Grønlænderne tror stort set ikke på Jesus, hævder teologen Mogens Hindsberger i to nye bøger, der rejser nogle problemer
Nye bøger
"... når Københavns biskop Erik Norman Svendsen siger, at 'grundbudskabet i kristendommen er tilgivelsen og oprejsningen i syndernes forladelse' og 'forkyndelsen skal være kristuscentreret', så falder den grønlandske kirke i det store og hele uden for disse definitioner" - skriver teolog og tidligere rektor Mogens Hindsberger i Den grønlandske Kristendomsopfattelse fra Hans Egede til vore Dage. En spændende bog, men også en problematisk undersøgelse, hvor teologen ofte begår den fejltagelse at spænde vognen for hesten og massere sin forudforståelse ind i materialet.
Mogens Hindsberger har sat sig for at skildre inuits møde med kristendommen i 1721, den langsomme omformning, og endelig tiden efter moderniseringen (1950'erne ff.) frem til livssynet i dag efter sekulariseringseksplosionen.
Galt i halsen
Hans Egede havde svære problemer med at forklare grønlænderne, hvad han egentlig mente med Gud og hans lidende søn, skriver Hindsberger. Eskimoisk besad ingen glose for ordet Gud, og Hans Egede fik angakokkens 'hjælpeånd' galt i halsen, således at Toornarsuk blev til den kristne djævel. Missionen kunne ske ved tørre tærsk, men 'Grønlands Apostel' kunne også være fleksibel. "Giv os i dag vort daglige brød" giver absolut ingen mening for et folk, der ikke kender til korn, så teksten ændrede Egede til "Giv os i dag vort daglige sælkød". Det var mere spiseligt.
Men uanset Egedes krumspring var hedningene ikke gode til at tilegne sig ånden i budskabet. Den gammeltestamentelige tanke om Lov fremfor Nåde forstod inuit. Det var lidt som at overholde samfundets gamle taburegler, mener Hindsberger. Men at forstå begreber som synd og soning - dertil nåede grønlænderne (aldrig).
Folkets kerne, fangeren, levede på en enorm selvtillid og given sig magterne i vold - syndsbevidsthed lå udenfor dette univers, heller ikke her var der en glose at gribe til. Og når man ikke er sig synd bevidst, har man heller ikke behov for soning og derfor ikke behov for en korsfæstet Kristus. Dengang som nu, hævder Hindsberger, er Kristus perifær i grønlændernes forståelse af kristendommen.
Grønlænderne var (er) mere noget-for-noget orienteret. Hvis man ifølge den 'gamle religion' overholdt tabuer og respekterede naturen, var fangsten sikret.
Da grønlænderne begynder at tilegne sig kristendommen, gør de det ved at integrere den i allerede eksisterende tanke- og adfærdsformer. Gud bliver samlebegreb for naturens hidtil mestendels unavngivne kræfter.
Præsten står i vejen
Værket falder i to dele, bind 1 er fremstillingen, del 2 er 47 interviews indsamlet af forfatteren selv (på dansk, enkelte af en grønlænder på grønlandsk). Hindsberger søger gennem en række spørgsmål til ægteskab, moral, troens indhold, m.m. at indkredse nutidsgrønlænderes livssyn - og spore 'overlevende' træk af den oprindelige religion.
Som skrevet er det spændende læsning, men værket rejser unægtelig nogle problemer, dels i sin tilgang, dels i de konklusioner der drages af specielt interviewene i del 2. Hindsberger vil meget gerne påvise, at inuits førkolonialistiske verdensforståelse lever videre. Ofte rammer han plet; det er uomtvisteligt, at meget tankegods er overlevet i en kristen forståelsesramme. Sådan foregår overgangen fra en til en anden religion: ældre tiders ritualer og tankemønstre omformes og indkorporeres i det nye. Det er der ikke noget nyt i.
"Jeg gav mit hjerte til Gud, og siden fangede jeg da også bedre," siger en fanger i starten af dette århundrede til den danske provst Bugge. Fangeren påvirker her, mener han, naturen direkte i sit noget-for-noget syn. En rimelig tolkning. Andre gange ryger Hindsberger imidlertid ud i overfortolkninger: "Jeg føler mig som en synder, når jeg ikke har været i kirke i længere tid. Jeg får fred med mig selv, når jeg har været i kirke, og føler at mit liv er blevet fornyet.. Når præsten (...) holder gudstjeneste, er det lige som om han kommer og minder os om, at vi fortsat skal være kristne," siger en 40-årig kvinde.
Hindsberger konkluderer, at kvindens dårlige samvittighed "minder meget om de gamles dårlige samvittighed, når de ikke havde overholdt de foreskrevne taburegler."
Eller: To kvinder fortæller om ud-af-kroppen oplevelser i forbindelse med sygdom/nær-død. Det "minder... om beretninger fra åndemanere, når de har fortalt om deres rejser til månemanden."
Mig minder det snarere om disse årtiers nær-død/lysoplevelser, som er populært læsestof. Også i Grønland.
Det er selvfølgelig legitimt at se på, i hvor høj grad grønlænderne er blevet kristne. Men hvordan måler man det? Kan man være mere eller mindre kristen? Rigtig eller forkert kristen? Det bagvedliggende, som Hindsberger aldrig formulerer, synes at være at måle, hvilken grad af succes, de danske missionærer har haft.
Hvor 'rigtigt' kristne grønlænderne er blevet. Men med det som udgangspunkt er det, som forfatteren også selv er inde på, ligeledes et åbent spørgsmål, hvor kristne danskerne er. Nisser, grantræer, lys, for blot at nævne det p.t. aktuelle, er levende vidnesbyrd om, at almuens hedenskab også er integreret i den danske folkekirke.
Overfladekristendom
Man har gennem århundreder betegnet grønlændernes religion som 'overfladekristendom'. Måske var det mere relevant at tage udgangspunkt i, at kristendommen ikke er én, men mange. Hver kultur har sin kristendomsforståelse, som er født af sammensmeltningen mellem det gamle og det nye.
Et andet problem i undersøgelsen er Hindsberger selv. Teologen påpeger, at respekten og ærefrygten for (den danske) præst er enorm i det grønlandske samfund - selvom også den er på retur. Men det får mærkværdigvis ikke forfatteren til at vende spejlet mod sig selv, og reflektere over, i hvor høj grad hans autoritet har påvirket svarerne. Tit har man på fornemmelsen, at de interviewede som artige konfirmander forsøger at svare på skolemesterens spørgsmål.
Hindsberger hylder det 'åbne interview', men (for) ofte skrider samtalen således: Hindsberger: "Har moral noget med Gud og kristendom at gøre?" Interviewet: "Ja". Og så går Hindsberger videre til at spørge om noget helt andet. Her kunne man med fordel have benyttet det lille opfølgende "Hvad?".
Når alt dette er indvendt, er det så absolut en læseværdig bog om væsentlige sider af den grønlandske kultur. Den er også til tider (ufrivilligt) underholdende:
Hindsberger: "Mener du, at kærlighed er noget andet end sex?" Svar: "Nej, det mener jeg ikke." Spørgsmål: "Hvornår var du første gang i seng med en pige?" (Svar): "Da jeg var 16 år, men jeg kunne ikke lide hende."
*Mogens Hindsberger: Den grønlandske kristendomsopfattelse fra Hans Egede til vore dage. Ill. 276 sider. 250 kr. samt
*Grønlandsk livssyn i 1990'erne. 228 s. 150 kr. Begge Museum Tusculanums Forlag
