemte engang alt i Nordirland. Den tid er forbi," siger Peter Weir, som er en af UUP's forhandlere.
"Vi har et begrænset manøvrefrihed, for vi har ikke så meget mere at give af. Vi har meget mindre magt nu, end vi havde engang, så vi holder igen. Vi prøver at stoppe nedturen," siger han om partiets strategi.
Det sker først og fremmest ved at insistere på, at grænsen mellem Nordirland og Irland respekteres. Og det betyder, at nogle paragraffer i Irlands grundlov skal laves om. De henviser til irsk enhed og opfattes af unionisterne som et territorie-krav.
Katolikkerne i Nordirland skal efter unionisternes mening behandles som det mindretal, de vitterligt er. Endnu. For befolkningstilvæksten er større hos katolikkerne end protestanterne.
"Der findes masser af eksempler i Europa - i Ungarn og Rumænien for eksempel - hvor der er kæmpestore mindretal. Men alle løsninger er baseret på anerkendelse af grænsedragninger," siger Peter Weir.
Unionisterne har også foreslået et Råd for De britiske Øer, hvor der skal sidde repræsentanter for Irland, de kommende forsamlinger i Skotland og Wales, parlamentet i London og folk fra Nordirland. Sådan kan det nordirsk-irske samarbejde pakkes ind i en større sammenhæng, så det ikke bliver så truende for unionisterne.

Bare ingen kvajer sig
Så de to sider er temmeligt langt fra hinanden. Og der er da også mange i Nordirland, som ikke tror på, at fredsforhandlingerne fører til noget. Spørger man sig for i pubben, på hotellet eller hvor man nu ellers kommer i kontakt med folk, lyder det oftest, at den megen snak ikke fører til noget.
Befolkningen er blevet kynisk, efter at euforien i forbindelse med en første våbenhvile i 1994 lagde sig igen, da IRA sprang en bombe på Canary Wharf i London. Det er som om, at folk ikke rigtig tør være optimister af frygt for at blive skuffede en gang til.
Alligevel er der bred enighed om, at chancerne for fred aldrig har været større.
"Det er mere sandsynligt, at vi får en aftale, end at vi ikke får én," siger professor Paul Bew fra Queen's University i Belfast.
Men det betyder naturligvis ikke, at det også er sikkert. Paul Bew beder til, at deltagerne ikke kvajer sig alt for meget - f.eks. som den irske udenrigsminister David Andrews, da han for nylig sagde, at en kommende grænseoverskridende institution skulle fungere "ikke meget anderledes end en regering," som han udtrykte det.
De bemærkninger gjorde naturligvis unionisterne endnu mere bange, end de er i forvejen. Og mere af den slags kan få forhandlingerne til at køre helt af sporet.
Ledende unionister gik endda så vidt som til at sige, at Andrews' bemærkninger havde bidraget til en stemning, hvor en yderligtgående loyalist slog en katolsk ungdomsarbejder ihjel sidste fredag.
Paul Bew tror heller ikke på, at verden har set den sidste bombe fra republikanernes side.

Ny terrorgruppe
Den teori underbygges af den splittelse, som IRA netop har oplevet. The Guardian skrev i denne uge, at udbrydergruppen vil danne en ny organisation, som går imod Sinn Feins deltagelse i fredsforhandlingerne. I forvejen har republikanerne en yderligtgående, våbenfør gruppe - Continuity Army Council - som også er imod fredsprocessen.
Men der er også udviklinger, der går den anden vej.
Den kommende økonomiske og monetære union i EU er en af dem, mener Paul Bew.
"For Irland vil gå med, og det vil Storbritannien ikke - i hvert tilfælde i første omgang. Det kan gøre det nemmere at sælge en grænseoverskridende institution mellem Nordirland og Irland til unionisterne. For så kan man sige, at se, der sker ikke så meget ved det - vi får ikke en fælles irsk økonomi, for vi har jo to forskellige slags valuta," siger han.

Post-nationalistisk hybrid
Og så er vi tilbage ved Europa. For hvorfor dog slås om, hvem der skal bestemme i Nordirland, når de fleste af de rigtigt vigtige beslutninger alligevel tages i Bruxelles, og grænserne falder som dominobrikker.
John Hume er enig. Han synes, at den nordirske konflikt er gammeldags i et post-nationalistisk Europa, som han kalder det.
Peter Weir er uenig. For ham er det en indlysende økonomisk fordel for Nordirland fortsat at være en del af Storbritannien., som er et meget større marked end Irland. For slet ikke at tale om det historiske tilhørsforhold.
Paul Bew, den kølige, akademiske observatør, synes, at meget af dette her drejer sig om symbolik. Men at protestanterne har en pointe, når de modsætter sig at blive slået sammen med Irland.
"Irland havde ved uafhængigheden 10 pct. protestanter. Nu har de omkring tre pct. Tony Blairs mor er for øvrigt en Dublin-protestant, som forlod Irland. Der er ikke ligefrem tale om etnisk udrensning. Men alligevel," siger Paul Bew.
Levestandarden er også højere i Nordirland end i Irland. Og det er måske heller ikke alle, som har lyst til at leve under et regime, hvor den katolske kirke har så stor indflydelse. For eksempel er der ikke fri abort i Irland.
Altsammen peger mod et hverken-eller, hvor både Irland, Storbritannien og begge de nordirske samfund har indflydelse på, hvordan provinsen regeres.
En ny hybrid til en ny tid, hvor national suverænitet bliver et mere og mere indholdsløst begreb. Men det er ikke nok at lave en aftale bag forhandlingslokalets lukkede døre. Aftalen skal til folkeafstemning både i Nordirland og Irland.
Spørgsmålet er, om forhandlerne i Stormont kan få mændene med trenchcoat og revolver til at indse læren fra Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu