Læsetid: 5 min.

Frodigt krydsfelt

18. december 1997

Den internationale scene prægedes i '97 af givtig kryds-befrugtning mellem indbyrdes forskellige genrer, mens de traditionelle genrer viste sig vitale og relevante

Internationalt set prægedes 1997 ikke af én dominerende stilretning inden for det brede felt, der falder ind under paraplybetegnelsen rock - i sig selv et tyndslidt og betydningsdrænet begreb.
Pladesalget gik strygende, omend det var konformitet, lalleglad dancepop, gamle krigsheste og kalkuleret vellyd, der prægede salgslisterne. Antallet af udgivelser var eksplosivt stort, og selv den mest årvågne, sultne og nysgerrige kunne ikke få det hele med - og meget var da heller ikke værd at spilde tid og penge på. Den søgende kunne dog sagtens finde masser af god musik til venstre for hovedstrømmen på de stadig flere små pladeselskaber, der varetager tidens mange nicher, mens rockens institutioner - Oasis, Aero-smith, U2, Stones - gjorde som de plejer... resultatet var kunstnerisk og kommercielt også derefter.
Gennembruddet for big beats - også kaldet techno-rock - betød at mange af rockens traditionelle stilgreb dukkede op i techno-regi: selvom der ikke var guitarer at se, når de hårdtslående og populære Prodigy gik på scenen, var de stadig til stede i lydbilledet i form af samplede gui-tarblokke, med træk fra såvel metal som punk. Man må ikke håbe at gruppens album, Fat Of The Land (XL/MD), er betegnende for udviklingen på denne scene, thi nedenunder knæfaldene for tidens toneklang lød Prodigy i mistænkelig grad som et ordinært - og opportunistisk - rockband. Der var mere at hente hos The Chemical Brothers med deres alsidige Dig Your Own Hole (Virgin), samt den spøjse og energiske duo Bentley Rhythm Ace (EMI-Parlophone), der nåede et stort publikum med sin selvbetitlede debut. Disse tre var blandt spydspidserne, da briterne endnu en gang løb amerikanerne over ende med en genre, der havde sit arnested i... USA.
Men heller ikke pop, hip hop eller techno viste sig som specielt puritanske genrer, og året blev et eksempel på at den pluralisme, der i bedste forstand har præget årtiet, er den, som i mange tilfælde giver de kunstnerisk set bedste resultater - selvom det i hænderne på de forkerte også tiltede over i stilforvirrede lydcollager, som strittede i alle retninger.

Årets album
I et diffust, men også frodigt krydsfelt mødtes en række stilforskellige impulser, og forvandledes i hænderne på de rette til et genre- og grænsesprængende udtryk, der med afsæt i diverse traditioner syntes at kaste sig hovedkulds i armene på det nye årtusind.
De mest markante på dette felt var britiske Primal Scream, som atter fandt formen med det fabel-agtigt intense Vanishing Point (Creation/ Sony). Det var også svært at komme udenom japanske United Future Organization, hvis 3rd Perspective (Talkin'
Loud) var et kalejdoskopisk og opfindsomt værk, der beviste at japanere kan efterligne - og overgå - andet end finmekanik og biler.
Islandske Björk gik et skridt videre på det hæs-blæsende og uforglemmelige Homogenic (One Little Indian), hvor strygere og tekno gik op i en højere enhed; alt andet lige, nok Årets Album Også selvom opfinderne af trip hop-begrebet, den udsøgte britiske gruppe, Portishead, med sit andet andet album, Portishead (GoBeat), gav hende kamp til stregen. Og sære Stereolab kildrede atter ens futuristiske nostalgi med det uomgængelige og indtagende Dots And Loops (Elektra/ Warner).
Og så må det med, at året ikke betød det store skridt fremad, selvom fænomenet post-rock nød stor opmærksomhed i den avancerede del af rockpressen - med afsæt i 70'ernes progressive rock og krautrock à la Can fik lange indviklede forløb, frigjort fra traditionel sangopbygning og spillet af grupper af ofte traditionel sammensætning, en mediebevågenhed, der ikke stod i mål med det ringe indtryk, grupperne gjorde uden for de indforståedes cirkler.
Hip hop-scenen våndede sig stadig ovenpå drabene på hhv. Tupac Shakur og The Notorious B.I.G., og det undrede ikke at genren som sådan holdt en lav profil - om end det var svært at komme udenom kollektivet Wu-Tang Clans monumentale Wu-Tang Forever (RCA/BMG), der blev modtaget som et mesterværk. Gruppen skuffede dog mange med sin sidste-minuts-aflysning på årets Roskilde Festival. Også Wyclef Jean - masterminden bag sidste års så succesfulde The Fugees - imponerede med sin alsidige solodebut, The Carnival (Sony). Den populære R&B-genre tiltrak nye fans med anæstiseret lyd og teknisk set lydefri sangere, selvom årets mest fascinerende udgivelse i den boldgade, Baduzism (Universal), med den sjælsrystende sangerinde Erykah Badu, var atypisk med sin organiske lyd og svage duftspor af jazz. Og har Mary J Blige ikke verdens største stemme, kompenserer hun for det med en attitude og et repertoire-valg, der gør hendes Share My Life (MCA) langt mere interessant at lytte til end mange af hendes fotomodelagtige kollegaers parfumerede hi-tech udgydelser.

Afprøvede traditioner
Også de afprøvede traditioner gav noget fra sig. Således tegnede moderne sangskrivnings Godfather, Bob Dylan, sig for én af årets mest markante og dybdeborende udgivelser i form af Time Out Of Mind (Columbia/ Sony), hans bedste i årevis, mens Nick Cave & The Bad Seeds gav os en flok hudløse og salmeprægede sange om et kærlighedsforholds forlis på den afdæmpede The
Boatman's Call (Mute/MD).
Og det var værd at tage med guitaristen Ry Cooder til Cuba, hvor han indspillede den smågeniale Buena Vista Social Club (World Circuit/MD) med en række cubanske kollegaer i alle aldre - musik hinsides enhver trend. Og mens country-scenen generelt gik til i konformitet, beviste Jim White med Wrong-Eyed Jesus (Warner), at genren stadig kan besidde passion, vitalitet og relevans for andre end rednecks og citybillies. Fra Cap Verde kom den statelige sangerinde Cesaria Evora på besøg og gav en uforglemmelig koncert i Vega. Som souvenir fik man den blide Cabo Verde (RCA/ BMG), melankolsk som et helt efterår.
Ellers var det briterne, der leverede årets bedste rockalbums - mens britpoppen stille afgik ved døden: Kan man leve med forsanger Thom Yorkes hudløse - nogle gange lidende - sangforedrag, var sekstetten Radioheads OK Computer (EMI-Parlophone) udsøgt og visionær. Mindst lige så trist var grundstemningen hos æteriske Spiritualized, hvis Ladies and Gent-
lemen... (Dedicated) havde karakter af katarsis, hvad der ikke forhindrede den i at gøre dybt indtryk.
Og The Verves Urban Hymns (Virgin) var årets mest majestætiske, med sin klang af opdateret Phil
Spector for 90'erne, mens eftertænksomme Tinder-sticks med Curtains (This Way Up) beviste, at indenfor den sorttintede, romantiske sangskrivningstradition har gruppen praktisk taget ingen konkurrenter.
Dette kun ment som et tværsnit af endnu et frodigt år - læseren har sikkert sine egne favoritter, som vi overhørte eller ikke fik plads til. Vi her på rockredaktionen ønsker i hvert fald vore læsere godt musiknytår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her