Læsetid: 2 min.

Den galliske jazzviolin

3. december 1997

Stéphane Grappelli død kort før sin 90-års fødselsdag

NEKROLOG
Sat lidt på spidsen kan man sige at det bedste ved Stéphane Grappelli var Django Reinhardt. På de mange plader de to franskmænd indspillede sammen i årene før og efter
2. verdenskrig, og som mere end noget andet placerede Frankrig på jazzens verdenskort, var det så decideret den belgiskfødte sigøjnerguitarist Reinhardt snarere end den indfødte pariserviolinist Grappelli der fik folk til at spidse øren.
Selv vor egen jazzviolinist Svend Asmussen, otte år yngre end den franske instrumentkollega, foretrak vist nok udpræget Reinhardt, men befandt sig selvfølgelig også i lidt af et konkurrenceforhold til Grappelli. Skønt de to pladedebuterede nogenlunde samtidigt, i begyndelsen af 30'rne, nåede franskmanden allerede før krigen verdensry og havde efter krigen renommé som den store europæiske jazzviolinist.
Alligevel behøver man ikke være dansker for at anse Asmussen som den betydeligste jazzmusiker af de to. Men Asmussen satsede i mange år mere på sin begavelse som entertainer, mens Grappelli altid primært var jazzmusiker, så måske var der en vis retfærdighed i at han høstede det største ry i den henseende.
Man skal heller ikke undervurdere Grappellis betydning for Reinhardt. De to var hovednavnene i den franske hotklub-kvintet fra dens start i 1934 til krigsudbruddet fem år senere, og det skyldtes især Grappellis tjek, at kvintetten ikke faldt fra hinanden p.g.a. bohemen Reinhardts vagabonderende livsstil.

Et brat opsving
Efter krigen - som Reinhardt tilbragte i Frankrig, mens Grappelli spillede i England, bl.a. sammen med den senere kendte pianist, George Shearing - fandt de to sammen igen nogle gange, men ikke i et så fast samarbejde som tidligere. Og mens Reinhardt døde allerede i 1953, kun 43 år gammel, fortsatte Grappelli sin løbebane indtil han nåede en mere end dobbelt så høj alder som sin gamle kompagnon.
I flere år i 50'erne og 60'erne holdt Grappelli en relativt lav international profil, men i 1966, da han var 58, skabte pladeprojektet Violin Summit (med Asmussen, Stuff Smith og Grappelli og hans unge franske elev, Jean-Luc Ponty) fornyet interesse for Grappelli og jazzviolinspil i almindelighed.
Det førte til at Grappelli i 1969 for første gang besøgte USA for at spille ved New-port-jazzfestivalen, og hans internationale karriere tog nu et brat opsving.
I 70'erne og 80'erne blev han indspillet i talrige jazzkombinationer, og i 1973, 75 og 77 mødte vi ham på plade sammen med Yehudi Me-nuhin. I juli 1979 hørte vi ham i Tivolis Koncertsal sammen med guitaristen Joe Pass og Niels-Henning Ørsted Pedersen (foreviget på Pablo-pladen Tivoli Gardens). Han havde i øvrigt også været her 40 år tidligere, med hotklub-kvintetten i Odd-Fellow Palæet.
Bortset fra formelle violinstudier 1924-28 var han selvlært og han spillede jazz fra 1927. Amerikanerne Joe Venuti og Eddie South var hans inspiratorer, mens den saftigere Stuff Smith, der forløste meget hos Asmussen, betød mindre for den franske elegantier, hvis lange og usædvanlige livsløb nu er slut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu