Læsetid: 7 min.

Fra glemsel til anekdote

4. december 1997

Georges de La Tour er først i dette århundrede trukket ind i kunstverdenens rampelys

UDSTILLING
Historien om Georges de La Tour, er historien om en maler, som blev væk. Fra han dør af pest i 1652 - 59 år gammel - til hans genopdages i 1915 af den tyske kunstkritiker Hermann Voss, glider hans værk ud i glemslen i museers, slottes og kirkers støvede afkroge. Siden 1915 er det med stigende iver og spænding trukket ind i kunstverdenens rampelys.
Første gang offentligheden kunne møde den genfundne mester fra Lorraine, var med 12 værker på udstillingen Realismens malere i 1932. Anden gang var i Orangeriet ligeledes i Paris i 1972, hvor man kunne beskue 30 billeder. Og netop nu kan man på Grand Palais se ikke mindre end 42 værker, trommet sammen fra hele verden. Det er stort set hele den produktion, man kender fra La Tours hånd. Der mangler kun ét billede, som åbenbart er at finde i dronning Elizabeths gemakker.
Hvis man ellers kan komme til at se noget på Grand Palais. Det tager op til to timers tålmodig venten i kø uden for palæet før man slipper ind. Når det så lykkes, ser man et utal af tyske, amerikanske, italienske og franske pensionist-nakker, som nikker, mens guiden dissikerer billederne. Og som sukkende prøver at beslutte sig for, hvilken version af La Madeleine Penitente - den angrende Magdalena - som skaber den største maleriske dramatik...

Motiverne 'går ind'
Men udstillingen byder også på 32 'kvalitetskopier'. Da La Tour levede i det pest- og krigsramte Lorraine, var han allerede et stort hit, og malede for selve kongen. Derfor blev han i tidens sædvane flittigt kopieret. I den fortsatte jagt på La Tours malerier, står man derfor nu med en række af kopier - men stadig uden originalen.
Der står ikke mange mennesker foran kopierne, turisterne bevæger sig hastigt forbi, man vil have den sande vare. Så her har synet frit slag. Mærkelig nok viser denne indirekte adgang sig at være et ganske udmærket sted at møde maleren. Det er allertydeligst, når man står foran en imponerende samling - i alt otte - kopier af det fraværende mesterværk
Saint Sebastian i lanternes lys: Her er alle de elementer til stede, som burde resultere i en La Tour.
For det første er det et typisk clair-obscur maleri. Billedet vokser ud af natten ved lyset af en enkelt lanterne. En ung kvinde i baggrunden, holder lanternen frem, for at belyse sceneriet: Saint Sebastian, som plejes af Irene. Hun er ved at trække en pil ud af hans lår. Faktisk ser det ud som om, det er Irene der lyser - og måske Sebastians lår. Alle ansigter er rolige, i kontemplationen af en ellers voldsom lidelse. Men lige meget, hvor mesterlige disse kopier er, så er det ikke La Tour malerier. For når man står foran dem, begynder de at falde fra hinanden.
På den ene kopi, synes låret at støtte sig på pilen. En skygge i Irenes ansigt vokser frem og ligner et grumt modermærke. Paletten er ikke sammenhængende og maleriet lider derved. Dét, som burde være en skygge i Sebastians ansigt, ligner en blufærdig rødmen. En anden kopist har styr på farverne. De er bestemt fra starten, og der er ikke slinger i valsen med, hvad der er skygge, og hvad der er højlys. Men resultatet er skrigende, nærmest technicolor-jublende. Og sådan går det over stok og sten, i et eklatant bevis på, at det ikke kun er motivet, der er på færde i La Tours maleri.
I kopisternes maskinelle reproduktion af motivet, peges der otte gange hen mod den fraværende original. Og mod den ligeså sikre forvisning: at når La Tours motiver stadig 'går ind', så er det, fordi de er malet med den mesterlige selvfølgelighed, som gør at man fordyber sig i det essentielle, og ikke falder hen i tanker om, hvorvidt Maria Magdalena - eller Irene - havde plettyfus.
Så når man vender tilbage til nakkerne på de utallige besøgende, er man rustet med tålmodighed, albuer og en ubændig nysgerrighed efter at se mesteren selv.

Visuel økonomi
Man kender stadig ikke meget til ham, hvad biografien angår. Søn af en bager, gift i 1621, mange børn, forbindelser og salg til hoffet. Anekdoten fortæller, at da Louis XIII erhvervede sig hin Sebastian ved lanternen lod han alle andre billeder fjerne fra sit værelse. Og det er svært at forestille sig, hvad der kan gøre sig ved siden af et LaTour maleri.
Det er billeder med en særegen visuel økonomi. Lyset falder ind i billedet, men der er altid kun ét lys. Der er ingen baggrund i billederne. Selv Carravagio, som menes at være inspiratoren, og hvis billeder af Svindleren og Sandsigersken her er sat op ved siden af La Tours versioner, virker frivole og pompøse i forhold til La Tours enkelhed. At kalde malerierne for realisme, kan kun forstås i forhold til de udstillingsarrangører, som navngav denne retning til den første udstilling i 1932.
De havde deres høns at plukke, de ønskede at slå kubisterne i hovedet med disse figurative billeder fra starten af det 16. århundrede. Og selvfølgelig 'ligner' disse billeder i en vis forstand realiteten. Men netop som lignelse. Der er først og fremmest tale om abstraktion, begrænsning, og forenkling. Det sker på én gang i sceneriets få elementer: Der er ganske få personer, der er en neutral baggrund, der er kun ét lys. Men også den symbolske del er skåret ned. Spørgsmålet synes at være: Hvor lidt skal der til, for at alt forstås? Eller endnu bedre, for at man på én gang ser?

Ud af tiden
Dermed tager La Tour stilling til sin tid ved at træde ud af den. Europa lider under tredive-årskrigen, som er religionskrig mellem katolicismen og protestantismen, men som også er en banal grænsekrig, der drejer sig om magt og guld. Alle snyder alle... Den naive unge mand bliver i 'svindler'-maleriet plukket for sine guldstykker af en kynisk forsamling. Han har en fjer i håret. Alle hans sløjfer er forfængeligt bundet op, mens svindlerens dingler.
Der er flere versioner af billedet, og hver gang undersøges billedets økonomi, i farver, i sløjfer, i perler, i spillekort. I hænder, blikke, skygge og lys. Det er den samme unge mand som bestjæles i 'sandsigerske'-maleriet. Han vil så gerne vide, hvad der skal ske i fremtiden, alt mens han lige her og nu bestjæles for alt, hvad han har.
Begge billeder tolkes som værende billeder af den fortabte søn. La Tour har fanget øjeblikket, hvor han taber. Hvor talenterne går tabt i brokade, vin, spil og fordærv.
Også Magdalena malerierne er en undersøgelse af billedets økonomi. Den angrende Magdalena er alene i natten. Der er kun ét lys, det er ikke sat under en skæppe, men på nogle af malerierne skærmer hånden for det. Da er det Magdalene som lyser. Hun har lagt perlerne - det jordiske gods, symbolet på kroppen og sensualiteten - fra sig. Som i et klassisk Vanitas-billede er et kranie til stede, på nogle billeder ligger det på bordet. På andre i skødet. Hvis man ser godt efter, kan man se at hun er gravid. Måske er det slet ikke Mag-dalena? Måske er det bare et menneske?
La Tour malede ligesom Caravagio, ganske almindelige mennesker i de mytologiske scenerier. Måske er det bare en kvinde, som i sit skød bærer ikke alene livet, men også døden? Alt det sædvanlige vanitas-spragl er fraværende, den frugtsommelige krop er nok, som frugt, kraniet er nok som død, og livets lys blafrer så spagt - selvom det er det eneste, der lyser.

Mystisk indsigt
På billedet Den nyfødte er det barnet, som lyser i mørket, det er næsten, som om kvindens hånd ikke skærmer for stearinlyset, men for barnets lys. Det er lige til at klippe ud og sende som julekort. Så måske vælger La Tour side, ved at vælge den mystiske indsigt, ét maleri som én åbenbaring. En indsigt, som i øvrigt stemmer overens med en samtidig fransiskansk mystik.
Alle kender La Tours billeder som billeder. Fra postkort og frimærker, plakater og film. Filminstruktøren Alain Cavalier har kreeret en film til udstillingen, hvor han kommenterer La Tours malerier ud fra fotos. Eller han sætter et lys på et bord, lægger nogle guldmønter og nogle perler og vupti, så har vi en film-La Tour.
La Tours billeder er således blevet til guidernes anekdoter og filmmenneskers koncepter. La Tours maleri er stadig væk. Men med ihærdighed kan det findes den næste halvanden måned på Grand Palais.

*Georges de La Tour, Galeries nationales du Grand Palais, indtil 26. jan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu