Læsetid: 6 min.

Gråtoner i glamourland

3. december 1997

Fotografen Anton Corbijn opdyrker den realistiske grums i sine billeder af verdensstjernerne

INTERVIEW
En ensom Frank Sinatra i en øde bar, en gammel, barmfager, træt Marianne Faithful, en uskyldsren og skumfødt Courtney Love midt i tidevandets malstrøm og med månens øje i ryggen, en radbrækket William S. Burroughs.
Den hollandske fotograf, coverdesigner og videoinstruktør Anton Corbijn er på vej til at blive ligeså kendt som sine ofre, efter at han over de sidste 20 år har udviklet sit fotografi til kunst, ikke kun pr-materiale, til udtryk, ikke kun indtryk.
Det er sjældent, at en fotograf får skrabet så megen professionel fernis af sine gla-mourøse ofre, sjældent at stjerner fremstår så udtryksfulde og eksponerede.
"På et personligt plan er det ret forunderligt, at man har et reelt møde med en person, og at det så siden bliver bevidnet af resten af verden", siger Corbijn til Information.
"Et yderst personligt fænomen bliver blæst op."

Naivt materiale
Den 33-årige hollænder startede sin karriere midt i halvfjerdserne som gængs rock-fotograf ved et nationalt musikmagasin med reportagefotografier, som man kan finde foreviget sammen med de senere, tidlige arbejder for det store udland i fotobogen Fa-mouz - Photographs 1976-88.
"Famouz var meget uskyldigt, naivt materiale. En ung mand ser sig omkring i musikverdenen, tager billeder af den, og lægger ikke så meget mærke til ansigterne."
Men fra slutningen af 80'erne skiftede Corbijn sigte, og siden har den kunstneriske tyngde gjort sig stadig mere gældende. Uskarphed, slør, dunkle belysninger, skarpladte farver og - især i de så berømmede sort/hvid-billeder - en kornet kvalitet rig på gråtoner. En patina, et skær af altmodisch realisme, der har tilføjet for eksempel U2 working class-credibility - fra og med albummet The Joshua Tree hvis cover Corbijn undfangede.
Det motiviske spektrum har udvidet sig fra musikere til skuespillere, fotomodeller, instruktører, forfattere: Martin Scorsese, Allen Ginsberg, Helena Christensen, Jodie Foster, selv tenoren Luciano Pavarotti har lagt ansigt til Corbijns optik. Og hans mørkekammer- og fototeknik har også flyttet fokus fra stjernen til fotografen, der har skabt så særegne aftryk af virkeligheden. Som Lars von Triers håndholdte kamera gør opmærksom på filmen, som et konstrueret medie med en mastermind bag, men samtidig giver et skær af hjemmevideorealisme, så har Corbijn også på én gang gjort opmærksom på sin egen rolle i billedet og skabt en aura af afdækket virkelighed i sine motiver.
Men kameraet er ikke kun en fortolker, en formidler, et udtryksmiddel for Corbijn. Det er også et værktøj til at fastholde nærvær - ja, sågar holde det på afstand. Noget Corbijn især i sin ungdom var lovlig god til, og i dag stadig arbejder sig væk fra.

Et filter
"Jeg tog Bono fra U2 med til Holland for at møde en af mine venner, der er en stor maler," illustrerer han.
"Det var ganske historisk. Ved midnat kom Bono ind med Edge og de betragtede min vens arbejder. Jeg havde hverken film eller kamera med mig. Og jeg tænkte: Det er faktisk helt fint. For det er bare for mindets skyld, og jeg kan bare erindre det. Det vil ikke være mindre gyldigt."
- Så kameraet kan godt være et filter mellem dig og virkeligheden?
"Det kan være meget lindrende. Du behøver ikke at forholde dig til så meget. Maleren, jeg præsenterede dem for, er junkie. Da jeg var virkelig ung tog jeg billeder af ham. Vi plejede at tage toget, og så skød han sig i armen på hollandske togtoiletter. Måske fordi det var Holland, måske fordi jeg havde et kamera, tænkte jeg ikke så meget over det. Det var okay, jeg registrerede, det var sådan vi levede, og det berørte mig ikke synderligt. Men en dag havde jeg ikke kameraet med, mens han skød sig, og jeg var ude af stand til at se på det."
"Meget ofte mærker man faktisk følelserne meget stærkere, når først man har fået dem ned på papir. Jeg er sikker på, der er en distance mellem mig og de folk jeg fotograferer i det øjeblik, jeg gør det. Selv når jeg i dag ser billederne af Ginsberg og Burroughs. Jeg mener, de betyder meget for mig, men det skete så hurtigt, at man ikke kunne gennemgå alle de følelser, man kan gennemgå her bagefter.
Jeg arbejdede virkelig hårdt i de tidlige 80'ere og blev alvorligt syg. På et tidspunkt var jeg døden nær, og jeg var tvunget til at holde hospitalssengen i lang tid. Og de sidste ti år af mit liv vendte tilbage til mig. Jeg havde haft så travlt, at jeg overhovedet ikke havde kunnet bearbejde det hele i mit hovede. Jeg kunne ikke gribe følelserne, kunne ikke stille noget op med dem, for jeg fór bare videre til næste projekt. Da jeg så blev syg vendte det hele tilbage til mig. Langt om længe gennemgik jeg alle de fotos jeg havde taget, og begyndte at påskønne dem."

Øjeblikkets mester
Regnes Corbijn af mange for en øjeblikkets mester, så er det altså et rent intuitivt talent for at trykke på udløseren i rette brøkdel hollænderen besidder. Han anser ikke sig selv for, at være en teknisk dygtig fotograf, selvom han efter eget udsagn kan fotografere under alle vilkår, og han tiltrækkes af de fastfrosne øjeblikke fulde af betydningsfuld tilfældighed. Af liv, ikke design.
"Jeg så fornylig coveret til Vanity Fair med Johny Depp, og jeg syntes ikke, at det var helt galt, hvilket jeg ellers normalt synes. Og så så jeg inde i bladet det hold, der havde taget billedet: 20 mennesker. I mine øjne ugyldiggør det fuldstændig billedet. Man indser, at det er fuldstændig opstillet, tøjet, stylisten, alt hvad det har er stylet. Og det er i sidste ende fotografiets død. Alt er planlagt."
I stedet nævner Corbijn den amerikanske veteran Robert Frank, der formåede at finde atmosfæremættede motiver snart sagt alle steder. En ensom jukebox foran et tomt dansegulv, et forladt cafébord på en gennemsnitlig highway-restaurant. "Det er den slags billeder som i dag er opstillede," sukker en humanistisk fotograf, der dog gerne indrømmer at styling kan være stærkt vanedannende, hvilket netop kan ses i mange af hans billeder fra de sidste otte år af hans virke.
I dag forsøger Corbijn således at komme væk fra den grad af iscenesættelse, der har gjort ham berømt, og som paradoksalt nok ofte ligger bag flere af hans så afdækkende billeder fulde af nærvær. I stedet forfølger han nu den - i computermanipulationens tidsalder - så romantiske idé om kunstneren i kontakt med en højere enhed, som griber af et fastfrossent øjeblik af kun middelbart forståelig orden.

Et mobilt Nikon
"Jeg har sat spørgsmålstegn ved mig selv. Jeg følte måske, at jeg i for høj grad forsøgte at skabe et menneske. Nu fore-trækker jeg det mere tilfældige billede - nærmest som et still-billede fra en film."
Væk er det ærværdige Hasselblad-kamera med de store 60x60 mm-eksponeringer og den besværlige søger man kigger lodret ned i, og i stedet er trådt et prosaisk, langt mere mobilt Nikon spejlreflekskamera i det gængse 24x36 mm-format.
En vej ud af vanen og den bevidste stilisering med færre beregninger, større bevægelighed, ingen dyre lyssætninger, længere lukketider, flere frugtbare fejltrin.
"Jeg er fuld af fiaskoer. Jeg tror, du er nødt til at være åben overfor fiaskoer, og se hvad der er godt i dem... Jeg tror, det er godt at indse, at man er præcis ligeså skrøbelig som sin næste", siger Corbijn.
"Men selvfølgelig er der efter så mange år, en professionalisme, der sniger sig ind. Det er skræmmende, men man kan ikke gøre noget ved det."

*Et udvalg af Anton Corbijns nyere fotografier kan ses i Vega, Kbh. indtil d. 7. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu