Læsetid: 3 min.

En gave til dansk kultur

16. december 1997

Claus Deleuran blev ikke færdig med sin Danmarkshistorie, fordi han gik hen og døde. Vi må takke for det, han nåede

TEGNESERIER
"Var der nogen der lo?" spurgte Klaus Rifbjerg engang i en artikel. Det var der ikke, konkluderede han. Det havde han nok ret i, for det var den 1. marts 1996. Claus Deleuran havde kun været død i en måned og én dag.
Men det var ikke det, Klaus Rifbjerg tænkte på, da han stillede spørgsmålet. Han skrev, at Danmark fattedes store humorister - og havde gjort i mere end en menneskealder.
Det er underligt, men ikke uforklarligt, at en dansk digter har kunnet få det indtryk: Det er i sandhed småt med frivillig komik i de litterære cirkler, hvor man just nu kan opleve en hed debat om radiatorers rettigheder i poesi og prosa.
Det er ikke let at vide, hvad der er blevet af vores stolte humoristiske traditioner - hvis ikke man læser tegneserier. Og det gør digteren næppe. Det må være forklaringen på, at han kom til at glemme en af Danmarks største humorister - just som han havde forladt os.
Hvor meget Claus Deleuran havde at give, og hvor meget vi mistede ved hans tidlige, bratte død, det er vi blevet mindet om i denne vinter, hvor Ekstra Bladets Forlag har udgivet det niende, sidste og ufuldendte bind af hovedværket Illustreret Danmarks-Historie for Folket. Deleuran blev færdig med vikingetiden. Så var den historie slut.

Af indvandrerslægt
Men det han nåede, er en gave til dansk kultur. Klaus Rifbjerg burde læse det, og le! Søren Krarup burde gøre det samme, og komme på bedre, lysere tanker: Den mand, der førte de humoristiske traditioner videre fra H. C. Andersen og Storm P, og som i sin egenskab af historiker byggede på arven fra Saxo og Grundtvig - han var af indvandrerslægt.
Han elskede Danmark, om nogen har gjort det, men ikke på den triste, grætne facon, der netop nu er på mode, bl.a. i hans egen avis. Hvor Ekstra Bladet dog mangler det modspil, han kunne have givet det, i dets egne spalter, hver eneste lørdag, i farver.
Deleuran var aldrig i tvivl om, at vort snurrige fædreland fylder meget lidt på jordkloden og i det uendelige univers - som begge fik den plads i historien, der tilkommer dem. Det var bl.a. derfor, den ingen ende ville tage: Hele forløbet, fra 'The Big Bang' til nu, var oprindeligt planlagt til syv bind. Men der var tusinder af fortolkninger og verdensbilleder, der trængte sig på, guder, helte og lindorme. Og de var ikke lige danske alle sammen.
Grækerne, romerne, jøderne, kelterne, araberne, indianerne - de har alle deres del af ansvaret for, at tingene har forandret sig, også her i landet. Vores grænser står piv-åbne - og har altid gjort det. Det er historiens pointe:
"På det kulturelle område er intet heller længere som i den ældre stenalder. Sådan går det, når man ikke passer på.", skrev Deleuran i bind I, ved siden af et billede af en skindklædt dansker, der krammer sin økse og rødmer forlegent.

Fantasi og gætteri
Claus Deleuran var belæst som få og kunne referere til kilder af alle slags: Den ældre Edda, Illiaden, Prins Valiant, Hobitten, Dyrenes Verden af Ingvald Lieberkind...
Det var ikke historieforskning i moderne forstand, han bedrev. Han var fortæller på samme måde som Herodot, Snorre og Saxo: Fri fantasi og rent gætteri blev kædet sammen med oplysninger hentet alle vegne fra. Og det er nok sket mere end én gang, at en 'objektiv kendsgerning' er blevet ofret til fordel for en humoristisk idé.
Sandheden i Deleurans Danmarkshistorie ligger på et dybere plan - der hvor de objektive videnskaber aldrig kan nå hen. Men derimod kunsten og den store latter.

PS. Sidste bind er forsynet med et register, der omfatter alle ni bind.

*Claus Deleuran: Danmarks-Historie for Folket 1-9. 99,- kr. Ekstra Bladets Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu